Dato for udgivelse
08 Jun 2012 13:51
Resumé

Referat fra møde afholdt den 22. maj 2012 i Østbanegade 123 i det Specielle Eksterne Kontaktudvalg - Motor (SKU-M). Endelig referat udsendt til udvalgets medlemmer den 25. maj 2012.


Deltagerne i dette møde var følgende:

 Fra SKAT:

Skattedirektør - Motor - Claus Bruun Johannessen
Viceskattedirektør - Motor - Jeannie Ter-Borch
Fg. Kontorchef - Motor, Koordinering og Planlægning - Mette Winkler
Kontorchef - Vejledning og Afregning (IT) - Jan Telling
Afdelingsleder - Motor, CRM - Søren R. Hansen
Afdelingsleder - Borger og Virksomhed, Vejledning - Merete Wadt Jurock
Chefkonsulent - Borger og Virksomhed, Vejledning - Simon Aaskov Thomsen
Fg. Udvalgssekretær - Leif Unterschlak

Erhvervsorganisationerne:

Håndværksrådet - Afbud
Dansk Industri - Anni G. Skov Jørgensen
FSR, Foreningen af Statsaut. Revisorer - Afbud
DAF, Danmarks Automobilforhandler Forening - Afbud
Finans og Leasing - Christian Brandt
CAD, Centralforeningen af Autoreparatører i dk - Per B. Nielsen
FDM, Forenede Danske Motorejere - Casper Schad
DBFU, Dansk Bil-Forhandler Union - Karl-Ove Pedersen
DBI, De Danske Bilimportører - Tejs Laustsen Jensen
Dansk Erhverv - Afbud
Mclf, Motorcykelbranchens Landsforbund - Afbud

  1. Formanden, Skattedirektør Claus Bruun Johannessen byder velkommen

Formanden Claus Bruun Johannessen bød velkommen.
Claus orienterede kort om L 94, der er vedtaget jf. det udsendte nyhedsbrev, om baggrunden for lovforslaget, den lidt hektiske proces og den opfølgende indsats, der forestår. 

Claus nævnte desuden i relation til DMR, at der er sat mange ressourcer ind på at blive klar til den 6. juni, at SKAT er i dialog med interessenterne, og at visse tests først kan afvikles sent, men der er grund til at være fortrøstningsfuld.

  1. Godkendelse af referat fra sidste møde den 20. februar 2012

Referatet fra sidste møde blev godkendt.

  1. Status for DMR

Merete Wadt Jurock orienterede om de helt aktuelle implementeringsplaner. For at være klar den 6. juni må nummerpladeekspeditionerne lukkes under konverteringen, og efter den 31. maj kl. 14 kan der ikke registreres køretøjer i CRM 3.
Den 4. juni vil der blive truffet endelig beslutning om, hvorvidt konverteringen er gået så godt, at der ikke er behov for at kunne "rulle tilbage". Udvalget (SKU-M) vil blive orienteret om resultatet heraf hurtigst muligt.

Merete fremhævede dernæst, at DMR bygger på on-line opdatering i ét samlet flow, så der vil ikke blive ophobet "bunker", men enkelte arbejdsprocesser kan tage lidt tid.
Det er derfor vigtigt, at forhandlerne selv kommer i gang med at indregistrere fra starten. Desuden er VIP-ordningerne ifølge sagens natur opsagt.

Procesvejledningen og brugerhåndbogen lægges ud på nettet, og muligheden for e-learning blev fremhævet. Der er et nyhedsbrev på vej ud, og der vil blive ekstra bemanding af "Motor-slusen" (telefonerne).
De problemer, der bliver identificeret efter den 6. juni, vil løbende blive håndteret. Der er en proces på vej for afmeldingerne, men der er udeståender vedr. bl.a. leasing, camping og trailere.

Merete præsenterede en oversigt over de forskellige "roller", man kan have i DMR, og oversigten vil blive sendt ud elektronisk sammen med referatet.

CAD spurgte, hvorfor registrerede forhandlere ikke kan beholde selvanmelderordningen uden at blive autoriseret nummerpladeoperatør. Merete svarede, at der arbejdes på en anden løsning, som ikke er klar, men det er jo heller ikke før 1. februar 2013, SKATs mange nummerpladeekspeditioner reduceres til fire.
Det blev i den forbindelse præciseret, at betingelsen for at blive autoriseret vedrører salg og leasing af 100 biler, men ikke fx omregistreringer.
Finans og Leasing spurgte (senere), om det kan overvejes at justere grænsen på 100 køretøjer. Claus Bruun Johannessen svarede, at det kan man måske godt, men først når logistikken er på plads.

