Dato for udgivelse
28 Mar 2012 10:06
Resumé

På mødet blev der blandt andet drøftet bemanding af Kundecenter Person, grænsekontrol, nyt skat.dk, status DMR mv.


Sted

NORDIA Advokatfirma, Lille Gråbrødrestræde 1, 1, 5000 Odense C

Til stede

Eksterne:
Claus Bo Larsen
Peder Foldager
Niels Bebe
Bent T Sørensen
Jens Tofthøj
Peter Eilertsen
Martin Holm Land

SKAT Syddanmark:
Karin Bergen
Bente Bill
Steen dePlace Hansen
Jens-Erik Jørgensen
Ulla Rønnow

Afbud fra:

Eksterne:
Pia Wrang
Kirsten Simonsen
Claus Pedersen
Torben Riis

SKAT Syddanmark:
Anne Munksgaard

1. Velkomst og godkendelse af dagsorden
Karin orienterede om ændringen i udvalgets sammensætning som følge af sammenlægning mellem FSR og FRR samt ændring i SKAT, hvor Ole Christensen har valgt at fratræde med pension, og Bente Bill er ny skattedirektør for Kundeservice.

Dagsordenen blev godkendt.

2. Opfølgning siden sidst
Adgang til afdødes skattemappe
På møde nr. 4 i marts 2011 blev det nævnt, at man fandt det uværdigt, at efterlevende ægtefælle skulle bede om adgang til afdødes data. Adgangen er nu blevet lettere og teksterne på skat.dk er opdateret. Det betyder, at ægtefæller, der sidder i uskiftet bo automatisk får autorisation til afdødes TastSelv-side. Som udpeget kontaktperson for et privat skiftet bo, kan man ringe til SKAT og få adgang. Advokater og revisorer kan sende en mail til SKAT, vedhæftet den underskrevne skiftefuldmagt, og få adgang.

Klager på ejendomsvurderingen 2008
På møde nr. 5 blev klager på ejendomsvurderingen 2008 drøftet. Karin Bergen oplyste, at status den 16. marts 2012 er, at vi på landsplan har knap 1.100 uafsluttede sager vedrørende 2008-vurderingen (omkring 200 af dem er først modtaget af ankenævnene i 2011).  Af de 1.100 sager er ca. 400 igangværende. Det er fortsat SKATs vurdering, at hovedparten af sagerne (modtaget før 2011) er afsluttet senest november 2012.

Niels Bebe spurgte til hurtigere sagsbehandlingstid. Karin kunne fortælle, at SKAT nu tilfører 13 årsværk til området, så det skulle gerne hjælpe.

Info til unge mennesker
Karin orienterede om, at Pia Wrang, på opfordring fra SKAT, på næste møde vil orientere om Sydbanks initiativer i forhold til undervisning af de unge mennesker. De unge er også en udfordring for SKAT: De har let ved at bruge nettet, men de har vanskeligt ved at forstå skattesystemet.

3. Peak og bemanding af Kundecenter Person
Karin Bergen fortalte, at SKAT i år var bedre forberedt end nogensinde før til da årsopgørelsen blev frigivet den 5. marts, og det gjorde, at vi ikke blev lagt ned. Vi havde forinden flyttet 37 medarbejdere til Kundecenter Person, og medarbejdere fra øvrige enheder i Syddanmark bemandede yderligere 60 telefoner.  Derfor kunne vi holde en ventetid på et acceptabelt niveau i den første uge, og allerede i 2. uge er vi meget tæt på en normalsituation.

På trods af den øgede ressourceindsats på telefonerne fra 5. marts valgte mange at sende mails til SKAT, særligt i weekenden og om aftenen, og der er derfor drøftelser om til næste år at udvide åbningstiden på telefonerne i den travle periode.

Der var stor succes med 1,6 mio. kunder på tastselv i åbningsweekenden den 3 og 4. marts. For ikke at få de samme problemer som tidligere år, hvor hjemmesiden er gået ned i forbindelse med offentliggørelsen af årsopgørelsen, er der installeret en kø-løsning, som overvåger systemerne og giver melding om kødannelse til borgeren og en automatisk tilbagemelding med åbningsbillede, når der er adgang.

