Dato for udgivelse
07 Nov 2011 09:30
Resumé

SKAT har afsløret en række virksomheder og selskaber, der har forsøgt at undgå dansk skat. Udover efterbetaling af skat kan virksomhedsejerne forvente bøder eller frihedsstraf.


SKAT har succes i jagten på virksomheder og personer, der gemmer sig i udlandet. Der er opdaget snyd for millioner, så der er ikke tale om bagatelsager men virksomheder med en betydelig aktivitet, hvor især håndværksbranchen er repræsenteret. 

I år har SKAT afsluttet 17 sager, hvor regninger på skat, moms og arbejdsmarkedsbidrag på i alt 6.009.397 kr. er sendt ud til virksomhedsejerne. Sagerne er af meget forskellig karakter.

- Det er for eksempel udenlandske personlige virksomheder momsregistreret i Danmark, hvor vi konstaterer, at den udenlandske ejer reelt bor i Danmark eller opholder sig her så længe, at han opfylder betingelserne for fuld skattepligt i Danmark  og skal betale skat hertil,  siger Karina Christensen, projektleder fra SKAT. Hun tilføjer, at det samme gælder udenlandske selskaber, der korrekt lader sig momsregistreret i Danmark, men hvor SKAT kan konstatere, at ledelsens sæde også reelt er flyttet til Danmark og derfor skal betale skat hertil.

Nogle sager drejer sig om, at fysiske personer, som officielt er udrejst af Danmark for flere år siden, igen opholder sig i Danmark, typisk hos en tidligere ægtefælle eller samlever, og driver uregistreret virksomhed her.

Andre sager drejer sig om, at der er fuld skattepligt til Danmark, selv om personen mener sig hjemmehørende i et andet land, på trods af at den største økonomiske og personlige tilknytning i form af familie er i Danmark.

De afsluttede sager er ikke færdige for virksomhedsejerne, da de fleste kan regne med et retsligt efterspil i form af bøder og/eller frihedsstraf.

- SKATs indsats på området fortsætter, og der er yderligere 52 sager i støbeskeen, hvor vi ligeledes forventer større reguleringer af virksomhedernes og personernes indkomst- og momsgrundlag, oplyser Karina Christensen.

Ifølge Karina Christensen er sagerne er opstået på meget forskellig baggrund, men ens for dem er, at det ofte er meget kompliceret at afsløre virksomhederne. SKAT er dog godt hjulpet af oplysninger fra samarbejde med Arbejdstilsynet, hvidvaskoplysninger fra Bagmandspolitiet og anmeldelser fra borgere overalt i landet. Internt i SKAT har helhedstænkning været en afgørende faktor for at få sagerne bragt frem i lyset. Mange er opstået fra forskellige kontrolaktioner på for eksempel byggepladser og nær landegrænsen og meget ud fra lokalt kendskab.

Yderligere oplysninger:
Journalister: Projektleder Karina Christensen tlf. 72 38 84 02 eller SKATs pressefunktion tlf. 72 37 09 00.
Borgere og virksomheder: SKATs hovednummer tlf. 72 22 18 18