Spørgsmål

1. Kan det bekræftes, at arbejdsmarkedslovgivningen, herunder hviletidsbestemmelserne finder anvendelse i SKATs vurderings af, om en medarbejder har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl?
2. Kan det ud fra ovenstående bekræftes, at rejsetid er at anse som arbejdstid, i det omfang rejsetiden overstiger medarbejderens normale rejsetid til arbejdsstedet
3. Hvis der svares bekræftende på de to ovenstående spørgsmål, kan det så forstås således, at der kan udbetales skattefri godtgørelse af rejseudgifter, jf. LL § 9A, i tilfælde, hvor medarbejderen ikke har mulighed for en samlet hvileperiode på mindst 11 timer på sin sædvanlige bopæl inden for en periode på 24 timer?
4. Ved fastsættelsen af rejsetid tages der udgangspunkt i tidsforbruget til kørsel i egen bil, hvor Krak.dk anvendes som indikator for den faktiske køretid. Da Krak.dk alene kan betragtes som en indikator for den faktiske køretid, kan en anden køretid så lægges til grund, f.eks. i forbindelse med vejarbejde eller ved kørsel i myldretid i tilkørselsvejene til København?
5. Ved fastsættelsen af den faktiske køretid, kan den tid det tager at parkere bilen tillægges i rejsetiden?
6. Ved fastsættelsen af den faktiske transporttid, kan den tid medarbejderen venter ved et færgeleje tillægges i rejsetiden?
7. Kan det, at overnatningen på det midlertidige tjenestested er beordret af arbejdsgiver, føre til, at der kan udbetales skattefri rejsegodtgørelse til medarbejderen?

SKATs indstilling

1. Se sagsfremstilling og begrundelse.
2. Se besvarelsen af spørgsmål 1.
3. Bortfalder som følge af besvarelsen af spørgsmål 1 og spørgsmål 2.
4. Se sagsfremstilling og begrundelse.
5. Se sagsfremstilling og begrundelse.
6. Se sagsfremstilling og begrundelse.
7. Se sagsfremstilling og begrundelse.

Spørgers opfattelse:

Fsva. spørgsmål 1-7: Ja til alle.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Hos spørger er der en del rejseaktivitet blandt de ansatte, og i den forbindelse ønsker spørger som arbejdsgiver et bindende svar, der vedrører i hvilke tilfælde, der kan udbetales rejsegodtgørelse til medarbejderne, uden at disse bliver beskattet af det.

Spørger ønsker at betale godtgørelse til medarbejderne, når disse er på rejse. Spørger betragter en medarbejder som værende på rejse, når medarbejderen ikke har mulighed for at opholde sig på sin normale adresse i over 11 timer, idet dette blandt andet anses for værende mest forsvarligt i forbindelse med trafiksikkerheden, og dermed medarbejdernes sikkerhed. Yderligere sikres det herved, at spørger overholder pligterne i henhold til arbejdsmiljøloven, hvoraf det fremgår, at en medarbejder har ret til 11 timers hvile indenfor en periode på 24 timer.

Yderligere fremgår det af Bekendtgørelse om hvileperiode og fridøgn mv., at rejsetid ikke er at anse for hviletid, hvis rejsetiden overstiger medarbejdernes normale rejsetid. Reglerne kan kun afviges i særlige tilfælde, hvorfor en manglende overholdelse af 11 timers reglen kan føre til bødestraf.

Baggrunden er, at spørger i perioder beordrer personalet i tjeneste på andre tjenesteder end medarbejdernes normale tjenestesteder. I den forbindelse overstiger medarbejdernes faktiske rejsetid og arbejdstid ofte 13 timer, således at medarbejderen ikke har mulighed for 11 timers hvile på den normale adresse, inden næste arbejdsdags begyndelse. Spørger betragter rejsetiden som arbejdstid således, at der bliver udbetalt løn under transport. Når den samlede arbejdsdag og rejsetiden overstiger 13 timer, anser spørger det for mest forsvarligt, at lade medarbejderen overnatte på det midlertidige tjenestested. Spørger udbetaler således rejsegodtgørelse til medarbejderen. På trods heraf bliver medarbejderne i visse tilfælde skattepligtige af den rejsegodtgørelse, de modtager af spørger.

