Spørgsmål

1. Kan virksomheden B tilbyde virksomheders ansatte familierådgivning og familieterapi, hvor udgifterne betales af arbejdsgiver - uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderne, da de beskrevne ydelser kan anses for arbejdsgiverbetalt uddannelse?
2. Kan virksomheden B tilbyde virksomheders ansatte familierådgivning og familieterapi, hvor udgifterne betales af arbejdsgiver - uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderne, da de beskrevne ydelser kan anses for arbejdsgiverbetalt sundhedsbehandling?
3. Kan en sådan ordning etableres via en fleksibel lønpakke, således at medarbejderne frivilligt tilmelder sig ordningen og samtidig kompenserer arbejdsgiveren for udgiften ved at acceptere en fremadrettet generel og reel reduktion af kontantlønnen - uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderne?

Svar

1. Se sagsfremstilling og begrundelse.
2. Spørgsmålet afvises.
3. Spørgsmålet afvises.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A tilbyder via sin virksomhed B familierådgivning og familieterapi.

A er kandidat i pædagogisk psykologi (5-årig kandidatgrad), suppleret med en 4-årig uddannelse som familieterapeut og familierådgiver fra Kemplerinstituttet. Derudover er hun pædagog og har universitetssidefag i børne/ungdomskultur og voksenpædagogik.

B oplever flere og flere virksomheder, som ønsker at tilbyde deres medarbejdere mulighed for arbejdsgiverbetalt familierådgivning og familieterapi. Dette antages at reducerer sygefravær etc. Og i denne forbindelse ønskes en klarhed over den skattemæssige behandling og eventuelle skattemæssige konsekvenser for medarbejderne.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørger er af den opfattelse, at den skattemæssige behandling af familierådgivning bør være den samme, som for andre og allerede kendte arbejdsgiverbetalte ordninger, herunder arbejdsgiverbetalte sundhedsordninger og arbejdsgiverbetalte uddannelsesordninger.

For så vidt angår spørgsmål 1 og 2 har spørger anført, at visse af de ydelser, som B tilbyder, henvender sig direkte til virksomheder og arbejdsgivere (ledere, HR-ansvarlige og personalechefer mm.) og omfatter rådgivning:

• med styrkelse af relationer og kommunikation samt bedre trivsel og relationer i forhold til kollegaer mm.,
• i relation til udfordringer i privat eller arbejdslivet,
• ved sorg og krise - psykisk førstehjælp,
• ved oplevelse af angst, stress og depression samt
• en række andre forhold (omgangstone og dårlige stemninger mellem medarbejdere).

Hjemlen til skattefrihed for sådanne eller tilsvarende ydelser skal enten findes i reglerne om "skattefrihed for arbejdsgiverbetalt uddannelse" eller "skattefrihed for arbejdsgiverbetalt sundhedsbehandling".

Reglerne for skattefrihed for uddannelse findes i Ligningslovens § 31 og omfatter al arbejdsgiverbetalt uddannelse af ikke udelukkende privat karakter. Bestemmelsen er meget bred og omfatter f. eks:

• grund-, efter- og videreuddannelse,
• kurser,
• lederudvikling og,
• coaching

Det er spørgers opfattelse, at familierådgivning og familieterapi kan komme ind under denne bestemmelse og derfor er en række at de nævnte ydelser skattefrie efter ligningslovens § 31, hvis de betales af arbejdsgiver.

En række af de nævnte ydelser (f.eks. psykisk førstehjælp ved sorg og krise samt rådgivning ved angst, stress og depression) har dog efter spørgers vurdering - umiddelbart også karakter af sundhedsbehandling.

Arbejdsgiverbetalt sundhedsbehandling kan være skattefrit efter to forskellige regelsæt:

• i henhold til ligningslovens § 30, der omhandler lægefagligt begrundet sundhedsbehandling, som i øvrigt forudsætter, at ydelserne er tilbudt alle ansatte på ens vilkår, eller
• i henhold til statsskattelovens regler vedrørende sundheds- og velfærdsydelser, som er erhvervsmæssigt begrundet (forebyggelse eller behandling af arbejdsrelaterede skader).

