Dato for udgivelse
16 dec 2011 09:00
Resumé

Virksomhederne bliver bedre til at betale deres restancer, når fogeden fra SKAT tager på besøg hos dem.


SKAT har det seneste år ændret procedure for at få restancerne hos virksomhederne betalt. Hvor det før var almindeligt, at udlæg ofte foregik bag et skrivebord, tager fogeden nu på besøg hos virksomheden med det samme, når betalingsfrister er overskredet.

- Virksomhederne er ikke glade for, at vi møder op. De er nervøse for, hvad ansatte, naboer og ægtefælle vil sige, fortæller afdelingsleder i SKAT København, Birgit Volthers.

Ofte bliver fogeden spurgt, om virksomheden ikke må komme til SKAT, så de undgår, at SKAT møder op i virksomheden. Det er måske pinligt for virksomheden, der ønsker tingene ordnet diskret.

Fogederne fortæller, at mange virksomheder vælger at betale deres restance for at undgå, at fogeden møder op på virksomhedens adresse.

Fogeden finder virksomhedens aktiver
Fogederne får også nemmere ved deres job, når de tager på besøg i virksomheden. De får mulighed for ved selvsyn at konstatere hvilken type virksomhed, der er tale om og hvilke aktiver, virksomheden ejer, og som de kan gøre udlæg i, hvis gælden ikke bliver betalt.

- Nu er der ikke nær så mange forgæves udlæg som tidligere. Vi finder langt flere aktiver, vi kan gøre udlæg i, når vi selv ser os omkring, siger Birgit Volthers.

Fogederne er glade for den nye måde at arbejde på. De oplever, at det er en god ide at komme ud i virksomhederne hurtigt efter at restancerne er opstået, og de ser deres arbejde bære frugt. Det giver større mening i arbejdet, som er en vigtig samfundsmæssig opgave.

Yderligere oplysninger:
Journalister: Afdelingsleder Birgit Volthers 72 38 66 25 eller SKATs pressefunktion 72 37 09 00
Borgere og virksomheder: SKATs hovednummer 72 22 18 18