Dato for udgivelse | 27 Feb 2012 19:45 |
Resumé | Der er brug for en afklaring af lovligheden af det gebyr, som Post Danmark i lighed med andre postvirksomheder opkræver af magasiner sendt uden for EU, før regeringen vil ændre momsloven om moms på magasiner. |
Regeringen har besluttet at udskyde den del af lovforslaget L12, som omhandler en ændring af momsloven om moms på magasiner trykt uden for EU. Ændringen ville betyde, at magasiner vil blive pålagt moms, uanset hvor de er trykt.
Denne del af lovforslaget L12 blev sendt i høring allerede sidste år af VK-regeringen og blev overtaget af den nuværende regering, der nu udskyder ændringen.
Skatteminister Thor Möger Pedersen siger:
"Der er rejst spørgsmålstegn ved, om det gebyr, som Post Danmark opkræver i de tilfælde, hvor magasiner sendes enkeltvis fra steder uden for EU direkte til privatpersoner i Danmark, er i overensstemmelse med internationale regler. Det er der brug for nu at undersøge, og derfor har regeringen besluttet at udskyde lovforslaget".
Thor Möger Pedersen understreger, at det stadig er regeringens intention at ændre den del af momsloven, som skaber konkurrenceforvridning til skade for virksomheder inden for EU.
"Regeringens mål med lovforslaget har primært været at skabe ens konkurrencevilkår for virksomhederne ved at sikre, at der betales moms af alle magasiner, uanset om de er trykt inden for eller uden for EU. Derfor håber jeg også, at vi kan finde en løsning på de spørgsmål, der er rejst".
"Regeringens intention har aldrig været at gøre de udenlandske magasiner uforholdsmæssigt dyre, men alene at sikre ens konkurrencevilkår for virksomhederne. Derfor vil vi nu se på, om håndteringen af momsopkrævningen i forbindelse med import kan ske på en mindre omkostningstung måde".
Yderligere oplysninger:
Journalister: SKATs pressefunktion på tlf. 72 37 09 00