Korrigerede årsopgørelser tilbage til år 2000 vedrørende kapitalafkastsager blev drøftet. Der var i alt tale om 800.000 opgørelser, som SKAT havde lidt udfordringer med at køre elektronisk. Det har givet nogle henvendelser, men omvendt har der også været kunder, der har fået penge tilbage, som fejlagtigt har troet, at der var tale om overskydende skat for 2011, og at de derfor ikke skulle forholde sig til årsopgørelsen for 2011.

4. Status grænsekontrol
Steen dePlace Hansen orienterede om regeringsgrundlaget fra oktober 2011, hvoraf det fremgår, at "Regeringen vil arbejde for en effektiv bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet indenfor Schengensamarbejdet. Danmark skal i samarbejde med vores nabolande udføre en effektiv toldkontrol baseret på en mobil, fleksibel og efterretningsbaseret indsats i overensstemmelse med de fælles regler, der gælder i EU. Planerne fra maj 2011 om at opføre nye kontrolanlæg ved de danske grænser vil ikke blive gennemført."

I stedet for opførelsen af de nu opgivne nye (permanente) kontrolanlæg ved de danske grænser skal der således i overensstemmelse med de relevante EU- og Schengen-regler etableres mobil, fleksibel og efterretningsbaseret indsats, som vil gøre toldkontrollen mere moderne og effektiv.

Der er afsat ekstra årsværk i finansloven. Det er dog ikke helt på højde med, hvad de tidligere aftalepartnere havde besluttet.

Toldkontrollen ved de indre grænser tilrettelægges og gennemføres med fokus på grænseoverskridende kriminalitet rettet mod ulovlig indførsel af for eksempel våben, narkotika, dopingstoffer og medicin. Kontrollen gennemføres af mobile enheder i området nær grænsen i et tæt samarbejde med politiet og andre myndigheder.

Mens kontrol af pengereglerne fortsat skal gennemføres som grænsestregskontroller, vil toldkontroller af mistænke (baseret på efterretninger) blive gennemført dér, hvor det er mest relevant.

Gennem en risikobaseret tilrettelæggelse af toldkontrollen sikres, at SKAT til stadighed udnytter indsamlede informationer optimalt, således at det bliver muligt målrettet at gå efter specifikt udvalgte emner for kontrollen.

Karin Bergen supplerede med, at det samtidig er en kulturændring, vi er i gang med. Medarbejderne kan ikke bruge deres 'tolder-næse', uden der først er foretaget en risikovurdering. 

Der blev spurgt til anvendelsen af mobile scannere. Steen dePlace Hansen svarede, at SKAT anvender mobil scanner, men at SKATs bedste redskaber faktisk er hundene.

5. Præsentation af nyt skat.dk
Karin Bergen orienterede om den ny www.skat.dk. En undersøgelse blandt SKATs kunder er grundlaget for, at hjemmesiden nu ser ud, som den gør. Hjemmesiden er nu meget lettere at finde rundt på, og den er dynamisk, så de to ?blokke? på forsiden hele tiden bliver opdateret, så dét, der er flest, der spørger til, kommer til at stå i 'blokkene'.

I Kontaktudvalget var der stor tilfredshed med og ros til hjemmesiden. Følgende input til forbedringer bringer Karin Bergen videre:

  • Link til satser og beløbsgrænser ligger alene under 'Jura, tal og statistik', men bør også ligge som link fra 'Virksomhed'
  • De juridiske vejledninger og momsvejledningen er stadig tunge og svære at manøvrere i. Der er ønske om at de bygges op med 'bokse' som siderne for 'Borger' og 'Virksomhed'
  • 'Iværksættere' kunne med fordel også stå under 'Borger', så den er lettere at finde for de, der overvejer at starte virksomhed. Der var også forslag om at 'Iværksættere' kommer på forsiden, hvilket også harmonerer med SKATs strategi og det politiske fokus på at få flere i gang med selvstændig virksomhed

Der var spørgsmål til NemID og om, hvornår virksomhederne kommer på og, hvornår vi går helt væk fra TastSelv-koden. Karin Bergen lovede at undersøge status, så det kan blive meldt ud på næste møde.

