For at fortsætte og udbygge samarbejdet mellem SKAT og erhvervsorganisationer er der nedsat seks regionale virksomhedskontaktudvalg i SKAT - herunder Det Regionale Virksomhedskontaktudvalg Nordsjælland.
1. Formål
Det Regionale Virksomhedskontaktudvalg er et forum for drøftelse og information vedrørende SKATs administration i forhold til virksomheder og rådgivere. Hensigten med udvalget er at give virksomheder og rådgivere mulighed for at drøfte og komme med idéer og forslag til forbedringer af de aktiviteter, som SKAT målretter til virksomheder og rådgivere.
Det Regionale Virksomhedsudvalg vil blandt andet:
Diskutere spørgsmål om fortolkning af lovgivning og implementering af nye love.
Diskutere SKATs virksomheds- og rådgiverrettede aktiviteter og effekten heraf.
Drøfte behovet og formen for SKATs vejlednings- og informationsarbejde; herunder tilrettelæggelse af kurser for brugerne - fx ved væsentlige ændringer på inddrivelses-, told-, skatte-, moms- og afgiftsområdet.
Være bindeled mellem regionen og erhvervslivet.
Drøfte regionale forhold, der har relevans for SKATs administration i forhold til virksomheder og rådgivere.
Understøtte regelforenklingsarbejdet på SKATs områder.
2. Sammensætning af udvalget
Det Regionale Virksomhedskontaktudvalg Nordsjælland består af direktøren for SKAT Nordsjælland, der er formand for udvalget, skattedirektøren for Indsats Nordsjælland, skattedirektøren for Kundeservice Nordsjælland, repræsentanter fra regionen samt repræsentanter for det regionale erhvervsliv (interessenter og deres rådgivere).
Erhvervsorganisationerne har hver ét medlem af udvalget. Erhvervsorganisationerne udpeger medlemmerne og giver SKAT besked. Ved sammensætningen tages der hensyn til det pågældende områdes erhvervsmæssige særpræg. Formanden for Det Regionale Virksomhedskontaktudvalg kan med henblik herpå supplere udvalget med yderligere erhvervsmedlemmer.
Formanden udpeger øvrige repræsentanter fra regionen og kan i øvrigt lade øvrige chefer og medarbejdere fra regionen deltage ad hoc i virksomhedskontaktudvalget afhængig af dagsordensemner.
Udtræder et medlem af udvalget, udpeges der et nyt medlem. Der ydes ikke befordringsgodtgørelse eller mødehonorar til udvalgets medlemmer.
Det Regionale Virksomhedskontaktudvalg Nordsjælland kan nedsætte midlertidige arbejdsgrupper.
3. Mødefrekvens
Det Regionale Virksomhedskontaktudvalg Nordsjælland mødes som udgangspunkt 2 gange årligt eller efter behov.