DBI så frem til DMR, men der har været mange uvarslede ændringer sent i forløbet, som delvist skyldes lovgivningsprocessen. Proceshåndbogen er ude nu, men der skal også være tid til at indrette egne processer. Claus Bruun Johannessen var enig i, at forløbet ikke har været optimalt.  

DBIs bekymring gik ikke på "den store volumen" men på alt det andet, og DBI håbede ikke, de mange nummerpladeekspeditioner vil blive lukket, før der er nye processer og it-løsninger til håndtering af specialkøretøjer mv.
Claus Bruun Johannessen tilkendegav, at dette ikke vil blive tilfældet, og at man i øvrigt har måttet prioritere ønskerne løbende.

Finans og Leasing efterspurgte i den forbindelse en formaliseret proces for prioritering af ønskerne med inddragelse af de eksterne interessenter (følgegruppe el. lign.).
Claus Bruun Johannessen vil overveje dette positivt, idet han tilkendegav, at spørgsmålet om, hvad "Release 2" skal indeholde, ikke er lukket endnu.

Finans og Leasing efterspurgte desuden "system-til-system" løsninger. Simon Aaskov Thomsen oplyste, at det har været på tegnebrættet, men der havde tilsyneladende været større opbakning til portalløsningen.

CAD spurgte, om der også bliver fjernet ressourcer fra registreringsafgiftsopgaven (værdifastsættelsen mv.).  Claus Bruun Johannessen svarede, at det bliver der som udgangspunkt ikke.

Endelig oplyste Merete, at der vil blive "spørgetimer" i de enkelte skattecentre med tilstedeværelse af superbrugere, og at et spørgsmål-svar-katalog vil blive lagt ud på nettet.
I relation til de ekstraordinære åbningstider omkring 6. juni supplerede Simon med, at dybe tekniske problemer nok kun vil kunne løses på hverdage.

  1. Status på sagsbehandlingstiderne ved de fire Motorcentre

Claus Bruun Johannessen redegjorde for, at der er meget travlt for tiden, hvilket både er sæson- og konjunkturbetinget.

Dette kan påvirke sagsbehandlingstiderne, men ressourcerne bliver prioriteret løbende hver uge - med overholdelse af den lovbestemte 3-ugers frist for udbetaling af eksportgodtgørelse som klar førsteprioritet.

Jeannie Ter-Borch supplerede med, at stort alt andet end eksporter og importer for tiden må nedprioriteres.

CAD spurgte, om sagerne bliver behandlet i "rækkefølge" (efter anmeldelsestidspunkt), eller om fx særlige køretøjstyper bliver lagt i en særlig bunke.

Claus og Jeannie svarede, at kun meget specielle køretøjer kan tage ekstra tid, men der er også "fejehold" af medarbejdere med særlige kompetencer, så som udgangspunkt er svaret nej.

  1. Niveaulisterne og dialoggrupper

Jeannie Ter-Borch orienterede herom. Der er ikke sket noget principielt nyt siden sidst.
Nye niveaulister er offentliggjort, og der er indkaldt til nyt møde i dialoggruppen i august.

  1. Eventuelt, herunder aftale for næste møde

Finans og leasing vendte tilbage til spørgsmålet om L 94 og overgangsordningerne i forbindelse hermed og udtrykte bekymring for, om der vil blive administreret efter en ensartet praksis ved de forskellige motorcentre.
Claus Bruun Johannessen bedyrede, at SKAT har meget stor fokus på netop spørgsmålet om ensartet praksis.

Mette Winkler orienterede om kørselsafgifter for lastbiler over 12 tons. Regeringens Ø-udvalg har bevilget penge til det videre arbejde, og der er nu etableret et egentligt projekt, som er forankret i SKAT. Den eventuelle tekniske løsning er endnu ikke valgt.
Finans og leasing spurgte, hvem der kommer til at hæfte i leasing-situationen. Claus Bruun Johannessen svarede, at man slet ikke er nået så langt endnu. I øvrigt er det muligt, en eller flere private operatører kommer til at stå for opkrævningen.
Under alle omstændigheder vil udvalget (SKU-M) løbende blive orienteret om status for projektet.

M.h.t. næste møde var der stemning for at reservere en dato efter DMR-dagen 6. juni, men inden sommerferien, med henblik på til den tid at vurdere, om der er behov for mødet.

I bedes derfor indtil videre reservere fredag den 22. juni 2012 kl. 13-15, som har vist sig at være det eneste mulige tidspunkt i ugerne 24-25. Mødet afholdes i givet fald i Høje-Taastrup.

Har du spørgsmål eller lign. er du velkommen til at kontakte udvalgets faste sekretær på mail Susanne.Echberg@skat.dk og/eller "ferieafløseren" Leif.U@Skat.dk