Indhold

Dette afsnit handler om produkters forskellige egenskaber.

Afsnittet indeholder:

  • Egenskaber skal beskrives
  • Varer
  • Serviceydelser
  • Immaterielle aktiver.

Egenskaber skal beskrives

Produktets egenskaber skal beskrives. Når virksomheden sælger produkter, der adskiller sig væsentligt fra lignende produkter udbudt af konkurrenterne, er det vigtigt at få forskellene beskrevet. Måske har virksomheden ved udformning af emballagen, anvendelse af reklame eller noget lignende, adskilt sig fra konkurrerende produkter i et sådant omfang, at disse ikke kan anvendes som sammenligningsgrundlag i sammenlignelighedsanalysen.

Varer

For varer vil det fx være varens fysiske egenskaber, kvaliteten, emballagen, om der gives udvidet service eller garanti, eller om der er tale om en mærkevare, der skal beskrives. I sidstnævnte tilfælde vil det være vanskeligt at adskille varemærkets værdi fra prisen på selve varen, og dermed vil det være vanskeligt at finde sammenlignelige varer på grund af varemærkets eventuelle unikke karakter.

Serviceydelser

Serviceydelser kan fx være factoring, kontraktforskning, administration af forskellig art eller juridisk bistand. Ydelserne skal beskrives, så der kan søges efter sammenlignelige transaktioner i relation til prisfastsættelsen, men også så det kan afgøres, om ydelserne har økonomisk værdi for modtager. Se afsnit C.D.11.4.7 om ydelsernes nytteværdi.

Immaterielle aktiver

For immaterielle aktiver er det vigtigt at få afklaret, hvilken type rettighed der er tale om, fx patent, varemærke, knowhow eller goodwill. Desuden kan det være relevant at beskrive kontraktens løbetid, rettighedens beskyttelse samt de forventede fordele for brugeren (nytteværdien). Det har ligeledes betydning, om der er tale om salg eller brugsret (licensrettighed) af et immaterielt aktiv.