åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "D.A.4.2.3 Formidlingsydelser" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver den momsmæssige behandling af formidlingsydelser. Se ML § 4, stk. 4.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formidling i eget navn og for fremmed regning
  • Eksempler på formidlingsydelser
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Regel

Når en formidler af en ydelse handler i eget navn, men for en andens regning, anses formidleren selv for at have modtaget og leveret den pågældende ydelse. Se ML § 4, stk. 4.

Formidling i eget navn og for fremmed regning

Det følger af ML § 4, stk. 4, at formidlingsvirksomheden anses for selv at foretage leverancen.

Hvis den underliggende ydelse er fritaget for moms, så vil formidlerens ydelse også være momsfri. Reglen i ML § 4, stk. 4, har bl.a. betydning for virksomheder, der beskæftiger sig med at formidle sommerhusudlejning.

Forudsætningen for at være omfattet af reglen er, at formidleren handler i eget navn, men for fremmed regning. Formidling, der sker i en andens navn og for en andens regning, er derimod omfattet af momspligten, uanset om den formidlede ydelse er momsfri.

En formidler handler i eget navn, når fx en lejer alene indgår aftale med formidleren, således at kun formidleren - og ikke udlejeren - bliver forpligtet af aftalen.

Når en formidler handler i fremmed navn, består betalingen typisk i provision og lignende, mens vederlaget for ydelsen tilfalder udlejer.

Om formidleren handler for egen regning, afgøres ud fra en konkret vurdering af, om det er formidleren eller udlejeren, der bærer risikoen for transaktionen.

Se også

  • Se afsnit D.A.4.2.1 om overdragelse af en vare i henhold til en kommissionsaftale med henblik på køb eller salg.
  • Se afsnit D.A.6.2.8.6 (leveringsstedet) og D.A.10.1.6 (momsfritagelse i forbindelse med visse internationale transaktioner) om de særlige regler, der i visse tilfælde gælder for formidling, der sker i en andens navn og for en andens regning.

Se afsnit D.A.17.4.1 om formidling af rejseydelser i eget navn (særordningen for rejsebureauer).

Eksempler på formidlingsydelser

Nedenfor er der beskrevet en række eksempler, hvor formidlingsydelsen helt eller delvis relaterer sig til ML § 4, stk. 4:

a)      Feriehuse mv.

b)      Personbefordring

c)      Telefonkort

 

Ad a) Feriehuse mv.

Formidling af momsfri sommerhusudlejning af omfattet af ML § 4, stk. 4.

Forbrug af el, vand, varme og telefon, der er accessoriske leverancer til en hovedydelse vedrørende udlejning af fast ejendom, er ligeledes omfattet af ML § 4, stk. 4. Se SKM2006.232.LSR.

De aktiviteter i form af bl.a. at forestå nøgleudlevering, foretage lejerskiftekontrol, foretage afhjælpningsservice over for lejerne mv., som en række selvstændige servicecentre mod provisionsaflønning udfører for en virksomhed, der driver virksomhed med udlejningsformidling af danske sommerhuse, er ikke aktiviteter, som formidles i eget navn. Servicecentrene skal derfor betale moms af de provisioner de modtager som betaling for de leverede ydelser. Det samme gælder for rejsebureauer og turistbureauer, der på samme måde udfører lignende aktiviteter for sommerhusudlejningsfirmaer. Se TfS 1997.422.

Slutrengøring af udlejede sommerhuse er en selvstændig momspligtig ydelse og ikke en del af den momsfritagne udlejning af det pågældende sommerhus, når lejeren selv kan vælge at foretage slutrengøringen og lejeren overlader rengøringen til tredjemand. Se SKM2010.405.VLR.

Udlejning af sommerhuse med såkaldt "obligatorisk slutrengøring" anses for at være én samlet momsfri udlejningsydelse, når det fremgår af kontrakten, at det ikke påhviler lejer at foretage slutrengøringen, og denne derfor ikke aktivt tilvælger en rengøringsydelse, men blot lejer et rengjort sommerhus uden slutrengøringsforpligtelse.

