Hvis der ikke er betalt den korrekte afgift ved anmeldelsen til tinglysning, skal der betales en forhøjet afgift, jf. § 20.

Den forhøjede afgift er på 5 % af det skyldige afgiftsbeløb, dog minimum 200 kr. Det betyder, at hvis den forhøjede afgift på 5 % af det skyldige afgiftsbeløb er under 200 kr., rundes beløbet op til 200 kr.

Hvis det skyldige afgiftsbeløb og den forhøjede afgift ikke er blevet betalt inden udløbet af betalingsfristen på 14 dage, skal der betales renter, jf. § 19, stk. 3. Renten beregnes i h.t. § 7 stk. 2, i lov om opkrævning af skatter mv.

Skyldige afgifter og andre skyldige beløb efter tinglysningsafgiftsloven inddrives ved udpantning og ved indeholdelse i løn mv. Andre skyldige beløb omfatter bl.a. renter og forhøjet afgift, der påhviler den afgiftspligtige. Beløbene indeholdes efter reglerne i lov om inddrivelse af skatter og afgifter mv. og reglerne i § 14 i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv.