Klagen skyldes, at toldcentret har efteropkrævet et told- og momsbeløb på i alt 1.398.514,30 kr. hos A A/S, idet betingelserne for præferencetoldbehandling af import af tun fra Ghana ikke er anset for opfyldt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten pålægger toldmyndigheden at forelægge sagen for EU-Kommissionen med henblik på en vurdering af, om der kan opnås toldgodtgørelse efter toldkodeksens artikel 239.

Sagens oplysninger

A A/S (herefter selskabet) har i perioden fra den 7. august 1998 til den 19. februar 1998 indført tun fra Ghana til fri omsætning i fællesskabet. Indførslen er sket under varekoderne 1604 14 11 10, 1604 14 11 20, 1604 14 1820 samt 1604 14 18 95. Selskabet har i forbindelse med indførslen til fri omsætning bedt om præferencetoldbehandling med henvisning til den foreliggende oprindelsesdokumentation.

Importen til Fællesskabet af denne type vare med oprindelse i Ghana er omfattet af den præferenceordning, der gælder for landene i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet (AVS-landene) i forbindelse med fjerde AVS/EF-konvention som revideret ved den aftale, der blev undertegnet på Mauritius den 4. november 1994 (benævnt Lomé IV-konventionen) I overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 12 i protokol 1 om definitionen af begrebet ”varer med oprindelsesstatus” og metoder for administrativt arbejde kan varer, der er ledsaget af et EUR1-oprindelsescertifikat udstedt af de kompetente ghanesiske myndigheder, opnå præferentiel toldbehandling, når de bringes i fri omsætning i Fællesskabet.

Selskabets leverandør har i den omhandlede periode været B Company, Ghana.

EU-Kommissionen har i forbindelse med en fællesskabsmission til Ghana i begyndelsen af år 2000 undersøgt grundlaget for udstedelsen af oprindelsesdokumentationen i forbindelse med indførsel til fri omsætning af dåsetun og tunstykker fra Ghana til EU. På grundlag af oplysninger indsamlet i forbindelse med fællesskabsmissionen til Ghana har det været muligt at identificere de fiskefartøjer, som har leveret tun til B, som efterfølgende er leveret til selskabet.

De fiskefartøjer, der er tale om, er 703, 707, 712, Campolibre (Gure), Ghako (101), Jito, Olivia og Platte Reefer. Efterfølgende har det været muligt at fastslå ejerforholdene vedrørende de enkelte fartøjer:

703, 707, 712:     Ejes af C Ltd., Ghana

Campolibre:          Ejes af D Ltd., Ghana

Ghako (101)         Ejes af E Ltd., Ghana

Jito:                    Ejes af F Ltd, Ghana

Olivia:                  Er genstand for en ”bare-boat charter agreement” mellem ejeren G (japansk selskab) og lejeren H Ltd.,Ghana

Platte Reefer:        Ejes af H, Singapore

Endvidere er ejerforholdene vedrørende de forskellige selskaber blevet undersøgt. Som konklusion på kommissionsrapporten er det under henvisning til selskabernes ejerforhold konstateret, at følgende selskaber med dertil knyttede fiskefartøjer ikke opfylder de ejermæssige betingelser for at være omfattet af definitionen på ”deres fartøjer” efter art. 2 i protokol nr. 1, jf. bilag II til Lomé-konventionen og dermed ikke opfylder betingelserne for præferencetoldbehandling:

E Ltd., F. Ltd., H Ltd.og C Ltd.

Desuden er det konstateret, at der ikke er fundet oplysninger, der indikerer, at følgende selskabs fiskefartøj ikke opfylder betingelserne for præferencetoldbehandling: D Ltd.