Ad b) Personbefordring

Formidling af personbefordring i andres navn og for andres regning kan ikke anses for momsfri. Se SKM2006.395.SKAT.

Formidlingsydelser leveret af rejsebureauer, der handler i den rejsendes navn og for dennes regning, skal anses for momspligtige, uanset om vederlaget for formidlingsydelsen betales af den rejsende eller af tjenesteyderen (flyselskabet, hotellet m.fl.). Se SKM2010.228.SKAT.

 Ad c) Telefonkort

Mellemhandlere af telefonkort anses som udgangspunkt for at formidle telefonkortene i teleselskabernes navn, og ikke i eget navn.

Mellemhandlernes ydelser i forbindelse med salg af telefonkort omfatter ikke alene simpel modtagelse på telefonselskabernes vegne af indbetalinger fra telekunderne, men også elementer såsom salgsarbejde, reklame, promotion og administration. Disse ydelser vil det være kunstigt at opdele, og de udgør derfor en samlet momspligtig formidlingsydelse. Se SKM2008.284.SKAT.   

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

 

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

 EU-domme

C-520/10, Lebara Ltd.

Telefonioperatør udbød teletjenester til en distributør i form af telefonkort. Telefonkortene indeholdt alle nødvendige oplysninger til at foretage internationale telefonopkald ved hjælp af en infrastruktur, der var stillet til rådighed af operatøren. Telefonkortene blev af distributørerne videresolgt i eget navn og for egen regning til slutbrugere. Enten direkte eller gennem andre afgiftspligtige personer, såsom grossister og detailhandlere. Domstolen fandt, at telefonioperatøren leverede en teletjeneste mod vederlag til distributøren. Operatøren leverede derimod ikke en anden tjenesteydelse mod vederlag til slutbrugeren, når denne efter at have erhvervet telefonkortet udøver retten til at foretage telefonopkald ved at anvende de på kortet påførte oplysninger.

Bemærk, at i forbindelse med det konkrete markedsføringssystem  havde telefonkortene en enkelt anvendelse. Kortene gjorde det kun  muligt at foretage internationale telefonopkald til destinationer og i henhold til takster, der var fastsatte på forhånd. De gav således kun ret til én slags tjenesteydelser, hvis art og antal var fastsat på forhånd, og som kun var underlagt en enkelt momssats.

Bemærk yderligere, at distributørerne videresolgte telefonkortene i eget navn og for egen regning.

Landsretsdomme

SKM2010.405.VLR

Slutrengøring af udlejede sommerhuse er en selvstændig momspligtig ydelse og ikke en del af den momsfritagne udlejning af det pågældende sommerhus, når lejeren selv kan vælge at foretage slutrengøringen og lejeren overlader rengøringen til tredjemand. Ikke momsfri formidlingsydelse.

 

SKM2007.406.ØLR

Et bookingbureau formidlede modeller til filmproducenter mv. Kontrakterne blev indgået direkte mellem kunden og modellen. Betalingen blev opkrævet af bureauet, og udbetalt til modellen, idet der bl.a. blev tilbageholdt et honorar til bureauet. Bureauet blev anset for momspligtig af dette honorar. Efter kontraktforholdet blev bureauet ikke anset for at handle i eget navn og for en andens regning, og forholdet var derfor ikke omfattet af ML § 4, stk. 4. Ikke momsfri formidlingsydelse.

 

Landsskatteretskendelser

SKM2006.232.LSR

En virksomheds leverancer af el, vand, varme, og telefon i forbindelse med formidling af udleje af sommerhuse blev anset for en integreret del af udlejningsvirksomheden, og avancer vedrørende leverancerne var derfor omfattet af fritagelsesbestemmelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 8. Momsfri formidlingsydelse.

 

SKM2005.363.LSR

Et erhvervsrejsebureaus aktivitet med formidling og salg af flybilletter var momspligtig, da selskabet handler for fremmed regning og i en andens navn. Ikke momsfri formidlingsydelse.