6. Complianceresultater
Ud fra det omdelte materiale orienterede Steen dePlace Hansen om complianceresultaterne (efterrettelighed), på baggrund af de to store undersøgelser vedrørende 2006 og 2008. Resultaterne er offentliggjort i januar 2012.  

I 2008-undersøgelsen indgår 4500 borgere og 3000 virksomheder, som er tilfældigt udvalgt i hele landet. Resultaterne af complianceundersøgelsen lægges ind i risikovurderingen forud for indsatsplanlægning. Men derudover anvendes resultaterne også til lov- og regelændring. Flere forhold fra 2006-undersøgelsen er blevet til forslag i skattereformen.

Beregninger har vist, at vi ville have haft et merprovenu på op til 27 mia. kroner, hvis alle spillede efter reglerne. Det er ikke på borgerområdet, det går galt. Her er der kun knap 6% med fejl og under ½% med snyd. På virksomhedsområdet er der fejl i 52% af sagerne (mod 42% i 2006), heraf indgår 10% som snyd. I de små virksomheder er der mange store bogføringsfejl. I Kontaktudvalget var der bemærkninger om, at det måske kan skyldes krisen, og at mange derfor vælger at bogføre selv, uden at være sikker på, hvordan de skal gøre det.

Steen dePlace Hansen oplyste, at SKAT også vil sætte ind overfor rådgiverbranchen, og i forlængelse heraf var der forslag om allerede at sætte ind i forhold til de virksomheder, der udbyder bogføringssystemerne. Der var også bemærkninger om, at SKATs mindre synlighed kan gøre noget ved efterretteligheden.

7. Status DMR

Bente Bill orienterede om beslutningen om at digitalisere CRM, som derfor bliver erstattet af Motorregistret den 6. juni 2012.

  • For køretøjsimportører og -producenter betyder det, at de selv skal oprette køretøjer, når CRM afløses af Motorregistret. Hvis importøren eller producenten ikke opretter køretøjet i Motorregistret, kan køretøjet ikke registreres
  • For Forhandlere betyder det, at de kan indregistrere køretøjer elektronisk, anmode om forsikring på køretøjer, og selv sætte plader på køretøjerne
  • Forsikringsselskaberne får fuldt elektronisk adgang til Motorregistret, og en lang række andre interessenter får adgang til at se eller ændre i oplysninger om køretøjer og køretøjets ejer og brugerforhold.

På grund af opdateringer og konvertering af data fra CRM til DMR holder SKATs nummerpladeekspeditioner lukket fredag den 1. juni og mandag den 4. juni. Tirsdag den 5. juni er Grundlovsdag og almindelig lukkedag i SKAT. Onsdag den 6. juni åbner vi igen.

Det nye system gør, at henvendelserne til SKATs nummerpladeekspeditioner skal ekspederes færdige, mens kunden er hos SKAT. Det kan give mere kø. Men det vil også være afgørende for kødannelsen, hvor mange forhandlere, der har meldt sig på det nye system, når det går i luften den 6. juni.

8. Kvalitet i vejledning
Bente Bill orienterede om Projekt Kvalitet i Vejledning, som har været pilotprojekt i Syddanmark men nu er rullet ud på landsplan. Kvalitet i Vejledning betyder, at kunderne får samme og korrekte svar uanset hvilken skatteekspedition i landet, de henvender sig til. Men det betyder også, at der er spørgsmål, vi ikke svarer på ved fysisk fremmøde. Det skyldes, at visse spørgsmål er så sjældne og så vanskelige, at vi ikke kan opretholde tilstrækkelig faglig viden i alle skatteekspeditioner til at kunne svare på dem. I disse tilfælde får kunderne meget bedre service ved at ringe til SKAT og tale med en specialist.