Endelig er det konstateret, at der i relation til følgende selskabs fiskefartøj afventes yderligere oplysninger: H

Selskabet har i forbindelse med indførslen af tun til fællesskabet bedt om præferencetoldbehandling. Som dokumentation for tunens oprindelse har selskabet med fortoldningsangivelsen vedlagt i alt 14 EUR 1-certifikater. Andelen af tun omfattet af det enkelte EUR 1- certifikat fordeler sig på følgende fiskefartøjer:

”

EUR 1 nr. Kartoner		703	707	712	Campolibre	Ghako	Jito	Olivia	Platte Reefer	Andel som ikke opfylder oprindelseskritererne (%)
52 815	1.700		1.189	32		479				100,00
52 822	1.700		1.579	57		64				100,00
52 837	1.700	805	371	524						100,00
52 841	3.400	1.151		1.764				485		100,00
52 845	1.700		1.062	638						100,00
52 859	1.700			1.700						100,00
52 839	1.700	340		1.170				190		100,00
52 866	1.700		1.023	677						100,00
55 782	1.700	990							710	58,24
55 790	1.700			1.068	632					62,82
55 793	1.700			1.700						100,00
55 800	1.686		62	1.615		9				100,00
55 799	1.700	588	94	112	906					46,71
55 863	1.700			33			1.667			100,00

”

EU-Kommissionen traf den 3. oktober 2002 beslutning i en sag opstået efter anmodning fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Kommissionen anførte i det pågældende tilfælde, at der ikke var opstået nogen toldskyld for importen af tun fra E Ltd.. Der var således ikke noget til hinder for, at myndighederne kunne beslutte sig for at anvende toldkodeksens artikel 236. For importen af varer fra de øvrige selskaber var det berettiget at indrømme fritagelse for importafgiften efter toldkodeksens artikel 239.

Told- og Skattestyrelsen har over for Landsskatteretten anført, at på grundlag af EU-Kommissionens beslutning af 3. oktober 2002 skal det efteropkrævede beløb vedrørende E Ltd., i alt 27.326,06 kr. godtgøres efter toldkodeksens art. 236. For den øvrige del af det påklagede beløb har styrelsen indstillet, at der sker forelæggelse for Kommissionen efter toldkodeksens art. 239. I EU-Kommissionens beslutning af 3. oktober 2002 anså Kommissionen det således over for 3 engelske selskaber berettiget at indrømme fritagelse for importafgifter efter artikel 239.

Toldcentret har efterfølgende under sagens behandling i Landsskatteretten godtgjort selskabet et beløb på 27.326 kr.

Toldcentrets afgørelse

Toldcentret har efteropkrævet et beløb på 1.398.514,30 kr., heraf told 1.118.811,44 kr. og moms 279.702,86 kr., idet selskabet ikke er anset for opfylde betingelserne for at opnå præferencetoldbehandling ved selskabets import af tun fra en række selskaber fra Ghana.

Toldcentret har henvist til, at ifølge kommissionsrapporten opfylder E Ltd, F Ltd., H Ltd. og C Ltd ikke de ejermæssige betingelser for at være omfattet af definitionen på ”deres fartøjer” efter art. 2 i protokol nr. 1, jf. bilag II til Lomé-konventionen (EFTL 229 af 17. august 1999).

Selskabet er følgelig ikke anset for at opfylde betingelserne for den opnåede præferencetoldbehandling, hvorfor der skal betales tarifmæssig told, jf. toldkodeksens art. 20, stk. 4.

Toldcentret har endvidere henvist til, at toldskyld ved indførsel opstår, når en importafgiftspligtig vare overgår til fri omsætning, jf. toldkodeksens art. 201, stk. 1, litra a, at efteropkrævning foretages i henhold til toldkodeksens art. 220, stk. 1, og at der i henhold til momslovens § 12 tillige skal betales moms af det efteropkrævede toldbeløb.

Toldcentret har efterfølgende under sagens behandling i Landsskatteretten godtgjort selskabet et beløb på 27.326 kr.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat principal påstand om, at toldcentrets efteropkrævning af told- og momsbeløbet på i alt 1.398.514,30 kr. (dog skal fratrækkes de 27.326 kr.) ikke er berettiget. Repræsentanten har fremsat subsidiær påstand om, at der skal ske forelæggelse for EU-Kommissionen med henblik på en vurdering af godtgørelse efter toldkodeksens artikel 239.

