Indhold

Dette afsnit beskriver de virksomheder, der er omfattet af reglerne om afgift på mineralvand og læskedrikkoncentrater.

Afsnittet indeholder:

  • Oplagshaver
  • Varemodtager
  • Anmeldelse til registrering
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Se også

Se også

  • Afsnit E.A.1.4 om afgiftspligtige virksomheder og personer (registrering)
  • Afsnit E.A.1.4.1 om former for registrering
  • Blanket der anvendes til anmeldelse og registrering nr. 22.020. Blanketten findes på www.virk.dk  eller fås ved at kontakte Erhvervsstyrelsen.

Oplagshaver

Reglerne om registrering, og hvad en virksomhed har ret til, afhænger af, om virksomheden fremstiller afgiftspligtige varer, eller om den driver mellemhandel med afgiftspligtige varer.

Fremstilling

Virksomheder, der fremstiller mineralvand eller læskedrikkoncentrater, skal lade sig registrere som oplagshavere.

Aftapning eller pakning af varer i pakninger, som varerne afsættes i til forbrug, anses som fremstilling.

Virksomheden skal ikke registreres for

  • aftapning og pakning, hvis dette sker som lønarbejde for andre registrerede oplagshavere. SKAT skal i øvrigt give tilladelse hertil.
  • fremstilling af kulsyreholdige drikke i læskedrikautomater og lignende apparater af koncentrater, der er betalt afgift af.

Se MINVAL § 3, stk. 1.

Oplagshavere, der er registrerede for fremstilling af afgiftspligtige varer, har ret til, uden at afgiften er betalt, at modtage følgende fra andre registrerede oplagshavere og fra udlandet:

  • Afgiftspligtige varer, hvis varerne skal bruges til fremstilling af afgiftspligtige mineralvand.
  • Afgiftspligtige læskedrikkoncentrater, hvis varerne skal bruges til videresalg.

Se MINVAL § 4, stk. 1 og 2.

Bemærk

En registreret oplagshaver kan ikke modtage mineralvand, der er aftappet på flaske, fra en anden registreret virksomhed, uden at afgiften er betalt.

Mellemhandel

Virksomheder, der driver mellemhandel med afgiftspligtige læskedrikkoncentrater, skal lade sig registrere som oplagshaver. Se MINVAL § 3, stk. 2.

En oplagshaver, der er registreret for mellemhandel med læskedrikkoncentrater, har ret til at modtage afgiftspligtige læskedrikkoncentrater fra udlandet eller fra andre oplagshavere, uden at afgiften er betalt, hvis varerne skal bruges til videresalg. Se MINVAL § 4, stk. 2.

Varemodtager

Virksomheder, der modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, og som ikke er registreret som oplagshaver, skal lade sig registrere som varemodtager. Se MINVAL § 10 og § 10 a, stk. 1.

SKAT kan efter MINVAL § 10 a, stk. 6, fratage en virksomhed registreringen som varemodtager, hvis den bl.a. ikke overholder regnskabsbestemmelserne i MINVAL § 12. Se SKM2009.443.SKAT, hvor SKAT præciserer, at dette kun kan ske, hvis der er tale om gentagne overtrædelser.

Midlertidigt registreret varemodtager

En virksomhed, institution eller person, der ikke er registreret som varemodtager eller oplagshaver, og som erhvervsmæssigt modtager afgiftspligtige varer fra udlandet lejlighedsvist, skal inden varen bliver sendt fra udlandet lade sig registrere som midlertidigt registreret varemodtager. Se MINVAL § 10 a, stk. 5.

Registreringen sker hos SKAT, og varetransporten skal på forhånd anmeldes til SKAT. Den midlertidigt registrerede varemodtager skal betale afgiften af varerne til SKAT samtidig med, at virksomheden bliver registreret og transporten anmeldt.

Se også

Se også afsnit E.A.1.4.3 om afgift af varer der modtages fra udlandet af privatpersoner.

Anmeldelse til registrering

Registrering som oplagshaver eller varemodtager sker hos Erhvervsstyrelsen.

Registrering som midlertidigt registreret varemodtager sker hos SKAT.