Dato for udgivelse
29 Nov 2011 09:50
Resumé

SKAT har afsløret et netværk af selskaber, der smugler tobak ind fra Mellemøsten. To millioner cigaretter og 3,5 tons vandpibetobak blev beslaglagt. Afgiften løber op i 4,2 mio. kr.


Et netværk af selskaber har smuglet tobak ind fra Mellemøsten. Et selskab ville fortolde et parti cigaretter og anmeldte, at der var 10.000 cigaretter i forsendelsen.

- Det stemte dog ikke så godt med, at forsendelsen fyldte tre paller, forklarer projektleder Kim Müller fra SKAT København.

Kontrollen viste da også, at der var 2 millioner cigaretter i forsendelsen.

- Vi valgte at følge cigaretterne, da der også var andre forhold, der gjorde forsendelsen lidt mistænkelig, siger Kim Müller.

Da cigaretterne blev frigivet fra toldlageret, observerede SKAT derfor transporten for at se, hvor cigaretterne blev ført hen. Cigaretterne blev kørt til et uregistreret lager i udkanten af København, hvor de blev læsset af. En kontrol af lageret afslørede yderligere 90.000 cigaretter og ikke mindre end 3,5 tons vandpibetobak.

De to chauffører, der havde kørt med cigaretterne, vidste ingenting om lasten. De skulle blot transportere cigaretterne.

- Vi var på det tidspunkt ikke i tvivl om, at selskaberne ikke havde i sinde at betale tobaksafgifterne på alle varerne. Vi beslaglagde derfor både cigaretterne og vandpibetobakken, fortæller Kim Müller.

Samlet set løber afgiften på cigaretterne og vandpibetobakken op i 4,2 mio. kr.

Yderligere oplysninger:
Journalister: Projektleder Kim Müller, tlf. 25 44 05 52 eller SKATs pressefunktion 72 37 09 00
Borgere og virksomheder: SKATs hovednummer, tlf. 72 22 18 18