Repræsentanten har til støtte for påstanden principalt anført, at ToldSkat ikke har ført bevis for, at certifikaterne fra Ghana er forkerte – specielt ikke i lyset af, at Kommissionen er part, og at ToldSkat ikke har opfyldt de formelle regler om verificering fra at gennemføre efteropkrævningen.

Han har bemærket, at selskabet ikke kender selve grundlaget for efteropkrævningen, idet Told & Skat henviser til undersøgelser og rapporter, som selskabet ikke har fuldt ud kendskab til. Selv om der foreligger en rapport, er Ghana tilsyneladende ikke enig i konklusionerne. Ghana mener tilsyneladende fortsat, at de pågældende tun har oprindelse i Ghana. I modsat fald burde Ghana have trukket certifikaterne tilbage.

Oplysningerne om forløbet af EU-Kommissionens mission til Ghana og dialogen med de ghanesiske myndigheder må forstås således, at myndighederne i Ghana er uenige med Kommissionen i, at tunene ikke har oprindelse i Ghana. Spørgsmålet er herefter, om toldmyndighederne i EU kan efteropkræve told som følge af manglende opfyldelse af præferencebetingelserne, når eksportlandets myndigheder mener, at betingelserne er opfyldt.

I Farø Seafood-sagen, C-153/94 udtalte EF-domstolen netop, jf. præmis 19:

”det er myndighederne i udførselsstaten, der bedst kan vurdere rigtigheden af de faktiske omstændigheder, der er afgørende for varens oprindelse, jf. præmis 19.

Endvidere udtalte domstolen i præmis 22:

”…en anerkendelse af afgørelser truffet udførselsstatens myndigheder hos toldmyndighederne i medlemsstaterne er en forudsætning for, at Fællesskabet kan forvente, at myndighederne i de øvrige stater, som de gennem frihandelsordninger har forbindelse med, respekterer de afgørelser, som toldmyndighederne i medlemsstaterne træffer med hensyn til oprindelsen af varer, der udføres fra Fællesskabet til disse stater.”

Når Ghana bestrider de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund i Kommissionens undersøgelse og fastholder oprindelsescertifikaternes ægthed, kan toldcentret ikke fastholde efteropkrævningen. Selvom der er tale om en ensidig præferenceaftale, hvor kun EU yder Ghana præferencetold, følger det af Farø Seafood-sagen, at EU i en sag som denne er forpligtet til at lægge de afgørelser til grund, der lovligt er truffet af Ghana.

ToldSkat har endvidere ikke fået verificeret oprindelsescertifikaterne.

ToldSkat har således efteropkrævet tolden alene på baggrund af Kommissionens rapport og uden at få verificeret de enkelte oprindelsescertifikater i Ghana. Dette på trods af, at artikel 25 og 26 i protokol nr. 1, jf. bilag II, til Lomé-konventionen kræver verifikation. Artikel 25 nævner, at verifikationen af certifikaterne skal ske tilfældigt, eller når importlandets toldmyndigheder er i tvivl om varernes oprindelse. Dette må forstås som en forpligtelse til at få certifikaterne verificeret, hvis importmyndighederne nægter præferencetoldbehandling. Toldcentret har således begået en formel fejl, der må føre til afgørelsens ugyldighed. Især i en situation, hvor en virksomhed ikke har indsigt i den bagvedliggende Kommissionsrapport, er det vigtigt at der sker verifikation, således, at virksomheden har mulighed for at vurdere sagen. Der er således sket et brud på Lomé-konventionen. Reglerne om verifikation er ikke blot en ordensforskrift. Toldcentret henviser selv til Lomé-konventionen.  Når der ikke er enighed mellem den certifikatudstedende myndighed og indførselslandet må indsatsen med hensyn til verifikation skærpes. Af EF-domstolens dom i sagen C-97/95, (Pascoal & Filhos), præmis 33, fremgår, at man skal lægge lovlige afgørelser i udstedelseslandet til grund. Det har jo rent faktisk også efterfølgende har vist sig, at der var fejl i toldcentrets afgørelse, hvilket også viser, at certifikaterne burde være sendt til verifikation.

I andre opkrævningssager har ToldSkat da også altid sendt certifikaterne til verifikation i oprindelseslandet. Også i situationer, hvor verifikationsproceduren på grund af omfanget af certifikaterne skabte stort administrativt besvær.