Svaret ønskes således for at sikre, at medarbejderne ikke senere bliver beskattet af den udbetalte godtgørelse i forbindelse med medarbejdernes tjenesterejser.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgsmål 1:

Ja, af TfS 2008.555.LSR fremgår det, at arbejdsmarkedslovgivningen, herunder f.eks. hviletidsbestemmelserne indgår i bedømmelsen af, om en medarbejder har været på rejse.

Spørgsmål 2:

Ja, rejsetid er at anse som arbejdstid, i det omfang rejsetiden overstiger medarbejderens normale rejsetid til arbejdsstedet, jf. BEK nr. 324 af 23/5 2002, Bekendtgørelse om hvileperiode og fridøgn mv.

Spørgsmål 3:

Ja, af arbejdsmiljøloven kap. 9 fremgår det, at en medarbejder har ret til 11 timers samlet hvile indenfor en periode på 24 timer. Men alene i det omfang, hvor medarbejderen har en transporttid, der overstiger medarbejderens almindelige transporttid til sit normale arbejdssted, er transporttiden at betragte som arbejdstid, jf. BEK nr. 324 af 23/5 2002, Bekendtgørelse om hvileperiode og fridøgn mv.

Anvendelsen af 11 timers reglen fremgår yderligere af Retten i Sønderborgs dom B2008.BS C8-2458/2007, der henviser til SKM2005.492.ØLD.

Konsekvensen heraf er, at der kan udbetales skattefri rejsegodtgørelse, hvis det kan dokumenteres, at medarbejderen ikke har mulighed for at opholde sig 11 timer på sin faste bopæl.

Spørgsmål 4:

Ja, Krak.dk er alene en indikator, der anvendes til fastsættelse af den faktiske rejsetid. Krak.dk fraskriver sig på sin hjemmeside nøjagtigheden af de oplysninger, der gives, dvs. tidsangivelser kan alene anses som vejledende og beregnet under optimale forhold, hvorfor den faktiske rejsetid kan lægges til grund ved f.eks. kørsel i myldretid eller ved vejarbejde.

Spørgsmål 5:

Ja, idet der flere steder kan være langt mellem parkeringsmuligheder og den midlertidige arbejdsplads.

Spørgsmål 6:

Ja, den tid medarbejderen venter ved et færgeleje er at anses som rejsetid, dette er en følge af færgeselskabernes betingelser om indtjekning op til en time før afgang.

Spørgsmål 7:

Ja, en medarbejder anses som værende på rejse, når en arbejdsgiver midlertidigt udsender medarbejderen til et andet arbejdssted end medarbejdernes sædvanlige arbejdssted, og medarbejderen som følge af den dokumenterede arbejds- og rejsetid ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. LL § 9 A.

Af LV A.B.1.7.1, skattefri rejsegodtgørelse fremgår det endvidere, at der kan udbetales skattefri rejsegodtgørelse, såfremt rejsen skyldes arbejdsgiverens begrundede instruktioner til medarbejderne, f.eks. som følge af lange eller skiftende arbejdsdage.

Af LL § 9 A fremgår det, at godtgørelse ydet til dækning af rejseudgifter ikke skal medregnes til den personlige indkomst, hvis lønmodtageren som følge af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke muliggør, at arbejdstageren kan overnatte på sin sædvanlige bopæl. Heraf fremgår det, at en medarbejder anses som værende på rejse, når arbejdsgiver midlertidigt udsender medarbejderen til et andet arbejdssted end det sædvanlige, og at medarbejderen som følge af dette ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Af bestemmelsen fremgår det ikke specifikt, hvad der skal til for, at en medarbejder ikke kan overnatte på sin sædvanlige bopæl. Heller ikke i Ligningsvejledningen findes et specifikt svar på, hvad der skal til for, at det anses for umuligt for en medarbejder at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Derfor må anden lovgivning og retspraksis anvendes for at vurdere, hvad der anses som rejser.