Spørger er af den opfattelse, at ligningslovens § 30 ikke omfatter familierådgivning.

Til gengæld vurderer spørger, at arbejdsgiverbetalt familierådgivning og familieterapi ikke skal beskattes hos arbejdstagere i lighed med skattefri sundheds- og velfærdsydelser, der typisk omfatter: massage, fysioterapi, zoneterapi og kiropraktik, samt akupunktur og psykologhjælp.

I fortsættelse heraf har spørger henvist til Ligningsvejledningens afsnit A.B.1.9.24, hvor der er anført, at der er skattefrihed for den ansatte, hvis arbejdsgiver afholder udgifter til forebyggelse eller behandling af arbejdsrelaterede skader og der er tale om forebyggelse for så vidt muligt at undgå skader.

Begrundelsen for dette er, at arbejdsgiverbetalte sundhedsudgifter kan være skattefri efter statsskattelovens praksis, såfremt der er tale om behandling eller forebyggelse af arbejdsbetingede skader. Efter praksis er det ikke et krav, at der i denne situation skal foreligge en lægehenvisning/-erklæring eller en skriftlig erklæring fra en kiropraktor, som tilfældet er for sundhedsbehandling omfattet af ligningslovens § 30. Sundhedsydelsen behøver endvidere heller ikke at være ydet som led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle medarbejdere i virksomheden.

Efter statsskattelovens praksis er behandling hos såkaldte alternative behandlere, f.eks. akupunktører og zoneterapeuter, også omfattet af skattefriheden. Massage og zoneterapi kan således modtages skattefrit af medarbejderen, hvis der er tale om behandling eller forebyggelse af en arbejdsbetinget skade, f.eks. massage til lindring eller forebyggelse af arbejdsskader.

Spørger har dernæst henvist til følgende praksis på området, hvor Ligningsrådet og Skatterådet har taget stilling til tilsvarende spørgsmål:

• SKM2001.252.LR - om arbejdsgiverbetalt akupunkturbehandling,
• SKM2001.253.LR - om arbejdsgiverbetalt zoneterapi,
• SKM2001.254.LR - om arbejdsgiverbetalt læge- og helseservice,
• SKM2004.217.LR - om arbejdsgiverbetalt sundhedsbehandling og
• SKM2007.674.SR - om arbejdsgiverbetalt massageordning.

I alle ovennævnte afgørelser er behandlingerne anset for skattefri for medarbejderne ud fra den begrundelse, at der er tale om forebyggelse eller behandling af arbejdsrelaterede lidelser/skader.

Spørger ser derfor ingen begrundelse for, at arbejdsgiverbetalt familierådgivning og familieterapi - som tilbydes i forbindelse med forebyggelse og behandling af arbejdsrelaterede lidelser/skader - skal behandles anderledes, og med henvisning til gældende praksis kan spørgsmål 1 og 2 efter spørgers opfattelse besvares bekræftende.

For så vidt angår spørgsmål 3 har spørger anført, at nogle virksomheder har givet udtryk for, at de fremadrettet ønsker at tilbyde familierådgivning og familieterapi som en del af de fleksible lønpakker, hvor udgiften til selve behandlingen betales af arbejdsgiver-virksomheden, men hvor den enkelte medarbejder kompenserer arbejdsgiveren for udgiften ved at indgå en ny lønaftale.

Der er ikke indgået sådanne aftaler med konkrete virksomheder på nuværende tidspunkt, men det ønskes fremadrettet tilbudt og finansieret ved følgende model:

Der vil blive aftalt en reduktion af kontantlønnen med et på forhånd fastsat (konstant) beløb pr. måned gældende for hele lønperioden på minimum 12 måneder. Reduktionen af kontantlønnen vil være et konstant fastsat beløb, der svarer til udgiften for det antal behandlinger, som den enkelte medarbejder har behov for pr. måned.

Kontantlønnedgangen vil være uafhængig af, om medarbejderen faktisk benytter sig af rådgivningen/terapien den pågældende måned.

Hvis medarbejderen for eksempel tilmelder sig for to behandlinger om måneden og dermed får en kontantlønnedgang der svarer til to behandlinger, så vil kontantlønnedgangen være den samme, uanset om medarbejderen kun modtager én eller måske slet ingen behandlinger.

