Beskrivelse
Dokumentationen skal indeholde en beskrivelse af kontraktvilkår i forhold til de kontrollerede transaktioner. Kontraktvilkår omfatter alle væsentlige betingelser vedrørende fordelingen af forpligtelser, rettigheder, risici mv., der ikke kan udledes af funktionsanalysen.
Kontraktvilkår kan fx være specifikke leverings- og betalingsbetingelser, valutarisiko, garantiforpligtigelser, varelagerrisiko, kreditrisiko. Betingelser der afviger fra, hvad der er normalt for branchen eller koncernens normale betingelser, er særligt relevante.
Overensstemmelse i forhold til funktionsanalysen
Der skal som udgangspunkt være overensstemmelse mellem kontraktvilkår og de vilkår der er beskrevet i funktionsanalysen. Skriftlige aftaler og kontrakter med vilkår, som afviger fra, hvad der står i funktionsanalysen, skal beskrives særskilt. Aftaler, hvor det skriftlige indhold ikke stemmer overens med de faktiske betingelser for de kontrollerede transaktioner, skal også beskrives.
Liste over skriftlige aftaler
Dokumentationen skal indeholde en liste over skriftlige aftaler vedrørende de kontrollerede transaktioner. Se BEK nr. 42 af 24. januar 2006 § 8, stk. 1. SKAT kan i forbindelse med en skattekontrol anmode skatteyderen om at udlevere de skriftlige aftaler. Se BEK nr. 42 af 24. januar 2006 § 9. Se også afsnit C.D.11.4.7 om SKATs mulighed for at kræve supplerende oplysninger og materiale.
SKAT anbefaler, at der udarbejdes skriftlige aftaler vedrørende udveksling af koncerninterne vare- og tjenesteydelser, så det i videst muligt omfang undgås, at der efterfølgende kan være tvivl om en aftales indhold.