En besvarelse af spørgsmålet kan f.eks. findes i Retten i Sønderborgs afgørelse B2008.BS C8-2458/2007. (SKM2008.845.BR - tilføjet af SKAT). Afgørelsen bygger på en klage over et bindende svar vedr. fortolkningen af LL § 9 A, der tidligere har været indklaget til Landsskatteretten. Sagen blev anlagt som følge af, at klageren ikke havde fået medhold i et spørgsmål vedr. fradrag for rejseudgifter i forbindelse med et skoleophold, idet klager havde mulighed for at opholde sig mere end 11 timer på sin sædvanlige bopæl. Landsskatteretten har i sin besvarelse af spørgsmålet vedr. LL § 9 A svaret bekræftende på, at der kan godkendes fradrag for rejseudgifter, jf. LL § 9 A, i tilfælde, hvor den samlede rejse- og arbejdstid overtiger 13 timer. I besvarelsen på spørgsmålet henvises til SKM2005.492.ØLD, Metro-dommen, hvor der blev godkendt fradrag for rejseudgifter i et tilfælde, hvor arbejdstagerne var i stand til at dokumentere sin samlede arbejdstid.

Byretten i Sønderborgs afgørelse på tvisten vedr. falckredderelevens uddannelse blev, at der kan foretages fradrag for rejseudgifter i tilfælde, hvor det kan dokumenteres, at medarbejderen ikke har haft mulighed for at opholde sig 11 timer på sin bopæl inden næste skoledags begyndelse. Konsekvensen af dette bør således være, at en medarbejder, der alene kan opholde sig under 11 timer på sin sædvanlige bopæl kan modtage skattefri rejsegodtgørelse, hvis medarbejderen kan dokumentere, at den samlede rejse- og arbejdstid overstiger 13 timer.

I TfS 2008.555. LSR (SKM2008.259.LSR - tilføjet af SKAT) ses der på problematikken i forbindelse med kørsel til og fra egen bolig, og om det er at anse som hviletid eller arbejdstid. Af kendelsen fremgår det, at arbejdsgiverens arbejdsmæssige instruktioner til lønmodtageren indgår i bedømmelsen af, om lønmodtageren har været på rejse. Ligeledes kan arbejdsmarkedslovgivningen, herunder f.eks. hviletidsbestemmelserne være afgørende. Af kendelsen fremgår det, at transporten mellem arbejdssted og bopæl ikke er at anse som hviletid.

Af arbejdsmiljøloven kap. 9 fremgår det, at en arbejdstager inden for en periode på 24 timer skal have en hvileperiode på minimum 11 timer. Der er enkelte undtagelser til denne bestemmelse, f.eks. i forbindelse med skifteholdsarbejde og landbrugsarbejde.

I den forbindelse kan der så stilles spørgsmål til, om transporttid anses som hviletid eller arbejdstid. Af bekendtgørelse om hvileperiode og fridøgn mv. § 13 fremgår det, at rejsetid til og fra et andet arbejdssted end det faste ikke betragtes som hvileperiode eller fridøgn, hvis rejsetiden overstiger medarbejderens normale transporttid til arbejdsstedet. Bekendtgørelsen omfatter personer over 18 år, der er ansat ved en arbejdsgiver.

Rejsebegrebet i ligningslovens § 9 A må forstås således, at en medarbejder er på rejse, når denne ikke har mulighed for at opholde sig på sin normale bolig i over 11 timer som følge af, at den daglige arbejdstid og transporttid overstiger 13 timer. Ud fra arbejdsmiljøloven og bekendtgørelse om hvileperiode og fridøgn kræves yderligere, at arbejdstageren opholder sig minimum 11 timer på sin bopæl, og at transporttid ikke er at anse som hviletid, hvis transporttiden overstiger medarbejderens normale transport til og fra arbejde.

