Den 2. oktober 2008 fik Lalandias byggeplads i Billund besøg af SKAT, som efterfølgende gennemgik 160 underentreprenørers kontrakter. Formålet var at se, om der blev afregnet moms, A-skat og arbejdsudlejeskat ved brug af udenlandske håndværkere samt om ansatte arbejdede sort.
- Stort set alle havde papirerne i orden og havde afregnet moms og skat, som de skulle. Vi havde nok regnet med at finde flere fejl, men jeg kan kun glæde mig over, at virksomhederne generelt er gode til at efterleve reglerne, siger Bo Mogensen, der er tovholder for projektet.
SKAT har samlet set kontrolleret kontraktforholdene for 160 underentreprenører. Der blev fundet fejl hos syv virksomheder. Fire virksomheder havde ikke betalt arbejdsudlejeskat ved brug af udenlandske håndværkere, og tre virksomheder havde ikke betalt moms og A-skat af et mindre beløb. Kontrollen afslørede samlet set snyd for knap én million kroner.
- Selvom vi generelt er glade for, at de fleste virksomheder gør som de skal, så viser denne aktion og andre tidligere aktioner desværre, at der særligt opstår problemer med arbejdsudlejeskat. SKAT vil derfor også i fremtiden have særligt fokus på dette område, fortæller Bo Mogensen.
En del af kontrollen på byggepladsen gik ud på at fastslå, hvor mange virksomheder der arbejdede på pladsen, og hvem der var ansat hvor.
- Da der i vid udstrækning har været tale om, at underentreprenører har udliciteret dele af eller hele den indgåede kontrakt til andre underentreprenører, har det været et meget omfattende arbejde, at gennemgå hele kæden fra hovedentreprenører til den sidste underentreprenør i kæden. Det har derfor været overraskende, at der har været så mange virksomheder involveret på byggepladsen, fortæller Bo Mogensen.
Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 90 00; borgere og virksomheder: 72 22 18 18