9. Visiteret tidsbestilling
Ulla Rønnow orienterede om Projekt Visiteret tidsbestilling, som er et pilotprojekt, der skal afprøves i skatteekspeditionen i Haderslev fra den 15. maj 2012. Fra denne dato kan kunderne ikke henvende sig personligt til skatteekspeditionen uden først at være visiteret til en tid. Det betyder, at kunderne, der hører til Haderslev, skal ringe til SKAT, hvis de ikke er digitalt selvhjulpne. I langt de fleste tilfælde vil kunderne kunne få svar pr. telefon, men hvis det ikke er muligt at afklare kundens henvendelse dér, vil kunden blive visiteret til en tid til personligt fremmøde i Haderslev. Når kunderne møder til en aftalt tid, undgår de ventetid, og spørgsmålet kan klares hurtigere, fordi medarbejderne kender spørgsmålet på forhånd.

Ultimo 2012 vil der blive truffet beslutning om i hvilket omfang visiteret tidsbestilling kan implementeres i de øvrige skatteekspeditioner i landet.

10. Regelforenkling
Regeringen vil fortsat satse på forenkling, men på en ny måde. Erhvervs- og Vækstministeriet kommer med et oplæg, og det ligger klart, at Erhvervsstyrelsen skal være den udfarende kraft i styringen og administrationen af beslutningen.

Erhvervsorganisationerne vil få en central placering i arbejdet. Det peger på en mulighed for, at de lokale organisationer kan gå i to spor: Via Det Regionale Eksterne Kontaktudvalg eller via egen organisation.

11. Virksomhedsplan 2012
Karin Bergen orienterede om virksomhedsplanen 2012, som er prioriteret i 7 fokusområder, hvor de, der fylder mest lige nu er:

Restancer - vi fastholder fokus
I 2011 fik vi 'knækket kurven', det vil sige restancerne blev mindre på erhvervsområdet, men desværre ikke på personområdet. Blandt andet fastsættelser, er vi selv herre over, og netop fastsættelser betyder, at 20% af restancerne er skønsmæssige restancer. Disse restancer er vanskelige at inddrive, og desuden er de 'forkerte'. Det er et område, vi vil have stor fokus på i 2012. 

It-systemer - vi implementerer it-systemer
Vi har fokus på sikker implementering og på at opretholde produktionen samtidig med, at vi realiserer de gevinster, som systemmoderniseringen giver. De nye systemer skal opleves som en forbedring, både hos SKATs kunder og internt i SKAT. DMR er ét af de nye systemer, og det går i luften 6. juni. Andre systemer er desværre udsat omkring et år.

Kompetencer - vi matcher kompetencer
I 2012 fortsætter vi vores arbejde på kompetenceområdet, og vi ser på, hvordan vi opnår det rette match mellem opgaver og kompetencer. De nye systemer betyder, at der forsvinder opgaver til 4-600 medarbejdere, og fremadrettet er det højere kompetencer, vi har brug for. Selvom vi nu vil gennemgå alle medarbejderes placering, så tror vi på, at langt de fleste sidder med opgaver, de også fremadrettet skal varetage. Der er ikke tale om en fyringsrunde, men det kan ikke undgås, at der vil være nogle, der ikke kan kompetenceudvikles til at varetage andre områder.

Skattepolitisk forberedelse - vi udarbejder det bedst mulige beredskab
Karin fortalte, at der nu ligger en skitse til en skattereform, hvor betingelserne er, at den skaffer arbejdspladser, økonomi og samtidig er social afbalanceret. Syddanmark har produceret over 300 forslag til reformarbejdet.

De øvrige tre fokusområder er:

  • Virksomhedsområdet - vi forbedrer regelefterlevelsen
  • Kundekanaler - vi vil betjene kunderne med effektivitet og kvalitet. De to omtalte projekter Kvalitet i Vejledning og Visiteret tidsbestilling udspringer af dette fokusområde
  • Effektiv administration ? vi sikrer forenkling, sammenhæng og overblik

12. Bordet rundt
Intet til dette punkt.

13. Næste møde
Onsdag 12. september 2012 hos Danfoss i Rødekro eller Nordborg.