Dato for udgivelse
12 mar 2012 08:35
Resumé

SKAT-undersøgelse i udsatte byområder afslører omfattende snyd med skat og moms. 152 sager med mistanke om socialt bedrageri sendt videre til kommunerne.


40 mio. kr. ekstra i skat og afgifter blev det kontante resultat af, at SKAT sidste år satte fokus på indkomstforholdene i 26 udvalgte byområder over hele landet. 908 gange kunne SKAT konstatere, at enten private eller virksomheder ikke betalte det, de skulle i skat eller moms.

Derudover har kommunerne fra SKAT fået sendt 152 sager med formodning om socialt bedrageri for eksempel ved at bruge såkaldte fædrehoteller eller om førtidspension, hvor personen alligevel arbejder.

Og SU-styrelsen har fået tilsendt 19 sager, hvor SKAT også har en formodning om, at der kan være tale om snyd på den måde, at den unge SU-modtager kun på papiret er flyttet hjemmefra.

SKAT er i øjeblikket ved at vurdere, om 139 af sagerne skal føre til en sigtelse for groft uagtsom eller forsætlig moms- eller skatteunddragelse.

Skatteminister Thor Möger Pedersen siger:

- Det er fuldstændig uacceptabelt, når nogen snyder fællesskabet. Alle skal bidrage, og alle har et ansvar for, at vores samfund hænger sammen. Derfor vil SKAT fortsætte indsatsen mod skattesnyd og socialt bedrageri.

Misbrug af TastSelv
Blandt lønmodtagere interesserede SKAT sig i første halvdel af året særligt for lønmodtagere, som tilsyneladende ikke havde noget privatforbrug. Senere fokuserede SKAT på særligt store fradrag, som lønmodtageren havde bevilget sig selv i TastSelv-systemet. Det er for eksempel befordringsfradrag, lønmodtagerudgifter, rejseudgifter eller underholdsbidrag, som lønmodtageren havde bevilget sig selv over flere år. I de tilfælde klapper fælden flere år tilbage med efterbetalinger.

Dem, der har misbrugt TastSelv-systemet, bliver sat i karantæne, så de ikke kan gøre det i fremtiden. En del af disse penge er sendt til udlandet og uberettiget fratrukket i indkomsten.

- Vores undersøgelser tyder på, at trafikken med store fradrag for lønmodtagere i TastSelv nærmest er sat i system på bestemte arbejdspladser. I andre tilfælde kunne vi se den samme adfærd i hele familier, oplyser Erik Rosenbæk, leder af SKATs indsatsprojekt.

Driver virksomhed med førtidspension
Mere end 500 virksomheder er blevet undersøgt og en del er besøgt uanmeldt. Her viste det sig, at nogle indehavere modtog førtidspension eller anden social ydelse. I flere tilfælde blev virksomheden herefter solgt til et familiemedlem, men en efterfølgende kontrol viste, at den forrige ejer fortsat arbejdede i virksomheden. 

Kun 10 procent af omsætningen opgivet til SKAT
En restaurant kan tilmelde sig internetbaserede servicetjenester, hvor kunderne kan bestille for eksempel pizza til levering i hjemmet. Herefter er det servicetjenesten, der formidler bestillingen til et pizzeria.

- I et tilfælde havde et pizzeria opgivet en årlig omsætning på 80.000 kr. Men ifølge de oplysninger, vi fik fra servicetjenesten, havde de alene formidlet en omsætning på mere end 900.000 kr. Det kostede en stor efterbetaling af både skat og moms, fortæller Erik Rosenbæk.

Projektet "udsatte byområder" var ét af de særlige projekter på Finansloven for 2011. Opgaven for SKAT var at undersøge omfanget af skattesnyd og muligt socialt bedrageri i de 26 danske ghettobebyggelser, der var defineret af Socialministeriet, og som blandt andet var karakteriseret ved, at flere end 40 procent af beboerne i alderen 18-64 hverken havde arbejde eller var under uddannelse. SKAT brugte i alt 40 medarbejdere på projektet.

Også i SKATs indsatsplan for 2012 er der stærk fokus på at hindre skattesnyd.

Yderligere oplysninger:
Journalister: Projektejer Erik Rosenbæk tlf. 30 92 44 29 eller Skats pressefunktion tlf. 72 37 09 00
Borgere og virksomheder: SKATs hovednummer tlf. 72 22 18 18