 

SKAT

SKM2010.228.SKAT

Formidlingsydelser leveret af rejsebureauer, der handler i den rejsendes navn og for dennes regning, skal anses for momspligtige, uanset om vederlaget for formidlingsydelsen betales af den rejsende eller af tjenesteyderen (flyselskabet, hotellet m.fl.). Ikke momsfri formidlingsydelse.

På baggrund af en kendelse fra Landsskatteretten har SKAT ændret SKM2006.395.SKAT. Ændringen har virkning fra 1. januar 2011.

SKM2008.777.SR

En formidlers (receptionen i et feriecenter) udlejning af selvstændigt matrikulerede ferielejligheder, der ejes af enkeltpersoner, er omfattet af ML § 4, stk. 4, hvor formidlingsprovisionen stilles momsmæssigt som den underliggende ydelse, som er momsfritaget udlejning af fast ejendom. Momsfri formidlingsydelse.

 

SKM2008.363.SR

Spørger, der er en ejerforening, leverer en feriecenterydelse, der momsmæssigt skal behandles som én momspligtig ydelse. Ydelsen anses for en momspligtig hotellignende ydelse, og anses således efter sit indhold af delleverancer som en anden ydelse end "ren" udlejning af fast ejendom. Bestemmelsen i ML § 4, stk. 4, om formidling i eget navn og fremmed regning, som bl.a. bruges i branchen for udlejning af sommerhuse, kan ikke anvendes i denne situation, hvor den ydelse, som spørger leverer, i den grad afviger fra den ydelse, ejer/udlejer af ejerlejligheden leverer. Ikke momsfri formidlingsydelse.

 

SKM2008.284.SKAT

SKAT udtaler, at mellemhandlere af telefonkort som udgangspunkt må anses for at formidle telefonkort i teleselskabernes navn, og ikke i eget navn. Formidlingsydelsen er derfor momspligtig. Ikke momsfri formidlingsydelse.

 

SKM2008.1.SR

En feriecenterydelse skal momsmæssigt behandles som én momspligtig hotellignende ydelse. Bestemmelsen i ML § 4, stk. 4, om formidling i eget navn og fremmed regning, som bl.a. anvendes i branchen for udlejning af sommerhuse, kan ikke anvendes i denne situation, hvor den ydelse, som spørger leverer, i den grad afviger fra den ydelse, ejer/udlejer af ejerlejligheden leverer. Ikke momsfri formidlingsydelse.

 

SKM2007.801.SR

Formidleren af momsfri feriehusudlejning er ikke momspligtig af selve formidlingsydelsen. Formidlingen sker i eget navn og for feriehusejernes regning. En rengøringsydelse, som er inkluderet i lejen for sommerhuset er ikke momsfritaget. Det er en forudsætning for momsfritagelsen af formidlingsydelsen, at formidlerens eventuelle levering af andre særlige ydelser uden for momsfri feriehusudlejning ligeledes bliver holdt uden for formidlingsydelsen. Momsfri formidlingsydelse.

 

SKM2007.592.SR

Formidleren af momsfri feriehusudlejning er ikke momspligtig af selve formidlingsydelsen. Formidlingen sker i eget navn og for feriehusejernes regning. En rengøringsydelse, som er inkluderet i lejen for sommerhuset er ikke momsfritaget. Det er en forudsætning for momsfritagelsen af formidlingsydelsen, at formidlerens eventuelle levering af andre særlige ydelser uden for momsfri feriehusudlejning ligeledes bliver holdt uden for formidlingsydelsen. Momsfri formidlingsydelse.

 

SKM2006.395.SKAT

Formidling af personbefordring i andres navn og for andres regning anses ikke længere for momsfri.

Se også SKM2005.363.LSR og SKM2010.228.SKAT

TfS 1997.422

De aktiviteter i form af bl.a. at forestå nøgleudlevering, foretage lejerskiftekontrol, foretage afhjælpningsservice over for lejerne mv., som en række selvstændige servicecentre mod provisionsaflønning udfører for en virksomhed, der driver virksomhed med udlejningsformidling af danske sommerhuse, er ikke aktiviteter, som formidles i eget navn. Servicecentrene skal derfor betale moms af de provisioner de modtager som betaling for de leverede ydelser. Ikke momsfri formidlingsydelse.