Efter praksis har parterne mulighed for at indgå en aftale om finansiering af sundhedsydelser og uddannelse ved reduktion af den kontante løn. Der stilles i henhold til Ligningsvejledningens afsnit A.B.1.9.1 følgende betingelser for, at skattemyndighederne ikke tilsidesætter ændringer af en allerede eksisterende vederlagsaftale, der indebærer en fremtidig lavere kontant løn samtidig med, at den ansatte får stillet et personalegode til rådighed af arbejdsgiveren:

• Der skal foreligge en ændret vederlagsaftale, som indebærer en reel fremadrettet nedgang i den kontante løn.
• Overenskomster som parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede vederlagsaftale.
• Den aftalte reduktion af den kontante løn skal løbe over én hel lønaftaleperiode. Som hovedregel må perioden ikke være under 12 måneder.
• Et allerede erhvervet krav på kontantløn kan ikke konverteres til en naturalieydelse uden at være i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3.
• Arbejdsgiveren skal have en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Det indebærer, at den ansattes kontante lønnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der ikke reguleres i takt med den ansattes forbrug af naturaliegodet eller af de løbende omkostninger for arbejdsgiveren ved at stille godet til rådighed.
• Arbejdsgiveren skal rent faktisk stille det pågældende gode til rådighed for den ansatte. Arbejdsgiveren skal således enten være ejer af godet eller være kontraktspart i forhold til den eksterne leverandør af godet.

Den aftalte ændrede vederlagssammensætning vil ikke være i strid med modregningsforbudet i kildeskatteloven § 46, stk. 3. og med henvisning til gældende praksis kan spørgsmål 3 efter spørgers opfattelse besvares bekræftende.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Der spørges om virksomheden B kan tilbyde virksomheders ansatte familierådgivning og familieterapi, hvor udgifterne betales af arbejdsgiver - uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderne, idet der er tale om en arbejdsgiverbetalt uddannelse.

I henhold til ligningslovens § 31, stk. 1 medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ikke ydelser til dækning af udgifter i forbindelse med uddannelse og kurser, når ydelserne modtages fra en arbejdsgiver som led i ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelser af personligt arbejde i øvrigt.

Det fremgår dernæst af ligningslovens § 31, stk. 2, at stk. 1 ikke finder anvendelse, når uddannelsen eller kurset udelukkende har privat karakter for modtageren.

Efter bestemmelsen er der således skattefrihed for alle typer af arbejdsgiverbetalte uddannelser og kurser. Dog er der ikke skattefrihed for uddannelser eller kurser, der udelukkende har privat karakter for modtageren.

For uddannelsers vedkommende indebærer § 31, at der ikke skal sondres imellem, om den pågældende uddannelse i det konkrete tilfælde er en efteruddannelse eller en grund- eller videreuddannelse. § 31 omfatter således bl.a. ungdomsuddannelser, korte, mellemlange og lange videregående uddannelser, der erhverves på universiteter og andre højere uddannelsesinstitutioner.

Skattefriheden omfatter også alle typer af efter-/videreuddannelser, som erhverves i tilknytning hertil, f.eks. diplom- og masteruddannelser og ph.d.-uddannelser. Skattefriheden omfatter endvidere også uddannelser, som udbydes i privat regi. Også uddannelser og kurser, der tages i udlandet er omfattet af ligningslovens § 31.

For kursers vedkommende, som begrebsmæssigt normalt må betragtes som korterevarende undervisningsforløb, kan der ligeledes modtages skattefrie ydelser, jf. § 31, stk. 3, til alle typer af kurser.

Der er dog ikke i henhold til ligningslovens § 31, stk. 2 skattefrihed for ydelser, som udelukkende har et privat formål for modtageren. Der er således skabt skattefrihed for uddannelses- eller kursusydelser, som er erhvervsrelaterede, og som sådan har et erhvervsmæssigt sigte for modtageren.

Det afgørende er således, om uddannelsen eller kurset bare har en vis erhvervsrelevans for modtageren. Det er ikke en betingelse, at uddannelsen eller kurset har relevans for arbejdet hos arbejdsgiveren.

