Skatteminister Troels Lund Poulsen har i dag oversendt en redegørelse til Folketinget om den praksis, der har været i ministeriet i perioden fra 1993, for ministeriets chefers modtagelse af gaver, deltagelse i arrangementer som fx middage - evt. med underholdning - og for deltagelse i rejser betalt af andre end ministeriet.
Undersøgelsen fastslår, at der ingen hold var i de anklager, en tidligere medarbejder i Skatteministeriet i foråret 2010 rettede imod de ansatte i ministeriet. Ifølge disse anklager havde flere personer i SKAT i hvert fald i 1990erne modtaget bestikkelse fra en it-leverandør.
- Jeg er meget glad for på grundlag af undersøgelsen at kunne fastslå, at det var helt grundløst, da en tidligere medarbejder offentligt rettede de meget hårde beskyldninger mod ansatte i ministeriet og mod den generelt herskende virksomhedskultur, udtaler Troels Lund Poulsen.
Undersøgelsen omfattede 367 nuværende og tidligere chefer og en periode på 17 år fra 1993 til 2010. Alle nuværende og tre fjerdedele af de tidligere ansatte chefer har svaret på de udsendte spørgeskemaer.
Hovedparten af dem har svaret, at de ikke har modtaget ydelser overhovedet eller kun har modtaget ydelser, som ligger inden for de forvaltningsretlige principper.
Kammeradvokaten har for en række ydelser deltaget i vurderingen af eventuelt disciplinært ansvar, både i relation til ydelsernes indhold og det tidsmæssige perspektiv, hvor man i praksis kun i særlige tilfælde gør ansvar gældende over for medarbejdere vedrørende forhold, der ligger mere end cirka fem år tilbage.
Der er i ingen tilfælde grundlag for at rejse disciplinære sager, men samlet set har undersøgelsen for 11 personers vedkommende givet anledning til at understrege vigtigheden af, at de fremover er opmærksomme på de gældende regler.
- Jeg finder det ikke overraskende, at så vidtgående undersøgelser, der både omfatter et meget stort antal personer og en lang årrække, afdækker enkeltstående tilfælde, hvor der kan være tvivl om, hvorvidt gældende principper er overholdt, udtaler skatteministeren.
Allerede i forbindelse med undersøgelsens iværksættelse blev der udsendt en revideret adfærdskodeks om modtagelse af gaver mv. i Skatteministeriet. Dette kodeks indskærpes generelt over for alle ansatte og særskilt over for cheferne.
Yderligere oplysninger:
SKATs pressefunktion tlf. 72 37 09 00