Dato for udgivelse
25 Nov 2011 13:30
Resumé

I et tæt internationalt samarbejde får SKAT millioner af bankoplysninger, der bruges til at afsløre skattesnydere. Alene i år har SKAT hentet 200 mio. kr.


Et gigantisk og systematisk arbejde med millioner af data og et tæt internationalt samarbejde er baggrunden for, at SKAT finder hundredvis af millioner kr., som er forsøgt skjult uden for Danmarks grænser for at undgå skatten. SKATs projekt ”Money Transfer” har indtil nu givet skatteindtægter på cirka 200 mio. kr. Men i løbet af de kommende år forventer SKAT at hente skattebetalinger på i alt 1–2 mia. kr. ud af formuer og indtægter, som ikke er blevet opgivet til SKAT.  

- Jeg er meget tilfreds med, at det er blevet langt sværere at snyde fællesskabet ved at flytte penge, der skulle være betalt skat af, til udlandet. Nu kan vi gå målrettet efter de lidt for smarte jet-set typer, så de på linje med lovlydige borgere også kommer til at bidrage med det, de skal, til det danske velfærdssamfund, siger skatteminister Thor Möger Pedersen.

Ud over samarbejdet med en lang række lande, hvor større skattepligtige indtægter oftest søger hen for at undgå skat, har SKAT også transaktionsoplysninger fra 25 banker i perioden tilbage til 2004.

Alt i alt er det millioner af data, der skal analyseres for at finde ud af, om transaktionerne og beløbene stemmer overens med de oplysninger, som SKAT har i forvejen.

- Desværre kan det ikke undgås, at vi også kommer til at stille spørgsmål til mange, der har orden i sagerne, og hvis transaktioner er fuldstændig legitime. Deres sager henlægger vi med det samme, siger den daglige leder af Money Transfer-projektet, afdelingsleder Preben Buchholtz Hansen i SKATs afdeling for Økonomisk Kriminalitet.

Han understreger, at spørgsmålene ikke i sig selv er udtryk for mistanke, og at dem, der giver legitime svar, hurtigt får henlagt deres sager hos SKAT. SKATs godt 100 medarbejdere på projektet arbejder med flere tusinde sager ad gangen. Indtil nu er henlagt cirka 1600 sager, hvor der efter en objektiv undersøgelse ikke var noget at komme efter. I alt undersøger SKAT transaktioner fra 140.000 privatpersoner og 40.000 virksomheder.

SKAT samarbejder tæt sammen med andre myndigheder, især Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (Bagmandspolitiet) og de enkelte politikredse.

Yderligere oplysninger:
Journalister: Afdelingschef Preben Buchholtz Hansen, tlf. 72 37 62 37 eller SKATs pressefunktion, tlf. 72 37 09 00.
Borgere og virksomheder: SKATs hovednummer, tlf. 72 22 18 18