Dato for udgivelse
16 Jul 2010 10:26
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 Jun 2010 13:33
SKM-nummer
SKM2010.456.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
9. afdeling, B-1969-09
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger + Selskabsbeskatning
Emneord
Driftsomkostninger, royalty, interesseforbundne, rette, indkomstmodtager, bevisbyrde
Resumé

Sagen angik to anpartsselskaber. Begge anpartsselskaber havde betalt nogle større beløb til en australsk virksomhed, som havde udstedt fakturaer for henholdsvis konsulentbistand og royalty. Den australske virksomhed ejede 50 % af anparterne i det ene anpartsselskab. Landsretten tiltrådte, at bevisbyrden for, at udgifterne til betaling af konsulentbistand og royalty kunne fradrages som driftsomkostninger i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, var skærpet. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at der mellem de to anpartshavere og deres respektive selskaber ikke var indgået formelle aftaler om karakteren og omfanget af deres forretningsmæssige samarbejde eller om betingelserne for betaling af royalties og beregningen heraf, samt at der blev foretaget en række usædvanlige dispositioner imellem dem, blandt andet i forbindelse med fakturering og betaling. Landsretten lagde endvidere vægt på, at der mellem de to anpartshavere og deres respektive selskaber var et betydeligt interessefællesskab, og landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Reference(r)

Statsskatteloven § 4
Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a

Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-1 E.A.1.1
Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-1 E.A.2.1.3

Parter

1) H2 ApS
(advokat Flemming Heegaard)

og

2) H1 ApS
(advokat Flemming Heegaard)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Hanne Padkjær Sørensen, prøve)

Afsagt af landsdommerne

Karen-Anke Tørring, Linde Jensen og Rasmus Kieffer-Kristensen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

H2 ApS har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende,

at

H2 ApS's regulerede skattepligtige indkomst for indkomståret 1997 skal reduceres med 217.000 kr.,

at

H2 ApS's regulerede skattepligtige indkomst for indkomståret 1998 skal reduceres med 331.000 kr., og

at

H2 ApS's regulerede skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 skal reduceres med 137.700 kr.

H1 ApS har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende,

at

H1 ApS's skattepligtige indkomst for indkomståret 1997 skal reduceres med 70.000 kr.,

at

H1 ApS's skattepligtige indkomst for indkomståret 1998 skal reduceres med 498.082 kr., og

at

indstævnte, Skatteministeriet, for indkomståret 1999 er uberettiget til at tilbageføre underskud på 118.787 kr. i H1 ApS's skattepligtige indkomst.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse i begge sager.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A og B.

A har supplerende forklaret blandt andet, at det kun var den såkaldte "112- konto", som blev oprettet i 1997. De to andre bankkonti havde B selv oprettet tidligere. B bad A gemme alle kontoudtog vedrørende "112-kontoen", så B kunne kontrollere kontobevægelserne, når han var i Danmark. De lånte beløb er tilbagebetalt, og det fremgår af hans selvangivelser, at hans revisor har beregnet renter. A udførte ikke bogføringsopgaver for B, men udarbejdede alene dennes fakturaer. Han betalte royalties, fordi han brugte Bs principper og metoder - hvoraf en del er beskrevet i Bs bog "..." - i forbindelse med sin kursusvirksomhed.

B har supplerende forklaret blandt, at det var meningen, at "112-kontoen" skulle fungere som en slags kassekredit for A. Det var kun A, som anvendte denne konto. Han bad A om at gemme kontoudtog vedrørende kontoen, og han kontrollerede dem flere gange om året, når han var i Danmark. De andre bankkonti i F1-bank havde han selv oprettet tidligere i forbindelse med, at han tidligere havde udført konsulentopgaver i Danmark. Han lånte A penge, dels fordi han ønskede at hjælpe A og hans familie, dels fordi han og A var i færd med at udvikle et fælles forretningsprojekt. Der var ikke indgået nogen skriftlig låneaftale. Lånet er tilbagetalt, men han kan ikke huske, hvornår det skete. Der er ikke betalt renter. A udførte ikke bogføring for "...", men udarbejdede virksomhedens fakturaer. Opfølgningen på seminaret i Irland bestod i, at B skulle føre opfølgningssamtaler med kursusdeltagerne. A deltog ikke i disse samtaler, som vistnok blev afholdt hos G2 A/S. De årlige royaltybeløb blev fastsat skønsmæssigt, blandt andet ud fra, hvor mange kurser A havde afholdt. og i hvor høj grad kurserne byggede på Bs principper.

Procedure

Parterne har gjort de samme anbringender gældende som for byretten og procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten tiltræder, at appellanterne er underlagt en skærpet bevisbyrde for, at de i sagen omhandlede udgifter kan fradrages som driftsomkostninger i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Landsretten har herved lagt vægt på, at der mellem A, B og deres respektive selskaber ikke var indgået formelle aftaler om karakteren og omfanget af deres forretningsmæssige samarbejde eller om betingelserne for betaling af royalties og beregningen heraf samt at der blev foretaget en række usædvanlige dispositioner i mellem dem, blandt andet i forbindelse med fakturering og betaling. Landsretten har endvidere lagt vægt på, at der mellem A, B og deres respektive selskaber var et betydeligt interessefællesskab.

Det er ubestridt, at de i sagen omhandlede fakturaer fra Bs selskab G1 blev skrevet i Danmark af A, der til formålet var i besiddelse af fakturaformularer fra det australske selskab. Bortset fra disse fakturaer er der ikke fremlagt dokumentation for de omtalte udgifter. Betalingen skete fortrinsvis ved, at pengene blev indsat på en konto i F1-bank, som kun blev benyttet af A, den såkaldte "112-konto". Appellanterne har herefter ikke har løftet bevisbyrden for, at fakturaerne vedrørte fradragsberettigede driftsomkostninger.

Beløbet på 8.620 kr. blev overført til As private bankkonto i Australien den 21. juli 1998. Landsretten finder ikke, at appellanterne med den fremlagte interne e-mail af 23. august 1997 har dokumenteret, at dette beløb vedrørte fradragsberettigede rejseudgifter.

Landsretten lægger endelig til grund, at de ikke-bogførte betalinger - som blev indbetalt på den føromtalte konto i F1-bank - vedrørte kursusvirksomhed udført af appellanterne. På den baggrund tiltræder landsretten, at beløbene er anset for skattepligtig indkomst hos appellanterne, jf. statsskattelovens § 4, litra a.

Med disse bemærkninger - og i øvrigt af de af byretten anførte grunde - stadfæster landsretten dommen.

Under hensyn til sagens udfald skal appellanterne, H2 ApS og H1 ApS, i sagsomkostninger for landsretten hver betale til Skatteministeriet 40.000 kr. De idømte sagsomkostningsbeløb angår Skatteministeriets udgift til advokat, herunder udgifter til udarbejdelse af materialesamling.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanterne H2 ApS og H1 ApS hver betale 40.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.