Ud fra ovenstående bør 11 timers reglen have indflydelse på fortolkningen af LL § 9 A således, at der kan ydes skattefri rejsegodtgørelse til en medarbejder, såfremt denne alene kan opholde sig på sin sædvanlige bopæl i under 11 timer.

Konsekvensen af dette er, at når spørger udsender en medarbejder til tjeneste på et midlertidigt arbejdssted, og medarbejderen alene kan opholde sig under 11 timer på sin normale bopæl, er medarbejderen at anse som værende på rejse, såfremt det kan dokumenteres, at medarbejderens samlede arbejds- og transporttid overstiger 13 timer.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag:

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, og dermed også for fradrag for rejseudgifter, at lønmodtageren kan anses for at være på rejse, jf.  ligningslovens § 9 A, stk. 1. En lønmodtager anses for at være på rejse:

• når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl - en såkaldt selvvalgt rejse - eller
• når lønmodtageren af arbejdsgiveren midlertidigt er udsendt til et andet arbejdssted end lønmodtageren sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl - en såkaldt tjenesterejse.

Det er derudover en betingelse, at rejsen har en varighed på mindst 24 timer, hvilket fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 5, 1. punktum. Der vil således aldrig kunne udbetales skattefri godtgørelser for rejser af under 24 timers varighed, jf. nævnte bestemmelse.

Ved anvendelsen af standardsatsen for kost kan et arbejdssted højst anses for midlertidigt i 12 måneder. Der kan derfor højst udbetales skattefri godtgørelse med standardsatserne for rejseudgifter til kost m.v. i de første 12 måneder på et midlertidigt arbejdssted, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 5, 2. pkt.

Udbetaling af godtgørelse med standardsatsen for logi er ikke omfattet af den nævnte tidsbegrænsning og kan derfor udbetales, så længe arbejdspladsen er midlertidig, hvis også de øvrige betingelser for at være på rejse er opfyldt.

Såfremt lønmodtageren opfylder betingelserne for at modtage skattefri godtgørelse, men ikke har modtaget en sådan godtgørelse, kan lønmodtageren tage fradrag med enten standardsatserne eller med de faktiske udgifter, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7.

Reglerne i ligningslovens § 9 A om udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse og fradrag for rejseudgifter er nærmere beskrevet i SKATs Ligningsvejledning, Almindelig del, afsnittene A.B.1.7 og A.F.1.1.

Praksis:

Der henvises til Østre Landsretsdom af 23. november 2005, SKM2005.492.ØLR, samt til Skatteministeriets kommentar hertil, SKM2006.138.DEP. Af kommentaren fremgår, at man af dommen kan udlede, at en afstand mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted på omkring 100 km og en transporttid på 1 ½ time hver vej, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at opfylde betingelsen om at være på rejse, hvis der i øvrigt er tale om en arbejdsdag af normal varighed. En fast konklusion om, at en lønmodtager er på rejse, hvis den daglige transporttid og arbejdstid tilsammen medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at opholde sig på bopælen i 11 timer i døgnet, kan efter Skatteministeriets opfattelse ikke udledes af dommen.

Skatterådet har i et bindende svar SKM2007.145.SR bekræftet, at der kan udbetales skattefri rejsegodtgørelse, hvis arbejdstiden er på 12 timer, og der er en transporttid på mellem 1 og 1 ½ time, og arbejdet er fysisk hårdt. Skatterådet bekræftede i samme afgørelse, at betingelserne for at være på rejse også ville være opfyldt, hvis arbejdstiden er på 10 timer eller mere, og der er mere end 100 km/90 min minutters transporttid, og arbejdet er fysisk hårdt.