Toldcentret må bevise, at netop den tun, som selskabet har importeret, ikke opfylder betingelserne for præferencetoldbehandling. Dette bevis har toldcentret ikke ført.

Repræsentanten har til støtte for påstanden subsidiært anført, at der er begået myndighedsfejl i Ghana, og at efteropkrævning følgelig bør undlades i henhold til toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b.

Hvis myndighederne i Ghana har lagt nogle andre faktiske omstændigheder til grund end Kommissionen eller har vurderet omstændighederne anderledes, og på baggrund heraf har anset præferencebetingelserne for opfyldt, er der begået fejl. Havde de ghanesiske myndigheder lagt de samme omstændigheder til grund som Kommissionen, ville oprindelsescertifikaterne formentlig ikke være blevet udstedt. Han har herved tillige henvist til en ikke-offentliggjort meddelelse fra juni 1998 fra Kommissionen, 98/421/EF, vedrørende en inspektion i Ghana af fiskerivarer. Forholdene blev her godkendt, og det virker mærkeligt, at man 3 år efter kan komme til et andet resultat. Hvis der er tale om forkerte certifikater, må der være tale om myndighedsfejl. De forhold, der henvises til i rapporten, må alt sammen være forhold som de ghanesiske myndigheder burde have indsigt i.

Selskabet har ikke haft mulighed for at opdage fejlene og har i øvrigt handlet i god tro, og overholdt samtlige bestemmelser i forbindelse med fortoldningerne. Selskabet har sikret sig så godt som overhovedet muligt. Der er ikke tale om, at der er svindlet fra de ghanesiske leverandørers side. Der er derimod tale om en efterfølgende fortolkning af en betingelserne i Lomé-konventionen.

I Østre Landsrets dom af 2. juni 1998, fastslog landsretten, at myndighederne i Thailand havde begået fejl i forbindelse med udstedelse af oprindelsescertifikater. Myndighederne havde attesteret certifikater, der angav et langt større omfang fast af arten Bonito sarda spp. end muligt i Thailand, og da importøren ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget dette, fastslog landsretten, at der ikke var hjemmel til at efteropkræve tolden.

Repræsentanten har endvidere anført, at toldcentret som følge af den 3-årige forældelsesfrist i toldkodeksens artikel 221, stk. 3, har været afskåret fra et efteropkræve et beløb på i alt 168.345 kr.

Toldcentret har således truffet den endelige afgørelse den 7. august 2001 for bl.a. to partier tun, ekspeditionsnumre 2407 17 1435 og 3907 14 0170, der blev fortoldet den 7. august 1998. Toldskylden på disse to ekspeditioner opstod den 7. august 1999. Afgørelsen var tidligst selskabet i hænde den 8. august, hvorfor underretningen er sket efter udløbet af de 3 år. Toldcentret havde haft mulighed for at telefaxe afgørelsen eller få den bragt, men dette er ikke sket. Man må henholde sig til ordlyden af art. 221, stk. 3. Datoforordningen finder ikke anvendelse, idet der netop ved art. 221, stk. 3, er bestemt en anden beregning. Bestemmelsen i art. 221, stk. 3, er senere og selvstændig i forhold til datoforordningen. Der er således tale om en særregel, jf. herved også det angivne i Told- og Skattestyrelsens Procesvejledningen, om der er er særlige regler om toldmyndighedernes mulighed for at foretage efteropkrævning. Underretning er i hvert fald ikke er sket den 7. august 2001, hvor afgørelsen tidligst kan være afsendt. Told & Skat sender normalt breve som økonomi-post, og man skal herved ifølge postvæsenet regne med 3-4 dages forsinkelse. Toldcentret er selv opmærksom på forældelsesproblematikken, og burde således have sendt afgørelsen anbefalet. Toldcentret må selv skulle dokumentere, at underretning er sket rettidigt.

