Dato for udgivelse
06 apr 2011 12:25
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 mar 2011 09:30
SKM-nummer
SKM2011.239.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-000767
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber
Emneord
Studierejse generel karakter, ansatte, bestyrelse
Resumé

Skatterådet kan bekræfte, at ansatte og bestyrelsesmedlemmer ved uddannelsesinstituion kan deltage i en konkret arbejdsgiverbetalt studietur til Kina, uden at det får skattemæssige konsekvenser for dem.

Reference(r)
Statsskatteloven § 4
Ligningsloven § 16
Henvisning
Ligningsvejledningen 2011-1 afsnit A.B.1.9.19.

Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at ansatte og bestyrelsesmedlemmer ved spørger kan deltage i en konkret arbejdsgiverbetalt studietur til Kina, uden at det får skattemæssige konsekvenser for dem?

Svar

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en uddannelsesinstitution og har på det seneste haft og vil fremover have et strategisk fokus på Asien og især Kina.

Dette har bl.a. udmøntet sig i, at Spørger sammen med to andre uddannelsesinstitutioner har ansøgt Undervisningsministeriet om lov til at udvikle og udbyde faget "Kina - områdestudium" som valgfag.

Herudover indgår Asien/Kina specielt i fire af Spørgers fag/projekter:

  • Faget Sprog og Kultur vil i højere grad opfordre til at vælge asiatiske lande til fagets landeportræt.
  • Faget Kulturforståelse ser til Asien - og især Kina - i deres valg af fokus på ikke-vestlige kulturer.
  • Valg i Studieretningsprojektet viser et fokus på Kina, som konkurrent og spiller i den internationale økonomi. Det fortolkes af Spørger som elevernes reaktion på det lokale arbejdsmarkeds påvirkning af Kinas øgede indflydelse.
  • Faget Det Internationale Område (DIO) vil under overskriften "Globalisering" uvægerligt skulle behandle Kina.

På denne baggrund sammenholdt med yderligere begrundelser i et notat til bestyrelsen for Spørger, planlægger Spørger en studietur til Kina for alle Spørgers ansatte og bestyrelsesmedlemmer.

Spørgers ansatte kan inddeles i hovedgrupperne ledelse, undervisere samt teknisk og administrativt personale (TA-personale).

Af notat fremgår bla.

Hvad er de forskellige formål med turen?

For bestyrelse:

Det strategiske fokus på Kina skal efterprøves. Hvilke forretningsmæssige og uddannelsesudvekslingsmæssige muligheder og tendenser findes i Kina med relation til vores område? Hvilke muligheder og fremtidige krav kan identificeres i Kina, og hvad kan overføres for at forbedre Spørgers bidrag til kvalificeringen af områdets unge?

For undervisere:

At identificere leadership-værdier som en positiv forskel mellem folk i Danmark og folk i Kina. Vi skal kunne formulere os om leadership og om de forretningsmæssige muligheder i Kina og med kinesere. Vi skal have mod på at kompetenceudvikle os yderligere for at kunne videreformidle denne viden og vores værdier til eleverne.

For TA-personale:

Det er forventningen, at vi med vores program i Kina vil kunne fremhæve vigtigheden af TA-personalets rolle blandt de studerende, da vi forventer, at der vil komme en tydelig kulturforskel frem i mellem deres egen udførelse af deres arbejdsopgaver og kinesisk udførelse af lignende arbejdsopgaver. De skal efter turen kunne se deres egen rolle, som en med leadershipindhold og værdiskabende betydning, især når den udføres i "dialog" med de studerende.

Samlet set skulle vi alle gerne komme hjem uden en udelukkende negativ vinkel på Kinas rolle for vores eget nærområdes erhvervsliv. Der skal være et fokus på mulighederne, som vi alle kan formulere os om i dialogen med de fremtidige elever på Spørger.

Spørger har udarbejdet et foreløbigt program for studieturen. Programmet indeholder besøg og aktiviteter, der dels er fælles for alle deltagere, og dels i visse tidsrum af faglige årsager angiver alternative aktiviteter for TA-personalet og for bestyrelsesmedlemmerne.

Program Medarbejder-tur:

Formål og indhold:

  1. For at forstå den hastige udvikling i Kina indeholder programmet generel information om lokale forhold (kulturel, økonomi, udvikling m.v.)
  2. Turens formål er ligeledes at se værdien af uddannelse — og deraf også møde de kinesiske studerende, som både bliver potentielle kollegaer, men absolut også konkurrenter til danske studerende. Derfor besøges et universitet, hvor der overværes kinesisk undervisning, taler med kinesisk studerende omkring deres fremtid og vision. Evt. få en dansk undervisers svar på, hvordan det er at undervise kinesere kontra danskere, hvordan ser underviseren fremtiden?
  3. Besøg hos danske virksomheder og høre om deres syn på Kina som marked samt deres erfaringer omkring ledelse i Kina samt det at have virksomhed i Kina

Turens økonomi er planlagt uden egenfinansiering fra deltagernes side. Der tilføjes timer til lærernes årsplan under turen, og øvrige medarbejdere har tjenestefri.