I vurderingen af om en medarbejder er på rejse og dermed opfylder betingelserne i ligningslovens § 9A, skal der foretages en konkret helhedsvurdering, hvor der ikke alene lægges vægt på afstanden, men tillige tages hensyn til transporttiden og den daglige arbejdstid samt spørgsmålet om mødetid på arbejde dagen efter, og om arbejdet er fysisk hårdt. Arbejdsgiverens instruktioner til lønmodtageren indgår ligeledes i vurderingen. Disse instruktioner kan i nogle tilfælde medføre, at lønmodtageren vil kunne anses for at være på rejse, selvom afstanden mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted isoleret set gør det muligt for den pågældende lønmodtager at overnatte på sin bopæl, såfremt instruktionerne sandsynliggør, at "der er behov for, at arbejdstageren overnatter på eller i nærheden af det midlertidige arbejdssted" jf. Højesterets dom af 5. maj 2009, SKM2009.333.HR, og departementets kommentar hertil i SKM2009.648.DEP, afsnit III, ad pkt. 4.

Begrundelse:

SKAT skal på baggrund af ovenstående besvare spørgsmålene således:

Ad spørgsmål 1:

Afgørelsen af, om en ansat på en tjenesterejse har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 1, træffes efter en konkret vurdering, hvor der ikke alene tages hensyn til afstanden og transporttiden, men også til den enkelte lønmodtagers samlede situation, herunder bl.a. arbejdsforholdene, arbejdstiden og arbejdsgiverens instruktioner til den ansatte jf. ovennævnte afgørelse fra Højesteret, SKM2009.333.HR og departementets kommentar hertil, SKM2009.648.DEP.

Det fremgår endvidere af nævnte højesteretsdom, at afstanden mellem et midlertidigt arbejdssted og den sædvanlige bopæl kan være så kort, at dette i sig selv indebærer, at det må anses for muligt for den ansatte at overnatte på bopælen. I sådanne situationer vil arbejdsmiljølovens hviletidsbestemmelser derfor ikke kunne indgå i bedømmelsen af, om den ansatte kan anses for at opfylde betingelserne i ligningslovens § 9 A, stk. 1 for at være på rejse.

I andre situationer vil arbejdsmiljølovens hviletidsbestemmelser derimod kunne indgå som ét af momenterne i den samlede vurdering af, hvorvidt det er muligt for den ansatte at overnatte på den sædvanlige bopæl. Hviletidsbestemmelserne kan således ikke i sig selv medføre, at det ikke er muligt for den ansatte at overnatte på den sædvanlige bopæl, jf. ovenstående højesteretsdom.

Spørger henviser vedrørende dette spørgsmål til SKM2008.259.LSR (TfS2008.555.LSR), idet det af  nævnte kendelse fra Landsskatteretten fremgår, at transporttid mellem arbejdssted og bopæl ikke er hviletid, men rejsetid.

SKAT skal hertil bemærke, at der ved Landsskatterettens bedømmelse af, hvorvidt den pågældende klager (lønmodtager) havde mulighed for at overnatte på sin bopæl, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 1, blev lagt afgørende vægt på de i henhold til arbejdsmiljøloven fastsatte bestemmelser om hvileperioder og fridøgn m.v. samt på EF-domstolens såkaldte Skills-dom, der også omhandlede arbejdsmiljøretlige køre- og hviletidsbestemmelser.

Landsskatterettens afgørelse i den nævnte sag skal - efter SKATs opfattelse - fortolkes i lyset af ovenfor omtalte senere højesteretsdom af 5. maj. 2009 (SKM2009.333.HR). På baggrund heraf finder SKAT, at der ikke alene kan lægges vægt på de arbejdsmiljøretlige regler om hvileperioder og fridøgn m.v. ved bedømmelsen af, om betingelsen i ligningslovens § 9 A, stk. 1 om mulighed for at overnatte på bopælen er opfyldt, men at der skal tages hensyn til såvel afstanden og transporttiden som til den enkelte lønmodtagers samlede situation, herunder bl.a. arbejdsforholdene, arbejdstiden og arbejdsgiverens instruktioner til den ansatte.

Da det stillede spørgsmål er af generel karakter, og da en besvarelse forudsætter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, indstiller SKAT, at spørgsmålet hverken besvares med et ja eller et nej.