Arbejdsgiverbetalte ydelser til dækning af udgifter i forbindelse med rent hobby-/fritidsbetonede uddannelser/kurser, kortere eller længerevarende ferieophold m.v., vil således ikke være skattefri efter bestemmelsen. Gives sådanne ydelser i familieforhold m.v., vil skattelovgivningens almindelige regler endvidere kunne føre til, at udgiften ikke kan anses for en driftsudgift, således at udgiften ikke er fradragsberettiget (for arbejdsgiveren).

Det er oplyst, at B tilbyder kurser, der henvender sig direkte til virksomheder og arbejdsgivere (ledere, HR-ansvarlige og personalechefer mm.) og omfatter rådgivning:

• med styrkelse af relationer og kommunikation samt bedre trivsel og relationer i forhold til kollegaer mm.,
• i relation til udfordringer i privat eller arbejdslivet,
• ved sorg og krise - psykisk førstehjælp,
• ved oplevelse af angst, stress og depression samt
• en række andre forhold (omgangstone og dårlige stemninger mellem medarbejdere).

Derudover ønsker B tilbyde familierådgivning og familieterapi.

SKAT vurderer, at de kurser, der har til formål at styrke og udvikle kompetencer hos de ansatte eller ledelsen til at håndtere eller løse konflikter på arbejdspladsen, må anses for omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 31, stk. 1.

SKAT er imidlertid af den opfattelse, at familierådgivning og familieterapi udelukkende har en privat karakter, idet rådgivning og terapi vedrørende relationer i de ansattes familier netop ikke har det nødvendige erhvervsmæssige islæt, for at være anset for en erhvervsrelateret uddannelse eller kursus.

Kurser i familierådgivning og familieterapi, må derfor ikke anses for omfattet af ligningslovens § 31, stk. 2.

I konsekvens heraf indstiller SKAT, at spørgsmål 1 besvares med: "se sagsfremstilling og begrundelse".

Spørgsmål 2

Der spørges om virksomheden B kan tilbyde virksomheders ansatte familierådgivning og familieterapi, hvor udgifterne betales af arbejdsgiver - uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderne, idet der er tale om en arbejdsgiverbetalt sundhedsbehandling.

Det fremgår af statsskattelovens § 4, at alle indtægter af økonomisk værdi er skattepligtige, uanset om der er tale om kontanter eller naturalier, og uanset om den økonomiske fordel har form af en éngangsindtægt eller er af tilbagevendende karakter.

Efter statsskattelovens § 4 vil en medarbejder derfor som udgangspunkt være skattepligtig af værdien af de økonomiske fordele, som vedkommende opnår i kraft af ansættelsesforholdet, hvad enten der er tale om kontanter eller naturaliaydelser m.v. Betaler arbejdsgiveren således for en familierådgivning og familieterapi for medarbejderen, vil medarbejderen som udgangspunkt være skattepligtig af værdien heraf.

Det fremgår dernæst af Ligningsvejledningen afsnit A.B.1.9.24, at skattefriheden efter statsskattelovens praksis forudsætter, at der er tale om behandling eller forebyggelse af arbejdsbetingede skader.

Der skal være en konkret arbejdsmæssig begrundelse for arbejdsgiverens afholdelse af medarbejderens sundhedsudgifter. Et eksempel kunne være lægebehandling, hvis medarbejderen har fået en skade under udførelse af sit arbejde. Eller der skal være tale om forebyggelse for så vidt muligt at undgå skader, eksempelvis rettet mod bevægeapparatet, hvis der er tale om fysisk belastende arbejde, løft, skub osv.

Det er accepteret i praksis, at arbejdsgiveren kan afholde udgifter til forebyggelse eller behandling af arbejdsrelaterede skader i sagerne SKM2001.252.LR (akkupunkturbehandling), SKM2001.253.LR (zoneterapi) og SKM2001.254.LR (læge- og helservice).

SKAT bemærker, at en familierådgivning og familieterapi ikke kan ligestilles med de ovennævnte behandlinger.