Der er ikke deltagelse af ægtefæller i turen.

Der ydes offentligt tilskud til det projekt turen er en del af. Projektet løber over 3 år.

Om projektet formål er oplyst:

Formålet er:

  • at skabe bevidsthed om leaderships mange facetter.
  • lette overgangen til de videregående uddannelser, som ofte har et ledelsesindhold.
  • at bygge bro mellem studerende på Spørger og nationale og ikke mindst internationale virksomheder.
  • at fastholde, rekruttere og udvikle talenter.
  • at motivere de studerende til at påtage sig leadership.
  • at kvalificere de studerende til personligt lederskab

Formålet opnås ved allerede i ungdomsuddannelser at introducere de studerende til leadership med en international kobling, som et led i den eksisterende undervisning.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er vores vurdering, at den planlagte studietur til Kina for Spørgers ansatte og bestyrelsesmedlemmer primært anses for at være i Spørgers interesse.

Henset til

  1. Spørgers nuværende og fremtidige strategiske fokus på Kina som en nødvendighed for at kunne klæde de studerende  bedre på til fremtidens erhvervs- og samfundsliv,
  2. de allerede igangsatte tiltag vedrørende Asien og især Kina på Spørger,
  3. Spørgers kompetenceudviklingsstrategi der siden 2007 har indeholdt en målsætning om, at alle Spørgers medarbejdere har brug for en almen kompetence indenfor sprog og kulturer som et redskab til håndtering af kommunikation,
  4. Spørgers leadership-projekt, der er offentligt støttet og
  5. Kinas og kinesernes særlige betydning for Danmark,

er det studiemæssige element på studieturen yderst relevant for Spørger og for de ansattes og bestyrelsens arbejde.

Rejsedagene, (udover ud- og hjemrejse), er fyldt med faglige og relevante programpunkter og for at alle deltagere fagligt skal få mest muligt ud af studieturen, er der i visse tidsrum af turen arrangeret alternative faglige indslag for hhv. TA-personale og bestyrelsesmedlemmerne. Faglige besøg på læreanstalter, i virksomheder m.v. samt øvrige faglige aktiviteter er estimeret til 6-8 timer pr. dag, hvilket kun levner plads til aktiviteter af turistmæssig karakter i meget begrænset omfang. Studieturen afsluttes med refleksion, evaluering og udarbejdelse af skriftligt materiale fra alle deltagergrupper, til brug for Spørgers videre arbejde med emnerne.

Det er herudover vores opfattelse, at de omstændigheder,

  1. at studieturen er støttet af offentlige projektmidler,
  2. at deltagerne ikke skal yde nogen egenbetaling, og
  3. at de ansatte har tjenestefri/underviserne får timer på årsplanen under rejsen

indikerer, at studieturen i meget høj grad, er i arbejdsgiverens interesse.

Under henvisning til ovenstående er det vores vurdering, at ansatte og bestyrelsesmedlemmer ved Spørger ikke skal beskattes af deltagelse i den af Spørger arrangerede og finansierede studierejse til i Kina.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Lovregler

Ifølge statsskatteloven (Lov nr. 149 af 10. april 1922) § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi...

Ifølge ligningsloven (Lovbekendtgørelse nr. 1365 af 29. november 2010) § 16, stk. 1 medregnes vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6 til den skattepligtige indkomst, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Tilsvarende gælder personer, der er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn eller andre kollektive organer, herunder Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser. Værdien ansættes efter § 16, stk. 3, til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel, medmindre andet følger af stk. 4-13.

Praksis mv.

Lønmodtagere, der foretager en af arbejdsgiveren betalt rejse, er ikke skattepligtig heraf, såfremt der er tale om en egentlig forretningsrejse. Det samme gælder, hvis der er tale om studierejse og rejsen primært tilgodeser arbejdsgiverens interesser. Har studierejsen derimod karakter af hel eller delvis ferie, fordi arrangementet indeholder et turistmæssigt islæt, skal den ansatte beskattes af værdien af den private del af rejsen.

Funktionærer, der efter ordre deltager i en rejse og som under rejsen udfører ikke uvæsentligt arbejde for overordnede rejsedeltagere, kan efter en konkret bedømmelse fritages for beskatning.

For rejser, der har en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktiviteter, gælder, at den ansatte ikke skal beskattes af rejsens værdi.

Det er i denne forbindelse uden betydning, om der er tale om en funktionær, et bestyrelsesmedlem eller en hovedaktionær.

For studierejser, der primært tilgodeser virksomhedens interesser, gælder, at der ikke sker beskatning uanset studierejsens generelle karakter eller dens turistmæssige værdi for deltageren. Kravet om, at en studierejse primært skal være afholdt i virksomhedens interesse, må afgøres konkret ud fra en samlet bedømmelse af den enkelte sags omstændigheder.

Kravet om at studierejsen primært skal være afholdt i virksomhedens interesse indebærer, at det studiemæssige element skal være relevant for virksomheden. Er dette ikke tilfældet, eller er det relevante studiemæssige element helt ubetydeligt i forhold til det turistmæssige, skal deltagerne beskattes.