Ad spørgsmål 2:

Der henvises til SKATs begrundelse og indstilling til besvarelse af spørgsmål 1, idet det yderligere skal bemærkes, at en fortolkning af arbejdsmiljølovens bekendtgørelse nr. 324 af 23.5.2002 om hvileperiode og fridøgn m.v. henhører under Beskæftigelsesministeriet, hvorfor SKAT må henvise spørger til dette ministerium.

Ad spørgsmål 3:

Spørgsmålet bortfalder som følge af SKATs indstilling til besvarelse af spørgsmål 1 og spørgsmål 2.

Ad spørgsmål 4:

Spørgsmålet om transporttid i forbindelse med arbejde på et midlertidigt arbejdssted, jf. ligningslovens § 9 A, stk.1, beror på en konkret vurdering for den enkelte medarbejder. Kraks oplysninger om den konkrete afstand og transporttid vil kunne indgå i en sådan vurdering.

Det skal dog understreges, at det ikke altid vil være den transporttid, som er angivet som den korteste efter KRAKs opmålinger, der vil være afgørende ved vurderingen af, om en given medarbejder vil kunne nå hjem til sin bopæl for at overnatte efter arbejdet på et midlertidigt arbejdssted. Hvis det f.eks. konkret kan dokumenteres, at den af KRAK angivne korteste transporttid på grund af myldretids-køer eller aktuelt vejarbejde faktisk vil være længere end transporttiden ad en anden vejstrækning, som ganske vist er længere opmålt i km, vil transporttiden ved kørsel ad den kilometermæssigt længere, men tidsmæssigt kortere vejstrækning i stedet indgå i den konkrete vurdering af, om det er muligt for den pågældende medarbejder at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Skulle det forekomme, at det f.eks. er nødvendigt, at en given medarbejders arbejdsdag på et midlertidigt arbejdssted skal afsluttes på et tidspunkt, hvor det kan dokumenteres, at den pågældende medarbejder ikke vil kunne transportere sig ad andre strækninger end en strækning, hvorpå der er lange køer på netop dette tidspunkt, vil sådanne dokumenterede oplysninger kunne indgå i den konkrete vurdering af transporttiden og dermed i vurderingen af, om medarbejderen konkret har haft mulighed for at overnatte på sin bopæl. Sådanne dokumenterede oplysninger vil dog som udgangspunkt ikke have betydning i de situationer, hvor afstanden mellem et midlertidigt arbejdssted og den sædvanlige bopæl er så kort, at dette i sig selv indebærer, at det må anses for muligt for den ansatte at overnatte på bopælen, jf. den ovenfor omtalte højesteretsdom, SKM2009.333.HR.

Da det stillede spørgsmål er af generel karakter, og da en besvarelse forudsætter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, indstiller SKAT, at spørgsmålet hverken besvares med et ja eller et nej.

Ad spørgsmål 5:

Spørgsmålet om hvorvidt den tid, det tager en medarbejder at parkere sin bil ved et midlertidigt arbejdssted, kan indgå i transporttiden til og fra dette arbejdssted, og hermed i bedømmelsen af om betingelserne i ligningslovens § 9 A, stk. 1 er opfyldte, beror på en konkret vurdering for den enkelte medarbejder.

Den tid, det har taget en given medarbejder at parkere sin bil i nærheden af et midlertidigt arbejdssted og at gå fra parkeringspladsen og hen til det midlertidige arbejdssted ved arbejdstidens begyndelse på en konkret arbejdsdag, samt den tid, det har taget medarbejderen at gå fra det midlertidige arbejdssted til den parkerede bil ved arbejdstidens ophør denne dag, vil kunne indgå i den konkrete vurdering af den pågældende medarbejders transporttid. Det er dog en forudsætning herfor, at nødvendigheden af at medarbejderen har parkeret på den konkrete parkeringsplads dokumenteres, ligesom udstrækningen af dette yderligere tidsforbrug til at gå frem og tilbage dokumenteres eller sandsynliggøres, for at medarbejderens gåtur til og fra parkeringspladsen vil kunne indgå i transporttiden. Sådanne dokumenterede oplysninger vil dog som udgangspunkt ikke have betydning i de situationer, hvor afstanden mellem et midlertidigt arbejdssted og den sædvanlige bopæl er så kort, at dette i sig selv indebærer, at det må anses for muligt for den ansatte at overnatte på bopælen, jf. den ovenfor omtalte højesteretsdom, SKM2009.333.HR.