Told- og Skattestyrelsens indstilling

Told- og Skattestyrelsen har indstillet, at toldcentrets efteropkrævning har været berettiget, idet styrelsen dog har indstillet at der ydes godtgørelse efter toldkodeksens artikel 236 for så vidt angår et beløb på 27.326 kr. vedrørende import fra selskabet E Ltd.

For det resterende beløb har styrelsen indstillet, at der sker forelæggelse for EU-Kommissionen efter toldkodeksens artikel 239.

Styrelsen har udtalt, at en række EUR 1 certifikater ikke har kunnet danne grundlag for præferencetoldbehandling. På det pågældende tidspunkt ses ikke nogen uenighed hos de ghanesiske myndigheder. Det må således anses for ufornødent, at de danske myndigheder skulle foretage en (fornyet) verifikation af de pågældende certifikater.

Konstateringen af de objektive juridiske fakta om ejerforhold m.v. vedrører retlige omstændigheder, som ikke kan anses for omfattet af den begrænsning, som der efter selskabets opfattelse kan udledes af de faktiske omstændigheder af bl.a. præmis 11 i Faroe Seafood-dommen.

Fristberegningen skal ske efter bestemmelserne i Rådets forordning nr. 1182/71 af 3. juni 1971 (datoforordningen), der ikke er fraveget ved artikel 221, stk. 3 og ekspeditionerne den 7. august 1998 er således ikke forældede. Told & Skat sender som udgangspunkt som A-post, og ifølge postvæsenet kommer ca. 97% af denne post frem dagen efter.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I forbindelse med en mission, som repræsentanter for flere medlemsstater og EU-Kommissionen foretog til Ghana i februar 2000 for at kontrollere betingelserne for de ghanesiske myndigheders udstedelse af EUR1-oprindelsescertifikater, blev det konstateret, at en række fiskerifartøjer og de selskaber, der ejede dem, som havde leveret tun, ikke opfyldte oprindelseskriterierne i artikel 2 i protokol 1 til Lomé IV-konventionen. De tunfisk, der blev fanget af de pågældende fartøjer, opfyldte derfor ikke de præferentielle AVS-oprindelsesregler. På grundlag af resultaterne af denne mission blev det konstateret, at de pågældende selskaber havde benyttet EUR1-oprindelsescertifikater, der var udstedt med urette.

Efterfølgende er der mellem Ghana og EU undertegnet et fælles dokument. Som følge af oplysninger fra de ghanesiske myndigheder blev det herved fastslået, at visse ghanesiske eksporterende selskaber – herunder E Ltd. - faktisk ejede fiskerifartøjer, som opfyldte betingelserne for oprindelsesstatus.

Landsskatteretten finder at måtte lægge resultaterne af de af medlemsstaterne og EU-Kommissionen foretagne undersøgelser til grund. Selskabet er således ikke berettiget til at opnå præferencetoldbehandling for så vidt angår den i sagen omhandlede import af tun fra Ghana. Retten er endvidere enig med Told- og Skattestyrelsen i, at på baggrund af de foretagne undersøgelser har en yderligere verifikation af certifikaterne ikke være påkrævet.

Rådets forordning nr. 2913 af 12. oktober 1992 (med senere ændringer) om indførelse af en EF-toldkodeks (toldkodeksen) artikel 220 lyder:

Stk. 1. Hvis det afgiftsbeløb, som følger af en toldskyld, ikke er bogført i henhold til artikel 218 og 219 eller er bogført for lavt i forhold til det efter lovgivningen skyldige beløb, skal bogføringen af det afgiftsbeløb, der skal opkræves eller efteropkræves, ske senest to dag efter det tidspunkt, hvor toldmyndighederne er blevet klar over situationen, og kan beregne det efter lovgivningen skyldige beløb og fastslå hvem, der er debitor. (efterfølgende bogføring). Denne frist kan forlænges efter artikel 219, 2.

Stk. 2. Bortset fra de tilfælde, der er nævnt i artikel 217, stk. 1, andet og tredje afsnit, foretages der ikke efterfølgende bogføring når…

a)…

b) det efter lovgivningen skyldige afgiftsbeløb ikke er blev bogført som følge af en fejl, som toldmyndighederne selv har begået, og som debitor ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget, hvis sidstnævnte i øvrigt i forbindelse med toldangivelsen har handlet i god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter.

