En ny undersøgelse byggende på tal fra Danmarks Statistik viser, at hele 81 procent af danskerne i 2008 opfatter SKAT som fair og retfærdig. Det er otte procent flere end i 2006.
- Det er et rigtig vigtigt resultat for os, fordi vi tolker det som om, at vores bærende strategi om at gøre det nemt for de mange, der gerne vil følge reglerne, og svært for de få, der bevidst snyder, er ved at slå igennem i danskernes opfattelse af os. Hos den lovlydige borger vil vi gerne opfattes som imødekommende og hjælpsomme, mens snyderne ikke skal være i tvivl om, at kontrol er kommet for at blive, siger kontorchef i SKAT Niels Anker Jørgensen.
Spørgeskemaundersøgelsen viser desuden, at SKAT er den myndighed, som danskerne er mest tilfredse med sammenlignet med andre myndigheder som for eksempel politiet, de sociale myndigheder og arbejdsformidlingen. Tilfredsheden med SKAT ligger på 3,74 på en skala fra et til fem, hvor fem er det højeste.
- Vi er ret tilfredse med at kunne score så højt på tilfredsheden især taget i betragtning, at SKAT har været igennem store forandringer siden 2005. Vi kan se, at der for næsten alle myndigheder er et fald i tilfredsheden de seneste år. Vi er selvfølgelig glade for, at vi har kunnet fastholde et højt tilfredshedsniveau og nu er den myndighed danskerne er mest tilfredse med, fortæller Niels Anker Jørgensen.
Det fremgår desuden af undersøgelsen, at en tredjedel af danskerne tror, at alle eller næsten alle betaler det, de skal i skat.
- Selv om vi også her ser en svag stigning i forhold til 2006, så vil vi gerne langt højere op. Troen på, at alle andre betaler deres skat, øger lysten til selv at betale SKAT, forklarer Niels Anker Jørgensen.
Undersøgelsen er baseret på svar fra 2.111 danskere.
Se undersøgelsen.
Yderligere oplysninger: Journalister 72 37 0900, borgere 72 22 18 18.