Parter

A
(advokat Oluf Engell)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Sørensen, Per Walsøe, Asbjørn Jensen, Poul Søgaard og Henrik Waaben

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 24. afdeling den 19. december 2006.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

A har til støtte for, at der efter ligningslovens § 15 K, stk. 1, er ret til fradrag for udgifterne til vedligeholdelse af det fredede parkanlæg omkring H-gaard, yderligere henvist til, at ifølge ligningslovens § 7 E skal tilskud ydet i henhold til § 16, stk. 1, i lov om bygningsfredning mv. ikke medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst. I relation til ligningslovens § 7 E fortolkes "fredede bygninger" ikke snævert, idet tilskud til haveprojekter ikke medregnes til ejerens skattepligtige indkomst, og en tilsvarende fortolkning må anlægges i forhold til ligningslovens § 15 K, stk. 1.

A har yderligere anført, at det historiske udgangspunkt er, at der efter statsskattelovens § 6, litra e, var fradragsret for udgifter til vedligeholdelse af fast ejendom, herunder ejendom der tjener til bolig for ejeren. Den praksis, der tidligere fulgte af statsskattelovens § 6, litra e, blev opretholdt, da reglerne om opgørelse af indtægt ved bolig i eget hus blev ændret ved indsættelsen af § 14 A i ligningsloven ved ændringslov nr. 207 af 31. maj 1963. Det fulgte således af § 14 A, stk. 3, at de ændrede regler for fradrag for driftsudgifter vedrørende ejendomme, der tjener til bolig for ejeren, ikke fandt anvendelse på bygninger, der er undergivet fredning i henhold til lov om bygningsfredning. Denne retsstilling er videreført ved ligningslovens § 15 K og må omfatte udgifter til vedligeholdelse af fredede parkanlæg.

Endelig har A anført, at der efter en fast og mangeårig administrativ praksis er fradragsret for udgifter til vedligeholdelse af fredede parkanlæg.

Skatteministeriet har heroverfor anført, at ligningslovens § 7 E er uden betydning for bedømmelsen af sagen. § 7 E henviser direkte til bygningsfredningslovens § 16, der i modsætning til ligningslovens § 15 K omfatter mere end bygninger, idet bygningsfredningslovens § 2 fastsætter, at hvad der i loven bestemmes om bygninger, også gælder for de i § 3, stk. 2, nævnte bygningsomgivelser, herunder parkanlæg. Hertil kommer, at ligningslovens § 7 E angår skattefrihed for tilskud modtaget fra tredjemand og ikke som nærværende sag fradragsret for egne udgifter.

Skatteministeriet har endvidere bestridt, at statsskattelovens § 6, litra e, kan tillægges betydning for afgørelsen om fradragsret for de omhandlede udgifter.

Endelig har Skatteministeriet bestridt, at der efter fast administrativ praksis er fradragsret for udgifter til vedligeholdelse af fredede parkanlæg.

Supplerende sagsfremstilling

I Ligningsdirektoratets Meddelelser 1960, s. 94, hedder det bl.a.

"Ved indkomstopgørelsen kan fratrækkes egentlige vedligeholdelsesudgifter på de fredede bygninger samt udgifterne til renholdelse af de nærmeste omgivelser til bygningerne og af parken i det omfang, sådanne udgifter fremkommer som følge af fredningsforpligtelsen."

I betænkning om bevaringen af Den Danske Herregård, Miljøministeriet, 1987, s. 138, er anført bl.a.

"Der er for en del herregårde med fredede hovedbygninger blevet fastsat den praksis, at et rimeligt vedligeholdelsesbeløb for haven anerkendes som fradragsberettiget."

I betænkningen er anført (s. 11), at udvalget under arbejdet med betænkningen har rådført sig med repræsentanter for bl.a. Ministeriet for skatter og afgifter og Statsskattedirektoratet.

Kammeradvokaten har i anledning af sagen spurgt Skatteministeriets departement, om det nævnte citat er fremkommet efter rådføring med departementet og/eller Statsskattedirektoratet. I Skatteministeriets svar hedder det:

"Det er desværre ikke lykkes at finde noget herom. Heller ikke selve sagen. Vi har ikke kunnet søge elektronisk og en kursorisk manual søgning har givet intet resultat.

For en god ordens skyld har jeg gransket i gamle ligningsvejledninger - samt ligningslovscirkulæret - uden at finde noget, der nævner noget om den nævnte "praksis"."

Af en udskrift af 7. marts 2006 af Bygnings Frednings Foreningens hjemmeside om ordningen "Fredning og forfald-pr-år" fremgår bl.a.:

"Forfald pr-år attesten

Efter ønske fra ejeren foretager BYFO en såkaldt beregning af forfald-pr-år på de bygninger mv., som er omfattet af fredningsdeklarationen. Inden for dette beløb opererer man med begrebet "istandsættelse", der omfatter både "vedligeholdelse og forbedring". Der sondres derfor ikke længere mellem udgifter til vedligeholdelse hhv. til forbedringer, sålænge der opereres indenfor reglen om forfald-pr-år.

Følgende regler skal overholdes af ejeren, styrelsen og skattevæsenet, når forfald pr-år reglen anvendes:

Bed BYFOs sekretariat om at foretage en forfald-pr-år analyse iht. Fredningsdeklarationen. De får da en samlet attest, som i kroner opgør det samlede forfald-pr-år på hele ejendommen, opdelt efter enkeltstående bygninger med gårdsplads, mure, udhuse, haveanlæg, fontæner, statuer mm."

A har for Højesteret fremlagt et anonymiseret skema (beregning af forfald pr. år) udarbejdet af Bygnings Frednings Foreningen den 1. november 2006 vedrørende en fredet park.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, Skatteministeriet har anført, finder Højesteret, at ligningslovens § 7 E om skattefri tilskud ikke har betydning for afgørelsen af, om der efter ligningslovens § 15 K, stk. 1, er ret til fradrag for driftsudgifter til andet end ejendommens fredede bygninger.

Højesteret finder endvidere, at det ikke er godtgjort, at der efter bindende administrativ praksis er ret til fradrag for udgifter til vedligeholdelse af fredede parkanlæg.

Herefter og af de grunde, landsretten har anført, og da det, som A i øvrigt har anført, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder Højesteret, at der ikke er fradrag for udgifter til vedligeholdelse af parkanlægget i medfør af ligningslovens § 15 K, stk. 1.

Højesteret stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 75.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.