Se LSR kendelse, gengivet i TfS 1989, 99 vedrørende et bestyrelsesmedlem i en sparekasse. Bestyrelsesmedlemmet blev ikke beskattet af en rejse til England, fordi han ved rejsen erhvervede viden til brug for sit arbejde som bestyrelsesmedlem. Landsskatteretten fandt, at klageren måtte anses for at have deltaget i den omhandlede rejse i sin egenskab af honorarlønnet sparekassebestyrelsesmedlem, og at den i forbindelse med rejsen opnåede viden helt overvejende var kommet klageren til gode i denne egenskab på lige fod med de i sparekassen ansatte funktionærer, der havde deltaget i den pågældende rejse.

Se ligningsvejledningen 2011-1 afsnit A.B.1.9.19.

Landsskatteretten har i SKM2008.1042.LSR fastslået, at deltagerne i en af arbejdsgiveren betalt personaletur til New York skulle beskattes af rejsens værdi. På baggrund af det fremlagte program for turen var det Landsskatterettens opfattelse, at rejsen til New York udelukkende havde social og turistmæssig karakter. Den fulde værdi af rejsen kunne derfor henføres til beskatning hos deltagerne.

I Landsskatteretsafgørelse offentliggjort i TfS 2000, 706 fik en skovfoged og direktør i en skovbrugsvirksomhed godkendt fradrag for udgifter til en studierejse til Canada. Landsskatteretten lagde til grund, at studierejsen havde haft et fagligt relevant indhold, samt at Canada som studiested var relevant for en forstmand, der ønskede at få et bredere erfaringsgrundlag til sammenligning med de danske skove. Uanset at turen overvejende havde haft karakter af en generel studierejse, fandt retten, at det ikke kunne afvises, at der havde foreligget en konkret og direkte sammenhæng mellem studierejsen og klagerens indkomsterhvervelse. Der var herved bl.a. henset til programmet for studierejsen sammenholdt med klagerens ansættelse som skovfoged og direktør for B A/S, hvor klageren forestod og drev et stort skovområde, der kunne gøre det nødvendigt at indhente faglig information m.v. Der var også henset til, at deltagere fra staten fik økonomisk tilskud fra deres arbejdsgivere til rejsen, samt til at der kun kunne antages at have været turistmæssigt prægede programpunkter i yderst begrænset omfang. Udgifterne til studierejsen kunne derfor efter en konkret bedømmelse fradrages i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og den påklagede ansættelse blev nedsat.

Begrundelse.

Der spørges om ansatte og bestyrelsesmedlemmer ved Spørger kan deltage i en konkret arbejdsgiverbetalt studietur til Kina, uden at det får skattemæssige konsekvenser for dem.

Studieturen er et led i et projekt om leadership på Spørger. Projektet løber over flere år og er støttet af offentlige midler.

Studierejser, der overvejende er i arbejdsgivers interesse er skattefri for deltagerne. Tilsvarende gælder for bestyrelsesmedlemmer.

I studieturen deltager alle ansatte og bestyrelsesmedlemmer ved Spørger.

Af det medsendte program fremgår, at der er aktiviteter for alle grupper i minimum 6 timer hver dag. Aktiviteterne er i dels fælles aktiviteter for alle, og dels nogle specielle aktiviteter for de forskellige grupper af deltagere. Der er i programmet ikke anført væsentlige aktiviteter af turistmæssigt islæt.

Studieturen strækker sig over 8 dage, heraf 2 ½ dag rejsedage.

Ved vurderingen af turen er lagt vægt på det oplyste om at

  1. Spørgers nuværende og fremtidige strategiske fokus på Kina som en nødvendighed for at kunne klæde de studerende bedre på til fremtidens erhvervs- og samfundsliv,
  2. de allerede igangsatte tiltag vedrørende Asien og især Kina på Spørger
  3. Spørgers kompetenceudviklingsstrategi der siden 2007 har indeholdt en målsætning om, at alle Spørgers medarbejdere har brug for en almen kompetence indenfor sprog og kulturer som et redskab til håndtering af kommunikation,
  4. Spørgers leadership-projekt og
  5. Kinas og kinesernes særlige betydning for Danmark,

Det er desuden oplyst om baggrunden for studierejsen, at det forventes at en stor del af Spørgers elever skal kunne agere med kinesere, som partnere, konkurrenter eller kunder.

Der er derfor Skatteministeriets opfattelse, at studieturen må anses for værende en studietur af generel karakter, og at det studiemæssige element er relevant for Spørger. Studierejsen må derfor anses for at være primært i arbejdsgivers interesse.

Deltagelse i turen vil derfor være uden skattemæssige konsekvenser for de ansatte Spørger.

For bestyrelsesmedlemmer fortages en tilsvarende vurdering, jf. TfS 1989.99 LSR.

Deltagelse i turen vil derfor også være uden skattemæssige konsekvenser for bestyrelsesmedlemmerne.

Skatteministeriet indstiller derfor, at spørgsmålet besvares Ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet kan under forudsætning af, at programmet gennemføres i det omfang og den form, som det er beskrevet, tiltræde Skatteministeriets indstilling og begrundelse.