Det fremgår af ligningslovens § 30 stk. 1, pkt. 1, at der ved opgørelse af den skattepligtige indkomst ikke medregnes ydelser, som afholdes af arbejdsgiveren til lægefagligt begrundet behandling af medarbejderen ved sygdom eller ulykke, herunder behandling af psykiske lidelser hos psykolog eller psykiater, til tilsvarende sygdomsforebyggende behandling, til behandling hos en kiropraktor eller til behandling af medarbejderens misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler.

Formålet med indførelse af skattefriheden for sundhedsbehandlinger, som arbejdsgiveren betaler for var forbedring af den generelle velfærd, og at gøre det mere attraktivt for virksomhederne at påtage sig et socialt ansvar, herunder hjælpe medarbejderne til at fungere bedre på arbejdspladsen eller til at komme hurtigere tilbage til arbejdspladsen efter en sygdom til fordel for både virksomheden, medarbejderen og det omgivende samfund.

Ligningslovens § 30, stk. 1 sikrer således skattefrihed for ydelser til lægefagligt begrundet sundhedsbehandling, som arbejdsgiveren betaler for en medarbejder. Med sundhedsbehandling menes behandling i forbindelse med sygdom eller ulykke, herunder behandling for psykiske lidelser og psykologbehandling.

Desuden er sygdomsforebyggende behandlinger omfattet i det omfang, de er lægefagligt begrundede, dvs. som sker efter lægehenvisning.

Skattefriheden forudsætter imidlertid, at der opfyldes visse betingelser.

Det er for det første en betingelse for skattefriheden for behandling i forbindelse med sygdom eller ulykke, at der foreligger en lægehenvisning til behandling. Tilsvarende gælder for så vidt angår sygdomsforebyggende behandlinger.

For så vidt angår behandlinger for psykiske lidelser kræves det endvidere, at behandlingen sker hos en psykolog med autorisation efter dansk ret eller en psykiater.

Hvis en behandling for psykiske lidelser sker hos en psykolog, stilles desuden det krav, at den pågældende psykolog har autorisation efter dansk ret. Dette indebærer, at psykologen foruden at have bestået kandidateksamen har gennemgået en supplerende praktisk uddannelse af 2 års varighed, som nærmere er bestemt af Psykolognævnet, jf.§§ 1 og 2 i lov om psykologer.

Det er oplyst, at B ønsker at tilbyde familierådgivning og familieterapi.

Der er således ikke tale om en situation, hvor psykologbehandling tilbydes i forbindelse med eller som følge af en somatisk sygdom, men i forbindelse med konflikter på den familiemæssige plan.

SKAT skal imidlertid fremhæve, at der i bemærkninger til loven nævnes, at ligningslovens § 30 omfatter psykologbehandling, uden at der oplistes hvilke psykologbehandlinger der er eller ikke er omfattet af bestemmelsen.

Det eneste betingelse, der skal være opfyldt i relation til psykologbehandlinger er således et krav om, at psykologen foruden at have bestået kandidateksamen har gennemgået en supplerende praktisk uddannelse af 2 års varighed, som nærmere er bestemt af Psykolognævnet, jf. §§ 1 og 2 i lov om psykologer.

Taget spørgers uddannelse og efteruddannelse i betragtning, vurderer SKAT, at spørger opfylder de ovennævnte krav.

Der spørges imidlertid, om spørger kan tilbyde sine ydelser ansatte i virksomheder, hvor udgifterne betales af arbejdsgiver - uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderne.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 2, at enhver hos told- og skatteforvaltningen kan få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for andre end spørgeren af en disposition som spørgeren påtænker at foretage, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3.

Dernæst fremgår det af Skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2, at Told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet i øvrigt i særlige tilfælde kan afvise at give et bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.

Det fremgår af bemærkninger til skatteforvaltningslovens § 24, at forvaltningen har ansvaret for, at der kun gives et bindende svar, hvis spørgsmålet er tilstrækkeligt oplyst.

Told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, kan derfor anmode spørger om at belyse spørgsmålet nærmere [...]. I det omfang told- og skatteforvaltningen vurderer, at spørgsmålet ikke er oplyst tilstrækkeligt til, at det kan besvares, skal told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, afvise at give et bindende svar.

Afvisningsmuligheden er i øvrigt tænkt anvendt på spørgsmålet om en påtænkt disposition, hvis spørgsmålet er af mere teoretisk karakter.