Det bemærkes, at det følger af retspraksis hos EF-domstolen, at når de kompetente myndigheder begår fejl som følge af unøjagtige angivelser fra eksportører, er forventningen til oprindelsescertifikaternes gyldighed ikke længere beskyttet. I den konkrete sag er der tale om, at eksportørerne angav i oprindelsescertifikaterne, at de varer, de omhandlede, opfyldte betingelserne for opnåelse de pågældende certifikater.

Retten finder således, at betingelserne for at undlade efteropkrævning efter toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b, ikke kan anses for opfyldt.

Rådets forordning nr. 2913 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (toldkodeksen) artikel 221, stk. 3 og stk. 4, lyder:

”Stk. 3. Underretning af debitor kan ikke ske efter udløbet af en frist på tre år, regnet fra datoen for toldskyldens opståen. Fristen afbrydes fra datoen for indgivelse af klage i henhold til artikel 243 og under hele klageproceduren.

Stk. 4. Hvis toldskylden er opstået på grund af en handling, der på det tidspunkt, hvor den blev begået, kunne give anledning til retsforfølgning, kan underretningen af debitor om beløbets størrelse på de i de gældende bestemmelser fastsatte betingelser ske efter udløbet af den i stk. 3 nævnte frist.”

Rådets forordning nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (datoforordningen), artikel 1 og artikel 3, stk. 1, 2. pkt., lyder:

”artikel 1.

Medmindre andet bestemmes, anvendes bestemmelserne i denne forordning på det retsakter, som er eller bliver vedtaget af Rådet og Kommissionen i henhold til traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab eller traktaten om oprettelse af Det europæiske Atomenergifællesskab.

(…)

artikel 3, stk. 1, 2 pkt.

Såfremt en tidsfrist udtrykt i dage, uger, måneder eller år skal regnes fra det øjeblik, hvor en begivenhed indtræffer, eller en handling foretages, medregnes den dag, i løbet af hvilken begivenheden eller handlingen sker, ikke ved beregningen af fristen.

For så vidt angår toldangivelsen antaget den 7. august 1998 finder retten i overensstemmelse med Told- og Skattestyrelsen, at der skal ske fristberegning ud fra datoforordningen. Datoforordningens bestemmelser skal således finde anvendelse medmindre det konkret er bestemt, at datoforordningen ikke skal finde anvendelse. Det er med fristen i toldkodeksens artikel 221, stk. 3, ikke bestemt, at fristberegningen ikke skal ske efter datoforordningen. En fristberegning ud fra datoforordningens artikel 3, stk. 1, 2. pkt. må føre til, at fristen i toldkodeksens artikel 221, stk. 3, er overholdt for denne angivelse, idet fristen må anses at løbe fra den 8. august 1998. Retten finder herved, at det ud fra det oplyste må lægges til grund, at der er sket underretning den 8. august 2001. Det angivne i Told- og Skattestyrelsens Procesvejledning om, at toldkodeksens artikel 221 indeholder særlige regler for toldmyndighederne for at foretage efteropkrævning inden for den særlige 3-års frist, skal efter Landsskatterettens opfattelse ses i forhold til de i procesvejledningen beskrevne fristregler inden for skatte- og afgiftsområdet.

Retten finder således, at toldcentrets efteropkrævning har været foretaget med rette.

Under henvisning til EU-Kommissionens beslutning af 3. oktober 2002 finder retten imidlertid, at der skal ske forelæggelse af sagen for EU-Kommissionen med henblik på en vurdering af, om der kan indrømmes toldgodtgørelse efter toldkodeksens artikel 239.

Landsskatteretten pålægger således Told- og Skattemyndigheden at forelægge sagen for EU-Kommissionen med henblik på at vurdere, om der kan ydes godtgørelse efter toldkodeksens artikel 239, jf. gennemførelsesbestemmelsernes artikel 905, stk. 1, samt efterfølgende at træffe afgørelse på grundlag af EU-Kommissionens beslutning, jf. gennemførelsesbestemmelsernes artikel 908, stk. 2.