Dato for udgivelse
27 Feb 2004 10:33
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
8. december 2003
SKM-nummer
SKM2004.93.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
S 1071/2003
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Straf
Emneord
spilleautomatloven, spilleautomatdrift, tilladelse, synsgodkendelse, spilleautomater, opkobling - kontrolsystemet - konfiskation
Resumé

T1 var tiltalt for i nogen tid indtil den 6. februar 2003 at have overtrådt spillautomatloven ved at have opstillet og drevet virksomhed med 5 gevinstgivende spilleautomater uden tilladelse, uden synsgodkendelse og manglende opkobling til det centrale kontrolsystem hos Spillemyndigheden. Der var tale om 3 pokerautomater og 2 almindelige gevinstgivende automater. T2 var alene inddraget i sagen, fordi han ejede de to almindelige gevinstgivende automater, der - ligesom pokerautomaterne - ikke ville kunne kobles op til kontrolsystemet. Alle automater ønskedes således konfiskeret. For T1´s vedkommende var der nedlagt påstand om en bøde på 15.000 kr. - T1 tilstod og blev idømt en bøde på 4.000 kr., hvorved der blev taget hensyn til hans økonomiske situation og til, at der samtidig hos ham blev konfiskeret genstande til en ikke helt ubetydelig økonomisk værdi. Endvidere konfiskeredes hos T1 et mindre kontantbeløb, som var fundet i automaterne. T2 erklærede sig enig i konfiskation efter straffelovens § 77a (som ikke kræver forudgående domfældelse for strafbart forhold).

Reference(r)

Spilleautomatloven § 6, stk. 1 
Spilleautomatloven 2002 § 17, stk. 1, jf. § 40, stk. 1
Bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 § 3, stk. 1 
Bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 § 16, jf. § 26, stk. 1
Straffeloven § 75, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 
Straffeloven § 77a.

Køge Byrets dom af 8. december 2003, S 1071/2003

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T.1
og
T.2

Anklageskrift er modtaget den 11. november 2003.

T.1, for overtrædelse af lov om gevinstgivende spilleautomater § 6, sammenholdt med § 5, og § 17, stk. 1, jf. § 40, stk. 1, nr. 1, og for overtrædelse af bekendtgørelse om gevinstgivendespilleautomater § 3 og § 16, jf. § 26, ved

forsætligt eller i hvert fald groft uagtsomt gennem nogen tid indtil senest den 6. februar 2003 ca. kl. 19.50 på ejendommen ... uden tilladelse fra spillemyndigheden at have opstillet og haft virksomhed med drift af 5 gevinstgivnende spilleautomater, nemlig:

 -  

en spilleautomat af fabrikat Compu-Game, mærket Flamingo (serie nr. 952763),

 -

en spilleautomat af fabrikat Compu-Game, mærket Hugo (serie-nr. 961503),

 -

en spilleautomat af mærket American Poker (serie nr. 9051),

 -

en spilleautomat af mærket American Poker (serie nr.8078) og

 -

en spilleautomat af mærket Dywa Cherry Bonus. Dertil kommer,

 -

at spilleautomaterne ikke inden opstillingen var godkendt af et af
spillemyndigheden akkrediteret institut, og

 -

at spilleautomaterne ikke var tilsluttet det centrale overvågningssystem hos
spillemyndigheden,

Anklagemyndigheden har for så vidt angår tiltalte T.1 nedlagt påstand om bødestraf og påstand om konfiskation med forbehold af tredjemands bedre retsstilling i medfør af straffelovens § 75, subsidiært § 77 a, af ovennævnte spilleautomater, der er taget i bevaring under sagen.

Anklagemyndigheden har endvidere for så vidt angår tiltalte T.1 nedlagt påstand om konfiskation i medfør af straffelovens § 75 af kontantbeløbene henholdsvis 382 kroner og 750 kroner, i alt 1.132 kroner, der ligeledes er taget i bevaring som fundet liggende i henholdsvis spilleautomaten af mærket American Poker (serie nr.8078) og spilleautomaten af mærket Dywa Cherry Bonus.

Anklagemyndigheden har for så vidt angår tiltalte T.2 nedlagt påstand om konfiskation i medfør af straffelovens § 77 a af de i tiltalen nævnte spilleautomater, som ejes af tiltalte T.2:

-

spilleautomaten af fabrikat Compu-Game, mærket Flamingo (serie nr. 952763) og

-

spilleautomaten af fabrikat Compu-Game, mærket Hugo (serie nr. 961503),

idet disse spilleautomater efter deres konstruktion ikke vil kunne tilsluttes det centrale overvågningssystem hos spillemyndigheden.

Disse spilleautomater - som altså faktisk har været brugt ved den i tiltalen mod T.1 beskrevne strafbare overtrædelse af lov om gevinstgivende spilleautomater - må derfor befrygtes at ville blive brugt ved lignende strafbare handlinger, såfremt konfiskation ikke finder sted.

Tiltalte T.1 har erkendt sig skyldig.

Tiltale T.2 har erklæret sig enig i konfiskation.

Der er under sagen afgivet forklaring af begge de tiltalte.

Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Rettens bemærkninger

Tiltalte T.1 har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at de tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes under henvisning til, at tiltalte fra starten har medvirket beredvilligt til sagens opklaring, til tiltaltes økonomiske situation, og til at der konfiskeres maskiner til en ikke ringe værdi til en bøde på 4.000 kr., jf. lov om gevinstgivende spilleautomater § 6, sammenholdt med § 5, og § 17, stk. 1, jf. § 40, stk. 1, nr. 1, og for overtrædelse af bekendtgørelse om gevinstgivende spilleautomater § 3 og § 16, jf. § 26.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 8 dage.

Anklagemyndighedens påstand om konfiskation af spilleautomaterne tages til følge efter straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.

De i maskinerne fundne kontantbeløb konfiskeres i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, som nedenfor anført.

Hos tiltalte T.2 konfiskeres i medfør af straffelovens § 77a to spilleautomater, som nedenfor anført.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T.1 skal betale en bøde på 4.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 8 dage.

Hos tiltalte T.1 konfiskeres 1.132 kr. samt 5 gevinstgivende spilleautomater, nemlig:

en spilleautomat af fabrikat Compu-Game, mærket Flamingo (serie nr. 952763),

en spilleautomat af fabrikat Compu-Game, mærket Hugo (serie nr. 961503),

en spilleautomat af mærket American Poker. (serie nr. 9051) ,

en spilleautomat af mærket American Poker (serie nr.8078) og

en spilleautomat af mærket Dywa Cherry Bonus.

Hos tiltalte T.2 konfiskeres:

-     

en spilleautomat af fabrikat Compu-Game, mærket Flamingo (serie nr. 952763)
og

en spilleautomat af fabrikat Compu-Game, mærket Hugo (serie nr. 961503).