I den tredje store fælles aktion mod social dumping tjekkede medarbejdere fra SKAT, Arbejdstilsynet og politiet fra tidlig tirsdag morgen til sent i aftes forholdene hos godt 100 virksomheder på næsten 100 forskellige arbejdspladser i byggebranchen og i restaurationsbranchen.
Ligesom ved de to første fælles aktioner viser resultaterne, at der fortsat er problemer med at betale skat og moms af indtægterne hos en del af de i alt 270 personer. Men der var også enkelte lyspunkter.
- På en sjællandsk byggeplads havde vi modtaget antydninger af, at der på arbejdspladsen med flere end 100 udenlandske medarbejdere, sikkert ville være en del at komme efter for os. Da vi mødte op, viste det sig, at alle forhold var helt i orden med flot orden på papirerne, fortæller Skatteministeriets ansvarlige for projektet om social dumping, skattedirektør Per Jacobsen, SKAT Midt- og Sydsjælland.
De 270 undersøgte personer fordelte sig med 210 udenlandske statsborgere og 60 danske. Lidt mindre end halvdelen af de danske statsborgere vil blive undersøgt for mistanke om sort arbejde. Hos seks af dem kunne SKAT konstatere, at der kan være tale om socialt bedrageri, fordi de også får udbetalt offentlige ydelser. Disse oplysninger går nu videre til de relevante kommuner og Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Da SKAT dukkede op på arbejdspladserne, valgte i alt seks personer at stikke af, fordi de åbenbart ikke havde noget ønske om at skulle stå til regnskab for deres aktivitet.
Dagens kontroller fordelte sig ligeligt mellem byggepladser og restaurationsbranchen, og SKAT vil følge op og undersøge 44 af virksomhederne nærmere. De fleste er i byggebranchen.
På flere af byggepladserne indgik SKAT på stedet aftaler med danske hovedentreprenører om, at underleverandørerne fremover ansættes som medarbejdere, så der betales løn med skattetræk og ikke som entreprisesum uden skattetræk.
Betegnelsen social dumping bruges om de situationer, hvor udenlandske virksomheder opererer i Danmark udenom danske love og regler, eller hvor udenlandske medarbejdere er beskæftiget uden arbejdstilladelse eller under lovstridige vilkår. Konsekvensen er unfair konkurrence i forhold til virksomheder, der overholder lovgivningen.
Yderligere oplysninger:
Journalister: Skattedirektør Per Jacobsen tlf. 22 60 11 40 eller SKATs pressefunktion tlf. 72 37 09 00
Borgere og virksomheder: SKATs hovednummer, 72 22 18 18