Dato for udgivelse
01 jul 2009 09:37
Resumé

Traditionen tro er Roskilde godt i gang med at blive invaderet af glade festivalgæster, som ankommer til byen i disse dage. Og lige så traditionelt er SKAT på pletten og godt i gang med den omfattende kontrolopgave, der hvert år finder sted.


Som så mange andre tager SKAT i disse dage på Roskilde Festival.

- Sammen med Roskilde Kommune og Midt- og Vestsjællands Politi kommer vi rundt i hele byen og tjekker sort og illegalt arbejde og andre former for skatte- og afgiftssnyd, fortæller afdelingsleder i SKAT Merete Wadt og fortsætter:

- For os handler det om at sikre, at alle spiller fair, og overholder reglerne. Vi vil ikke acceptere snyd, som betyder, at det bliver sværere for de mange lovlydige virksomheder at klare sig, og vi ved for de andre år, at de mange lovlydige handlende er glade for at vi dukker op og sørger for at reglerne bliver overholdt.

Som noget nyt har vi i år også fokus på, om byens handlende benytter kasseapparat ved salg uden for forretningen. Hvis forretningerne ikke bruger kasseapparat, kan de få en bøde på 5.000 kr.
 
Både i byen og på festivalpladsen vil SKAT og de andre myndigheder kigge på personer, som arbejder sort, er på arbejdsløshedsdagpenge eller på sygedagpenge. Man vil også kontrollere deres ansættelsesforhold, hvis de kommer fra lande uden for EU, da de skal være i besiddelse af både arbejds- og opholdstilladelse. Hvis udlændingeloven er overtrådt, koster det arbejdsgiveren en bøde på 10.000 kr. pr. illegal ansat.

Stadeholderne bliver tjekket for deres registreringsforhold, og samtidig kigger SKAT efter kopivarer. En ny lov fra 1. januar 2009 gør det muligt for SKAT, at fravige sin tavshedspligt og informere den konkrete rettighedshaver, når man støder på tilfælde af piratkopiering.

- Der bliver jo især snydt med panten på øl og sodavand, så i dagene op til festivalen står vi ved grænserne i Rødby, Gedser, Padborg og ved Øresundsbroen og kontrollerer indførsel af større partier af ulovligt dåseøl og sodavand, fortæller Merete Wadt og afslutter:

- Desuden vil vi beslaglægge øl og sodavand uden pant, som vi finder sat til salg; hvad enten det sker i byens forretninger eller mere eller mindre tilfældigt på festivalpladsen.


Yderligere oplysninger: Journalister 72 37 09 00, borgere og virksomheder 72 22 18 18.