Parter

A
(advokat Martin Henrichsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Mette Sheraz Rovsing).

Afsagt af landsdommerne

K. Wiingaard, Peter Thønnings og Birgitte Grønborg Juul (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 16. april 2010 (BS 41B-280/2009) er anket af A, der for landsretten har gentaget sin påstand for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

I årsregnskaber for H1 v/A for 1997-1999, indgår i specifikation af langfristet gæld posten "Stående familielån, Iran" på 200.000 kr. samt afdrag på to pantebreve. I årsregnskaber for H1 for 2000-2001 indgår ikke en lignende postering, men derimod en uspecificeret gældspostering benævnt "Kreditorer" med henholdsvis 531.003 kr. og 652.123 kr.

Gældsposteringen på 652.123 kr. i årsregnskabet for 2001 blev ved SKATs afgørelse vedrørende appellantens indkomstopgørelse for 2001 alene anerkendt med 531.003 kr.

I en erklæring af 21. juni 2010 er det anført af YI, at han i marts 1997 udlånte 20.000 GBP til appellanten, og at der ikke er betalt afdrag på lånet.

Der er mellem parterne for landsretten enighed om, at appellantens pantebrevsgæld udgjorde 208.391 kr. pr. 1. januar 2002 og 179.703,90 kr. pr. 31. marts 2002.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af appellanten.

A har supplerende forklaret blandt andet, at han ikke var gældfri efter salget af virksomheden H1, idet han stadigvæk skyldte 200.000 kr. på et stående familielån til sin onkel i Iran. Han optog i 2001 ikke lån, og gælden udgjordes da af de to pantebreve og lånet til onklen. Han ved ikke, hvorledes revisor i 2001 kom frem til, at gælden kunne opgøres til 652.123 kr. Ved indgangen til 2002 bestod hans gæld alene af familielånet på 200.000 kr. og restgælden på de to pantebreve. Ved udgangen af 2002 skyldte han alene 200.000 kr. på familielånet. Han har altid lavet løbende bogføring for sin virksomhed, og han afleverede bogføringsmaterialet til sin revisor en gang i kvartalet. Det er korrekt, at han løbende var i dialog med skattemyndighederne om opgørelsen af gælden på 652.123 kr. Han var af den opfattelse, at den pågældende postering måtte dreje sig om gæld for vareleverandører, og sådan gæld har han ikke haft. Han sagde til skattemyndighederne, at han ikke kendte til den pågældende gæld.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Appellanten har for landsretten supplerende gjort gældende, at skattemyndighederne med urette ikke har indregnet 270.382 kr. vedrørende salg af virksomheden ved privatforbrugsberegningen.

Indstævnte har bestridt, at der ikke er foretaget indregning af 270.382 kr. ved privatforbrugsberegningen.

Appellanten har for landsretten yderligere gjort gældende, at det stedse har været appellantens synspunkt, at familielånet på 200.000 kr. har bestået uændret i løbet af indkomståret 2002, og at bevisbyrden for at lånet skulle være indfriet påhviler Skatteministeriet.

Landsretten begrundelse og resultat

Det tiltrædes af de grunde, som byretten har anført, at skattemyndighederne var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af appellantens skattepligtige indkomst for 2002.

Henset til forløbet og udfaldet af appellantens skatteansættelse for indkomstårene 2001 og 2002, herunder appellantens vekslende oplysninger om karakteren og eksistensen af den ikke i regnskabet udspecificerede gæld ifølge lån, finder landsretten, at appellanten ikke har godtgjort, at den foretagne skønsudøvelse er åbenbart urimeligt eller udøvet på et forkert grundlag. Det for landsretten oplyste om appellantens gældsafvikling i henhold til private pantebreve i perioden 1997-2002 og et stående familielån kan heroverfor ikke føre til et andet resultat.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

A skal efter sagens karakter og udfald betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 30.000 kr. inklusiv moms, hvilket beløb medgår til dækning af Skatteministeriets udgifter til advokat.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, A, betale 30.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.