Da det stillede spørgsmål er af generel karakter, og da en besvarelse forudsætter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, indstiller SKAT, at spørgsmålet hverken besvares med et ja eller et nej.

Ad spørgsmål 6:

Spørgsmålet om hvorvidt eventuel ventetid ved et færgeleje kan indgå i transporttiden i forbindelse med befordringen til/fra et midlertidigt arbejdssted, beror på en konkret vurdering for den enkelte medarbejder.

Nødvendig ventetid ved et færgeleje vil kunne indgå som en del af transporttiden mellem et midlertidigt arbejdssted og den sædvanlige bopæl i den konkrete vurdering af, om det vil være muligt for en given medarbejder at overnatte på sin bopæl i forbindelse med den pågældendes arbejde på et midlertidigt arbejdssted, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 1.

Den pågældende medarbejder skal dog kunne dokumentere, dels at det er nødvendigt at benytte den konkrete færgeforbindelse ved transporten mellem det midlertidige arbejdssted og den pågældendes sædvanlige bopæl, dels at den konkrete ventetid har været nødvendig for at medarbejderen kunne benytte den omhandlede færgeforbindelse. Desuden vil det skulle dokumenteres eller sandsynliggøres, hvor lang tid medarbejderen rent faktisk den konkrete dag har ventet eller - såfremt hjemtransporten opgives på forhånd - ville skulle vente ved færgelejet.

Medarbejderen skal f.eks. kunne fremlægge dokumentation for færgeselskabets krav om den senest mulige mødetid før den konkrete færgeafgang og for medarbejderens faktiske mødetid ved færgelejet forud for denne færgeafgang. Såfremt medarbejderen mener at kunne forudse, at transporttiden fra det midlertidige arbejdssted til bopælen ved arbejdsdagens afslutning bl.a. på grund af den nødvendige mødetid ved færgelejet vil umuliggøre, at medarbejderen vil kunne nå hjem og overnatte på sin bopæl, skal medarbejderen kunne dokumentere eller sandsynliggøre den forventede nødvendige og faktiske mødetid samt den øvrige transporttid fra det midlertidige arbejdssted til den sædvanlige bopæl.

Dokumentation for eller sandsynliggørelse af tidspunktet for afslutningen af arbejdet på det midlertidige arbejdssted den omhandlede arbejdsdag i forhold til færgens afgangstidspunkter denne dag vil også indgå i vurderingen af, om der har været eller ville kunne blive tale om en nødvendig ventetid ved færgelejet på den konkrete arbejdsdag og længden af denne eventuelle ventetid.

Da det stillede spørgsmål er af generel karakter, og da en besvarelse forudsætter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, indstiller SKAT, at spørgsmålet hverken besvares med et ja eller et nej.

Ad spørgsmål 7:

Spørgsmålet om, hvorvidt en arbejdsgivers tjenstlige ordre til en medarbejder om at overnatte på et midlertidigt arbejdssted kan medføre, at arbejdsgiveren kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse til medarbejderen, beror på en konkret vurdering af den enkelte medarbejders arbejdssituation på et givent midlertidigt arbejdssted, jf. ligningslovens § 9 A og SKM2009.333.HR.

Hvis det kan dokumenteres, at en given arbejdsgivers tjenstlige ordre eller instruktion til en given medarbejder om, at den pågældende medarbejder skal overnatte på eller ved et midlertidigt arbejdssted, er en nødvendig betingelse for medarbejderens udførelse af arbejdsopgaven på det midlertidige arbejdssted, vil betingelsen i ligningslovens § 9 A, stk. 1 om manglende mulighed for overnatning på den sædvanlige bopæl kunne anses for opfyldt. Der vil derfor kunne udbetales skattefri rejsegodtgørelse til den pågældende medarbejder, såfremt betingelserne herfor i ligningslovens § 9A i øvrigt er opfyldte.

Dette gælder også, selvom afstanden mellem det midlertidige arbejdssted og medarbejderens sædvanlige bopæl er så kort, at medarbejderen allerede som følge heraf ellers ville kunne overnatte på sin bopæl, jf. den tidligere omtalte højesteretsdom, SKM2009.333.HR og kommentaren hertil, SKM2009.648.DEP, afsnit III, ad pkt. 4.

Som et eksempel på en situation, hvor en arbejdsgivers tjenstlige ordre eller instruktion til en medarbejder om at overnatte på et midlertidige arbejdssted, må anses for en nødvendig betingelse for udførelsen af arbejdsopgaven på det midlertidige arbejdssted, kan nævnes en skolelærer, som er på lejrskole med en 3. klasse. Afstanden mellem lejrskolen og bopælen er ikke længere, end det ville være muligt for skolelæreren at overnatte på sin bopæl, men skolelæreren vil ikke kunne efterlade børnene alene i lejrhytten om natten. Skolelæreren vil derfor kun kunne varetage sin arbejdsopgave på lejrskolen ved at overnatte i lejrhytten for at holde opsyn med skoleeleverne.

Se desuden Ligningsvejledningen, Almindelig del, afsnit A.B.17.1 om tjenesterejsebegrebets særlige afstands- og arbejdsbetingelse samt SKM2008.853.SKAT om bl.a. hvornår afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted medfører, at det ikke er muligt at overnatte på den sædvanlige bopæl.

Da det stillede spørgsmål er af generel karakter, og da en besvarelse forudsætter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, indstiller SKAT, at spørgsmålet hverken besvares med et ja eller et nej.

Høringssvar:

Ved høringen gør spørgerflere gange opmærksom på, at medarbejdere hos spørger skal opfylde reglerne i Personaleadministrativ Vejledning (PAV), for at spørger kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse til medarbejderne i forbindelse med tjenesterejser.

Hertil skal SKAT bemærke, at der i det bindende svar fra Skatterådet alene kan tages stilling til de såkaldte rejseregler i ligningslovens § 9 A og ikke til reglerne i PAV.

Ved lov nr. 1063 af 12.12.1996 ophævedes bestemmelsen i statsskattelovens § 5, litra d, hvorefter bl.a. rejsegodtgørelse til offentligt ansatte var skattefri, når det var nødvendigt for de pågældende ansatte på grund af deres arbejde at tage ophold udenfor deres hjemstedskommune. Indtil da kunne offentlige arbejdsgivere med hjemmel i statsskattelovens § 5, litra d, udbetale bl.a. skattefri rejsegodtgørelse til deres ansatte efter reglerne i PAV.

Ligningslovens § 9 A har imidlertid et helt andet regelsæt og rejsebegreb end PAV, og det er reglerne i ligningslovens § 9 A der er afgørende for, om rejsegodtgørelser til en lønmodtager - hvad enten den pågældende er privat eller offentligt ansat - kan udbetales skattefrit.

Endvidere henviser spørger i sin høringsudtalelse til, at spørger behandler ca. 195.000 tjenesterejser årligt, og at der derfor er behov for en konkret stillingtagen fra SKAT m.h.t. "umulighedskriteriet" for at opnå en ensartet behandling heraf, og for at den enkelte rejse ikke afregnes ud fra et "ubegrundet skøn".

SKAT skal som følge heraf understrege, at rejsebegrebet i ligningslovens § 9 A netop forudsætter, at der foretages en konkret vurdering af hver enkelt rejse, hvorfor SKAT ikke kan give et generelt svar på spørgersspørgsmål. SKAT forventer således, at spørger før hver enkelt udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse foretager en konkret undersøgelse af, om betingelserne i ligningslovens § 9 A er opfyldt - herunder om det har været muligt for den ansatte at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.