Dato for udgivelse
19 okt 2011 10:40
Til
registrerede forhandlere mfl.
Sagsnummer
11-220460
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé

I samarbejde med autobranchen har SKAT udarbejdet en checkliste om demobiler.


SKAT har i samarbejde med autobranchen drøftet reglerne om anvendelsen af demobiler, og har i den forbindelse udarbejdet en checkliste.

Vær opmærksom på, at der er tale om en generel liste, og der tages forbehold for de faktiske forhold i den enkelte virksomhed.

Tjeklisten kan alene bruges som punkter en virksomhed kan gennemløbe, for at lave et ”eftersyn” på et overordnet plan. Listen kan derfor kun anvendes som en generel tjekliste, der ikke har samme karakter som en juridisk vejledning.

1.

Vi sælger af og til fabriksnye biler med negativ avance, men beregner og afregner dog altid registreringsafgift af en salgspris, som er større end eller lig med mindstebeskatningsprisen, jf. registreringsafgiftslovens § 9. stk. 2.
 

2.

Vi sælger af og til fabriksnye biler uden avance, men beregner og afregner dog altid registreringsafgift af salgsprisen, som er større end eller lig med mindstebeskatningsprisen, jf. registreringsafgiftslovens § 9. stk. 2.
 

3.

Når vi sælger en demobil til en kunde, så indgår vi først aftalen om salget med kunden, når demobilen er indregistreret og har været anvendt som bl.a. demonstrationsbil i virksomheden,  jf. registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1.
 

4.

Når vi sælger en demobil til en kunde, er salgstilbuddet først udarbejdet, når demobilen er indregistreret og har været anvendt som bl.a. demonstrationsbil i virksomheden, jf. registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1.
 

5.

 

Når vi sælger en demobil til en kunde efter endt brug, så har bilen faktisk og reelt været anvendt til bl.a. demonstrationsformål i virksomheden. Dette kan vi konkret og reelt dokumentere i form af kørebøger, registrering af potentielle kunders kørsel, markedsføringsmateriale og anden registrering af brugen.

Selv om Landsskatteretten i en konkret sag har godkendt salg af demobiler, der havde kørt 700 km over en periode på ikke mindre end 8 dage, kan dette ikke tolkes som nogen generel eller fast minimumsregel.

 

6.

Den eventuelt nedsatte eller negative avance ved salg af fabriksny bil har ingen indflydelse på prisen på indbytningsbilen.

Vær opmærksom på, at det er i strid med registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1 at overflytte avance fra den nye bil til den brugte bil.

 

7.

Den eventuelt nedsatte eller negative avance ved salg af fabriksny bil har ingen indflydelse på prisen på ekstraudstyr, som indgår i handlen.

Det er i strid med registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1 at overflytte avance fra den nye bil til solgt ekstraudstyr.
 

8.

Vi betaler ikke moms af lagerbiler, som vi indregistrerer i virksomhedens navn, og som vi kun anvender til fremvisning og afprøvning for kunder m.fl. (demonstrationskørsel), fordi anvendelsen af bilerne ikke betyder, at der er sket udtagning, der i momsloven sidestilles med salg. 

Vi har fradrag for moms af indkøbet af lagerbilerne, og på driften af lagerbilerne. Når vi sælger bilerne, skal der betales moms af salgsprisen inkl. den del af prisen, som dækker den betalte registreringsafgift. 

Vi betaler moms af lagerbiler, som vi indregistrerer i virksomhedens navn, og som virksomheden reelt og dokumenterbart har anvendt til både demonstrationskørsel i overensstemmelse med pkt. 5, ærindekørsel og medarbejderes private kørsel, da anvendelsen til kørsel i virksomheden, der ikke er demonstrationskørsel, medfører, at køretøjet anses for udtaget. Der kan ikke fradrages moms af driften, herunder af køb af ekstraudstyr. Når vi sælger bilerne betaler vi ikke yderligere moms.

 

9.

Vi leaser vores demobiler. Bilerne kan sælges efter brugtmomsreglerne, når køretøjerne er indkøbt uden tilfaktureret moms. Det vil være tilfældet, når leasingselskabet sælger bilerne (til forhandleren) efter brugtmomsreglerne.

 

10.

Antallet af demobiler i virksomheden på årsbasis er fastsat i henhold til virksomhedens kontrakt med en bilimportør. Antallet er i den forbindelse fastsat under hensyn til virksomhedens størrelse, afsætning, omsætning osv.

 

11.

Virksomheden indregistrerer lagerbiler til udlejning. Virksomheden har fuldt fradrag for momsen af købet og driften m.v.

Ved videresalg betaler vi moms af et reduceret momsgrundlag, der svarer til momsgrundlaget ved motorkøretøjets første momsberigtigelse her i landet, fratrukket et beløb, der forholdsmæssigt udgør dette grundlags andel af det samlede værditab på motorkøretøjet.

Vi betaler også moms af den kørsel, som ikke er demonstrationskørsel (intern kørsel og medarbejderes private kørsel).

Når vi køber biler, der ikke er lagerbiler, og bilerne derfor typisk leveres af importøren i indregistreret stand til virksomheden og i virksomhedens navn til udlejning, har vi ikke fuldt fradrag for momsen af købet, når bilerne skal anvendes både til udlejning og anden interne kørsel, bortset fra demonstrationskørsel, og til medarbejderes private kørsel.

Når vi videresælger bilerne, betaler vi moms af den opnåede salgspris inkl. den del af prisen som dækker registreringsafgift.

 

12.

Virksomheden har en række køretøjer indregistreret til udlejning. Ved videresalg af disse anvender virksomheden de særlige momsregler for udlejningsbiler (moms på reduceret grundlag). Se punkt 11.
 

13.

Nogle af virksomhedens medarbejdere benytter og beskattes af demobilerne. Disse køretøjer sælges først videre, når de har været anvendt i virksomheden i overensstemmelse med pkt. 5. Køretøjerne sælges videre uden afregning af yderligere registreringsafgift og moms jf. pkt. 8.

 

14.

Ved salg af demobiler, som virksomheden har haft indregistreret, men som ikke er anvendt i overensstemmelse med pkt. 5, og som evt. er afmeldt igen, afregnes registreringsafgiften i forhold til den pris, som køretøjet sælges til slutbruger. Hvis salgsprisen ligger over den pris, køretøjet blev indregistreret på baggrund af, afregner vi yderligere registreringsafgift og moms. Hvis anvendelsen af disse biler er i overensstemmelse med pkt. 5, afregnes der dog ikke yderligere registreringsafgift og moms.
 

15.

Virksomheden har uindregistrerede køretøjer, som anvendes til demonstrationsformål. Ved kørsel anvendes prøveskilte. Ved videresalg af disse afregnes registreringsafgift i forhold til salgsprisen og moms af den fulde salgspris excl. registreringsafgift. Virksomheden har fradragsret for moms på anskaffelsen og driften.
 

16.

Virksomheden har indregistreret køretøjer udelukkende til demonstrationsformål og disse benyttes ikke af indehaver eller medarbejdere til virksomheden uvedkommende formål m.m. Virksomheden har fradragsret for momsen ved anskaffelsen og fradrag for momsen af driften. Ved videresalg afregnes der moms af den fulde salgspris incl. registreringsafgiften.