Dato for udgivelse
11 Dec 2008 09:34
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 Nov 2008 10:16
SKM-nummer
SKM2008.995.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 3-219/2008
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Skønsmæssig, ansættelse
Resumé

Sagsøgeren drev selvstændig erhvervsvirksomhed. For det omhandlede indkomstår havde sagsøgeren ikke indgivet selvangivelse, og der var ikke udarbejdet eller indsendt regnskab.

På grundlag af oplysninger for det pågældende og tidligere indkomstår havde SKAT ansat overskuddet fra sagsøgerens virksomhed skønsmæssigt.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse var åbenbart urimelig eller udøvet på et klart fejlagtigt grundlag. Retten lagde blandt andet vægt på, at den af sagsøgeren fremlagte råbalance, udarbejdet af sagsøgerens revisor, ikke var revideret, og at sagsøgeren ikke var fremkommet med fyldestgørende oplysninger om sine økonomiske forhold. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 1, stk. 1, 1. pkt.
Skattekontrolloven § 3, stk. 4
Skattekontrolloven § 5, stk. 3

Henvisning

Processuelle regler 2008-4 P.1.9

Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-4 E.B.1.1
Redaktionelle noter
Dommen er anket til Landsretten og senere hævet

Parter

A
(Advokat Knud Sander)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Martin Andersen)

Afsagt af byretsdommer

Torben Johansen

Under denne den 13. februar 2008 anlagte sag, hvor dommen i henhold til retsplejelovens § 218a, stk. 2 affattes uden fuldstændig sagsfremstilling og uden gengivelse af sagens bilag, har sagsøger, A, overfor sagsøgte, Skatteministeriet, principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers skattepligtige indkomst for 2003 før fradrag for tidligere års underskud nedsættes til minus 40.168,00 kr. Subsidiært har sagsøger nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende; at sagsøgers skattepligtige indkomst for 2003 før fradrag for tidligere års underskud nedsættes til 00,00 kr. Mere subsidiært har sagsøger påstået sagsøgte tilpligtet at anerkende, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Sagsøgte har påstået frifindelse. Såfremt retten ikke måtte give sagsøgte medhold i den nedlagte frifindelsespåstand har sagsøgte været enig i, såfremt retten samtidig ikke finder at kunne ansætte overskuddet fra sagsøgers virksomhed, at sagen henvises til fornyet behandling hos SKAT efter de af retten fastsatte retningslinier herfor.

Under hovedforhandlingen den 23. oktober afgav sagsøger forklaring og denne forklaring er gengivet til retsbogen, hvortil henvises.

Anbringender

Sagsøgers advokat har i et påstandsdokurnent blandt andet anført følgende hovedanbringender, der er gentaget og uddybet under hovedforhandlingen:

At

sagsøgers principale påstand kun vedrører indtægtsforholdene i 2003 og derfor reelt drejer sig om sagsøgers ansættelse af overskuddet i virksomheden for 2003, som skattevæsenet har ansat til 400.000,00 kr., hvilken afgørelse er stadfæstet af Skatteankenævnet samt Landsskatteretten. Derfor drejer sagen sig reelt om, hvad udgør sagsøgers overskud for 2003 i den af ham drevne virksomhed, herunder hvorvidt der er et overskud,

At virksomhedens momstal ikke giver anledning til en beregning, der viser et overskud på 400.000,00 kr.,  

At

råbalancen ikke viser et overskud på 400.000,00 kr.,

At

råbalancen viser et overskud på 3.929,69 kr. før afskrivning,

At

den af sagsøgte påståede formuestigning ikke eksisterer, da der ikke er taget hensyn til, at tallene for tidligere år ikke er indarbejdet i råbalancen,

At

der ikke er grundlag for en skønsmæssig forhøjelse af den foretagne størrelse,

At

sagen bør hjemvises til skattemyndighederne med henblik på en fornyet gennemgang af sagen

Sagsøgtes advokat har i et sammenfattende processkrift blandt andet anført følgende hovedanbringender, der er gentaget og uddybet under hovedforhandlingen:

