Har du solgt din virksomhed i indkomståret 2015 efter, at du er fyldt 55 år, kan du indbetale fortjenesten, dog højst et beløb på 2.590.700 kr., på enten en pensionsordning med løbende udbetaling, eller en ratepension (ophørspensionsordninger). Du får fradrag for hele det indbetalte beløb i salgsåret, hvor du også bliver beskattet af fortjenesten ved salget af virksomheden. Herved opnår du, at beskatningen af fortjenesten ved salget af din virksomhed helt eller delvist udskydes og først sker i takt med, at du får udbetalt de skattepligtige pensionsydelser fra ophørspensionsordningen.