Du skal selv skrive:

  • Gevinst og tab på obligationer i danske kroner, som du har købt den 27. januar 2010 eller senere.

  • Gevinst og tab på obligationer i fremmed valuta.

  • Gevinst på obligationer i danske kroner købt inden 27. januar 2010, som ikke opfyldte mindsterentekravet på udstedelsestidspunktet, eller som du har købt for lånte midler. Du kan ikke trække tab fra.

  • Gevinst og tab på visse strukturerede obligationer i fremmed valuta, som ikke beskattes som finansielle kontrakter.

  • Gevinst og tab på visse strukturerede obligationer i danske kroner, som ikke beskattes som finansielle kontrakter. Dog kan du ikke trække tab fra, hvis du har købt obligationerne før den 27. januar 2010.

  • Det er kun gevinst og tab på obligationer, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked, du skal skrive i rubrikken. Gevinst og tab på obligationer, der er optaget til handel på et reguleret marked, skal du skrive i rubrik 32.

Rubrikken omfatter ikke:

  • Skattepligtig gevinst og fradragsberettiget tab på obligationer, der er optaget til handel på et reguleret marked. Det skal i stedet med i rubrik 32.

  • Skattepligtig gevinst og fradragsberettiget tab på andre fordringer end obligationer. Det skal i stedet med i rubrik 39.

  • Gevinst på obligationer og andre fordringer i danske kroner, som du har købt inden 27. januar 2010, hvor obligationen opfyldte mindsterentekravet på udstedelsestidspunktet, og hvor obligationen eller fordringen ikke er købt for lånte midler. Gevinst er skattefri.

  • Tab på obligationer og andre fordringer i danske kroner købt inden 27. januar 2010. Du kan ikke trække tabet fra.

  • Gevinst og tab på visse strukturerede fordringer, der beskattes som finansielle kontrakter. Det står i rubrik 346. Du kan trække tab fra i det omfang tabet ikke overstiger skattepligtige gevinster for 2002 og senere indkomstår.

  • Tab på visse strukturerede obligationer i danske kroner, som ikke beskattes som finansielle kontrakter, og som du har købt før den 27. januar 2010. Du kan ikke trække disse tab fra.

Bagatelgrænse

Der er en samlet bagatelgrænse på 2.000 kr. for gevinst og tab på fordringer (herunder obligationer), gæld i fremmed valuta og investeringsbeviser i obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning. Har du gevinst eller tab på over 2.000 kr., skal du medregne hele gevinsten eller hele tabet. Beløbsgrænsen gælder for hver ægtefælle for sig.

Du bør tjekke de indberettede beløb

Du kan se de oplysninger, vi har om dine obligationer, hvis du klikker på TastSelv-menuen øverst på siden og derefter vælger Skatteoplysninger. Hvis oplysningerne er forkerte, skal du kontakte indberetteren.

Du skal selv udregne dine gevinster og tab og skrive summen i rubrikken. Hvis du samlet set har haft et tab, skal du skrive minus ("-") foran.

Mere information

Fordringer (herunder obligationer)