Dato for udgivelse
13 nov 2009 14:16
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
10 nov 2009 13:02
SKM-nummer
SKM2009.681.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-141772
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber
Emneord
Personalegoder, multimediebeskatning
Resumé

Skatterådet bekræfter, at ansatte gartnere i en virksomhed ikke skal multimediebeskattes af rådigheden over en telefon i form af en PDA, der medtages på bopælen. Det gælder dog kun såfremt den private brug ikke er tilladt, at der indgås tro og love erklæring herpå, samt at arbejdsgiver fører kontrol med at PDA'en (telefonen) rent faktisk ikke anvendes privat

Hjemmel
LL § 16, stk. 12
Reference(r)

Ligningsloven § 16, stk. 12

Henvisning
Ligningsvejledning, almindelig del, afsnit A.B.1.9

Spørgsmål

Vil medarbejderne blive skattepligtige af en PDA, der medtages på bopælen?

Svar

Nej, se sagsfremstilling og begrundelse

Anmodningens dato mv.

Anmodningen er modtaget d. 25. august 2009

Gebyret er registreret indbetalt d. 3. september 2009

Beskrivelse af de faktiske forhold

Virksomhedens servicegartnere er udstyret med en H19 PDA. Dette er en arbejdsterminal, hvorpå gartneren laver indtastninger direkte i virksomhedens servicesystem over nettet. Udover adgang til servicesystemet, er der også mail, telefon og scanner i den. Scanneren er til brug ved serviceindtastningerne. Der er også GPS i den. Det er muligt, at gå på nettet med den, dog kun med meget begrænset opløsning, så det egner den sig ikke til. Skal medarbejderne beskattes af disse arbejdsstationer, da de er nødvendige for gartnernes arbejde og ikke egner sig til privat brug?

Spørger har telefonisk oplyst, at gartnerne starter og slutter arbejdsdagen hjemmefra. Der er således ikke mulighed for, at aflevere PDA'en på virksomhedens adresse, idet der er ansat servicegartnere over hele landet.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørger har ikke anført nogen bemærkninger hertil.

SKATs indstilling og begrundelse

I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår såkaldte personalegoder, dvs. de særlige bestemmelser for økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

Ligningslovens § 16 omtaler vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder. Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, fx forbrug af kost, el, telefon, transport og lign., i modsætning til forbrug i erhvervsfæren.

Når et personalegode stilles til rådighed for en ansat, er det skattepligtigt uanset i hvilket omfanget den ansatte benytter godet. Det er altså selve rådigheden over godet, der beskattes.

Ved lovforslag nr. 199 af 22. april 2009, der senere blev vedtaget som lov nr. 519 af 12. juni 2009, blev der indført et nyt stk. 12 i ligningslovens § 16, den såkaldte multimediebeskatning, der har virkning fra og med indkomståret 2010.

Det betyder, at den skattepligtige værdi af et eller flere multimedier, der er stillet til rådighed af en eller flere arbejdsgivere mv. som nævnt i stk. 1, for den skattepligtiges private benyttelse, udgør et grundbeløb på 3.000 kr. (2010-niveau). Ved multimedier forstås computer med sædvanligt tilbehør, telefon, herunder oprettelses-, abonnements- og forbrugsudgifter samt selve telefonapparatet, og adgang til datakommunikation via en internetforbindelse, herunder engangsudgiften til etablering af internetforbindelsen. Den skattepligtige værdi nedsættes ikke med den skattepligtiges eventuelle betaling i indkomståret for råderetten eller brugen. Har samtlige goder, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse, kun været stillet til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori ingen af goderne har været til rådighed. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.

Begrundelse:

I nærværende sag er der tale om, at de ansatte får stillet en såkaldt PDA til rådighed for erhvervsmæssig brug. Dette er også under hensyn til, at arbejdet påbegyndes og afsluttes fra hjemmet hver dag. Det fremgår af spørgers oplysninger, at der således ikke er en kontoradresse, hvor PDA'erne kunne afleveres efter arbejdet.

I bemærkningernes pkt. 2.7.2 til lovforslaget om mulitimediebeskatningen er det anført, at multimediebeskatningen bl.a. omfatter en telefon, det vil sige en almindelig fastnettelefon eller en mobiltelefon, der stilles til rådighed fra en arbejdsgiver til privat benyttelse. Videre anføres det, at såfremt en telefon tages med hjem på bopælen, er der en formodning for, at den også anvendes privat.

Der er dog bl.a. følgende undtagelser til beskatningen af privat rådighed over telefon, som ligeledes anført i bemærkninger:

..."Formodningen for privat rådighed over en telefon vil kunne afkræftes, selvom den tages med hjem på bopælen i de tilfælde, hvor brugen af telefonen er nødvendig for at kunne udføre arbejdet (tilkaldevagt), og telefonen rent faktisk udelukkende må anvendes erhvervsmæssigt, og der er indgået en tro og love erklæring mellem arbejdsgiver og arbejdstager om, at telefonen udelukkende må anvendes erhvervsmæssigt. Det er en forudsætning, at arbejdsgiveren fører kontrol med, at telefonen kun anvendes erhvervsmæssigt. Den hidtidige praksis, hvorefter enkeltstående opkald til hjemme ikke udløser beskatning, videreføres ikke. Det vil sige, at hvis arbejdstageren foretager private opkald fra telefonen, vil vedkommende blive anset for at have telefon til rådighed for privat brug..."

Videre anføres det, at:

..."En telefon omfatter små håndholdte computere, hvis hovedfunktion er telefoni og evt. kalender- og tidsregistreringsfunktion, såsom PDA'er (Personal Digital Assistant), smartphones o. lign.

Videre fremgår af samme punkt i bemærkningerne bl.a. følgende: …"Et andet eksempel på tilfælde, hvor formodningen for privat rådighed over et multimedie kan afkræftes, selvom det tages med hjem på bopælen, kan nævnes den situation, hvor en person er på tjenesterejse og har et arbejdsbetinget behov for at få stillet et eller flere multimedier til rådighed, som kun må anvendes erhvervsmæssigt og faktisk kun anvendes erhvervsmæssigt, og hvor vedkommende ikke uden unødigt besvær har mulighed for at aflevere multimediet på arbejdspladsen..."

I skattemæssig sammenhæng er definitionen på en tjenesterejse, når en arbejdsgiver midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads.

Når en arbejdstager ikke har en sædvanlig arbejdsplads, men hele tiden arbejder på skiftende arbejdssteder, er der ikke tale om tjenesterejser i skattemæssig forstand.

Det er SKATs opfattelse, at de ansatte i nærværende sag ikke er på tjenesterejse, hvorfor denne undtagelse ikke vil kunne anvendes i nærværende tilfælde.

Som nævnt fremgår det af bemærkningerne, at det er en betingelse, at det er nødvendigt for udførelsen af arbejdet. Det kan fx være tilfældet, hvis der er tale om tilkaldevagt eller at chef eller kunder skal kunne få fat i arbejdstageren. Arbejdsgiveren har oplyst, at det er PDA'en er nødvendig for nævnte medarbejdergruppe.

Det er derfor SKATs opfattelse, at de ansatte gartnere ikke skal multimediebeskattes af rådigheden over en telefon, såfremt den private brug ikke er tilladt, at der indgås tro og love erklæring herpå samt at arbejdsgiver fører kontrol med, at telefonen (PDA'eren) rent faktisk ikke anvendes privat.

PDA'en må således ikke benyttes privat - ej heller til almindelig privat brug fra arbejdspladsen.

Indstilling:

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med et nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.