At

sagsøgte har været berettiget til at ansætte overskuddet fra sagsøgerens virksomhed skønsmæssigt, og at sagsøgeren ikke har godtgjort, at skønnet er udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag, eller at ansættelsen har ført til et åbenbart urimeligt resultat for sagsøgeren,

At

foreligger selvangivelse ikke på ansættelsestidspunktet, kan SKAT ansætte den skattepligtige indkomst skønsmæssigt, jfr. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jfr. § 1, stk. 1, 1. pkt. Det samme gælder, såfremt et skatteregnskab ikke er udarbejdet eller indsendt rettidigt, jfr. skattekontrollovens § 3, stk. 4 (tidl. stk. 3).,

At

sagsøgte således har været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af overskuddet fra sagsøgerens virksomhed for indkomståret 2003, allerede fordi sagsøgeren ikke har selvangivet sin indkomst for nævnte indkomstår, jfr. skattekontrollovens § 5 stk. 3, jfr. § 1, stk. 1 1. pkt. Hertil kommer, at sagsøger ikke har udarbejdet og indsendt et skatteregnskab i overensstemmelse med (dagældende) bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 1999, jfr. skattekontrollovens § 3.

Det følger af fast retspraksis, at når SKAT har været berettiget til at ansætte den skattepligtige indkomst skønsmæssigt, kan dette skøn alene tilsidesættes, såfremt det godtgøres, at den skønsmæssige ansættelse medfører et åbenbart urimeligt resultat, eller at ansættelsen er blevet udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Sagsøgeren har ikke løftet denne bevisbyrde.

De foreliggende oplysninger underbygger derimod, at ansættelsen er blevet foretaget på et korrekt grundlag, og at ansættelsen har ført til et rimeligt resultat:

Af sagsøgerens kapitalforklaring for indkomståret 2002 og den fremsendte råbalance fremgår det, at egenkapitalen ultimo 2002 var negativ med 309.960 kr. Af råbalancen fremgår det endvidere, at virksomhedens resultat for indkomståret 2003 var et overskud på 57.809 kr., og at sagsøgeren hævede kontant 206.951 kr. Egenkapitalen ultimo 2003 var i råbalancen opgjort til at være negativ med 149.141 kr. Der mangler således en indtægt på 309.961 kr.

Den manglende indtægt svarer til, at overskuddet i sagsøgerens virksomhed mindst har udgjort 367.771 kr. svarende til summen af det i råbalancen anførte overskud 57.809 kr., og den manglende indtægt på 309.961 kr.

På grundlag af råbalancen beregnede skatteankenævnet tillige et negativt privatforbrug for sagsøgeren på 103.010 kr. Den skønsmæssige ansættelse af overskuddet fra sagsøgerens virksomhed til 400.000 kr. underbygges også af sagsøgerens privatforbrug for de to forudgående indkomstår.

Retten udtaler

Det er ubestridt, at sagsøgeren ikke indgav selvangivelse for indkomståret 2003 således som han var pligtig til. Skattemyndighederne var derfor berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens indkomst for 2003. Retten finder ikke, at sagsøgeren har godtgjort, at denne skønsmæssige ansættelse af sagsøgerens indkomst for 2003 har været åbenbart urimelig eller udøvet på et klart fejlagtigt grundlag og har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at den af sagsøgeren fremlagte råbalance udarbejdet af sagsøgers revisor ifølge påtegning ikke er revideret hvorfor den ikke kan danne grundlag for lån og/eller kreditgivning inden kontakt med revisoren og at sagsøgte har underbygget, jfr. det i sagsøgtes processkrift anførte, at ansættelsen er foretaget på et korrekt grundlag også henset til at der er taget hensyn til sagsøgerens privatforbrug for tidligere indkomstår. Endelig har retten lagt vægt på, at sagsøgeren ikke er fremkommet med fyldestgørende oplysninger om sine økonomiske forhold i indkomståret 2003.

Som følge af det anførte frifinder retten sagsøgte for sagsøgers påstande.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor anført, idet det oplyses at sagsøgte har haft udgifter til materialesamling på 492,00 kr. ekskl. moms.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for de af sagsøgeren, A, nedlagte påstande.

I sagsomkostninger skal sagsøger til sagsøgte betale 25.000,00 kr. og for udlæg 492,00 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.