Købsmomsen skal reguleres, når der sker ændret anvendelse af en ny bygning med eventuel tilhørende jord og af byggegrunde, eller når ejendommen sælges, og den faste ejendom ikke længere er ny.

Eksempel - salg

En virksomhed, hvis regnskabsår følger kalenderåret, køber i år 1 en administrationsbygning med tilhørende jord til brug for sin momspligtige virksomhed med salg af industriudstyr.

Byggeriet udføres for virksomhedens regning, idet virksomheden indgår aftale med entreprenøren om køb af en byggegrund tilhørende denne og samtidig opførelse af en bygning på grunden. Byggeriet er færdiggjort til indflytning i år 3, hvor virksomheden tager administrationsbygningen i brug.

Momsen af det samlede byggeri inklusive køb af byggegrunden udgør 2.400.000 kr. Virksomheden har fuldt fradrag for momsen af køb af byggegrund og opførelse af bygningen i anskaffelsesåret, idet det herved er forudsat, at ingen del af udgifterne til den faste ejendom vedrører ikke-fradragsberettigede formål, eksempelvis vedrørende etablering af parkeringskælder eller arealer på grunden i øvrigt til brug for virksomhedens indehavers og medarbejderes personmotorkøretøjer.

Årets andel udgør 1/10 af den samlede moms svarende til 240.000 kr.

I år 9 flytter virksomheden til et andet domicil, og ejendommen sælges. Da salget sker senere end fem år regnet fra tidspunktet for færdiggørelse/ibrugtagelse af bygningen, er bygningen ikke omfattet af momspligten for levering af en ny bygning med tilhørende jord.

Salget er momsfritaget, og sidestilles med den faste ejendoms overgang til ikke fradragsberettiget anvendelse.

Det betyder, at virksomheden skal regulere for den del af fradraget, som vedrører den resterede del af reguleringsperioden for fast ejendom på 10 år.

Fradragsprocenten er dermed "nul" i den resterende del af reguleringsperioden svarende til år 9 til og med år 13, dvs. i alt fire år.

Virksomheden skal regulere det oprindelige momsfradrag vedrørende den faste ejendom, svarende til i alt 960.000 kr. i moms.

Om overdragelse af reguleringsforpligtelsen i forbindelse med salg af investeringsgoder, se Den juridiske vejledning, afsnit D.A.11.7.4.6.

Eksempel - ændret anvendelse

I eksemplet ovenfor indskrænker virksomheden sine aktiviteter i år 5. Virksomheden udlejer herefter i år 6 en tredjedel af ejendommens samlede areal til en ikke-momsregistreret undervisningsinstitution. Lejemålet er ikke omfattet af en frivillig momsregistrering for erhvervsmæssig udlejning.

Købsmomsen af opførelse af bygninger omfatter den betalte moms af byggegrunden og momsen af byggevirksomhedens levering af byggearbejder og materialer, medgået hertil (i praksis entreprisesummen).

Købsmoms vedrørende opførelse af bygninger og tilbygninger, der anvendes til brug både for den momsregistrerede virksomhed og til andet, kan fradrages med den andel af byggeomkostningerne, som skønnes at vedrøre den momsregistrerede virksomhed.

Hvis lokalerne til de forskellige anvendelser er af samme standard, kan beregningen af den delvise fradragsret efter praksis foretages på grundlag af forholdet mellem de fradragsberettigede lokalers etageareal og bygningens samlede etageareal. Etagearealet af lokaler med skrå vægge i tagetager opgøres i overensstemmelse med bygningsreglementet.

I eksemplet er virksomhedens fradragsprocent 67 procent i år 6. Virksomheden skal derfor regulere årets andel på 240.000 kr. svarende til en regulering på 79.200 kr. 

Se Den juridiske vejledning, afsnit D.A.11.4.4.2 om de særlige regler for opggørelsen af delvis fradragsret for købsmoms af bygninger, der anvendes til forskellige formål.