SKAT skal fremhæve, at det fremgår af ligningslovens § 30, stk. 3, at skattefriheden efter ligningslovens § 30, stk. 1 forudsætter, at udgiften afholdes som led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere.

Dernæst fremgår det af ligningslovens § 30, stk. 4, at skattefriheden efter ligningslovens § 30, stk. 1, 1. 3 pkt., at der foreligger en lægehenvisning til behandling.

Idet der ikke forligger oplysninger vedrørende virksomhederne, der ønsker at aftage spørgers ydelser, er det ikke muligt for SKAT at foretage vurdering, hvorvidt disse virksomheder opfylder kravet i ligningslovens § 30, stk. 3 og 4.

I lyset af ovenstående indstiller SKAT, at spørgsmål 2 afvises.

Spørgsmål 3

Der spørges om der kan etableres en familierådgivning ordning, hvor medarbejderne i virksomheder, der køber ydelser hos B, frivilligt tilmelder sig ordningen og samtidig kompenserer arbejdsgiveren for udgiften ved at acceptere en fremadrettet generel og reel reduktion af kontantlønnen, uden at denne medfører skattemæssige konsekvenser for medarbejderne.

Der spørges således om de virksomheder, der køber rådgivning hos spørger,  efterfølgende kan tilbyde disse ydelser til sine medarbejdere ved anvendelse af kontantlønnedgang.

I den forbindelse har spørger nævnt, at virksomhederne vil overholde følgende betingelser opstillet i Ligningsvejledningens afsnit A.B.1.9.1:

• Der skal foreligge en ændret vederlagsaftale, som indebærer en reel fremadrettet nedgang i den kontante løn.
• Overenskomster som parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede vederlagsaftale.
• Den aftalte reduktion af den kontante løn skal løbe over én hel lønaftaleperiode. Som hovedregel må perioden ikke være under 12 måneder.
• Et allerede erhvervet krav på kontantløn kan ikke konverteres til en naturalieydelse uden at være i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3.
• Arbejdsgiveren skal have en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Det indebærer, at den ansattes kontante lønnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der ikke reguleres i takt med den ansattes forbrug af naturaliegodet eller af de løbende omkostninger for arbejdsgiveren ved at stille godet til rådighed.
• Arbejdsgiveren skal rent faktisk stille det pågældende gode til rådighed for den ansatte. Arbejdsgiveren skal således enten være ejer af godet eller være kontraktspart i forhold til den eksterne leverandør af godet.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 2, at enhver hos told- og skatteforvaltningen kan få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for andre end spørgeren af en disposition som spørgeren påtænker at foretage, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3.

Dernæst fremgår det af Skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2, at Told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet i øvrigt i særlige tilfælde kan afvise at give et bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.

Det fremgår af bemærkninger til skatteforvaltningslovens § 24, at forvaltningen har ansvaret for, at der kun gives et bindende svar, hvis spørgsmålet er tilstrækkeligt oplyst.

Told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, kan derfor anmode spørger om at belyse spørgsmålet nærmere [...]. I det omfang told- og skatteforvaltningen vurderer, at spørgsmålet ikke er oplyst tilstrækkeligt til, at det kan besvares, skal told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, afvise at give et bindende svar.

Afvisningsmuligheden er i øvrigt tænkt anvendt på spørgsmålet om en påtænkt disposition, hvis spørgsmålet er af mere teoretisk karakter.

SKAT skal fremhæve, at ændringer i sammensætning af vederlag forudsætter, at der foretages en vurdering af, hvorvidt de enkelte medarbejdere i en pågældende virksomhed opfylder de ovenfor nævnte betingelser.

Det er eksempelvis ikke usædvanligt, at den samme virksomhed beskæftiger medarbejdere, omfattet af forskellige overenskomster eller individuelle kontrakter.

Det er således ikke muligt at afgive en entydigt svar, hvorvidt de virksomheder, der køber rådgivning hos spørger, efterfølgende kan tilbyde disse ydelser til sine medarbejdere ved anvendelse af kontantlønnedgang.

SKAT indstiller derfor at spørgsmål 3 afvises.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling.