Dato for udgivelse
08 jul 2010 09:13
Resumé
Det skal være mere enkelt at flytte sin ratepension under udbetaling mellem banker og forsikringsselskaber. Derfor kommer skatteminister Troels Lund Poulsen i efteråret med et lovforslag om at lempe reglerne.

Fra 2007 blev reglerne for overførsler af ratepensioner under udbetaling mellem banker og forsikringsselskaber lempet. Men vel at mærke kun, hvis udbetalingen kunne fortsætte efter samme principper.

Banker udbetaler sædvanligvis efter et såkaldt annuitets- eller serieprincip, mens forsikringsselskaber udbetaler efter det såkaldte forsikringsprincip. Derfor er det i praksis meget få, som kan overføre deres ratepension skatte- og afgiftsfrit, når udbetalingen først er gået i gang.

Med lovforslaget vil skatteminister Troels Lund Poulsen gøre op med disse begrænsninger.

- I praksis har det vist sig vanskeligt at overføre en ratepension under udbetaling. Og det var ikke meningen med de lempeligere regler fra 2007. Derfor fremsætter jeg til efteråret et lovforslag, der skal rette op på problemet, siger skatteminister Troels Lund Poulsen.

Yderligere oplysninger: journalister 72 37 09 00, borgere 72 22 18 18