Indhold

Dette afsnit handler om indberetning af lejeindtægter, når en skattepligtig fysisk person udlejer sin fritidsbolig (sommerhus) via et udlejningsbureau.

Afsnittet indholder:

  • Regel
  • De nærmere oplysninger, der skal indberettes.

Regel  

En virksomhed, som efter aftale med en skattepligtig fysisk person forestår udlejning af den skattepligtiges fritidsbolig, skal til Skatteforvaltningen indberette de lejeindtægter, som den skattepligtige har opnået ved udlejning af fritidsboligen gennem virksomheden det foregående kalenderår. Ved indberetningen skal også oplyses identifikationen af virksomheden og fritidsboligen.

En virksomhed, som ikke er indberetningspligtig, kan efter aftale med en skattepligtig indberette de oplysninger, som er omfattet af indberetningspligten. Denne indberetningen skal i givet fald ske inden udløbet af fristen i SKL § 9 A, stk. 1.

Den skattepligtige, der har indgået en aftale om udlejning af en fritidsbolig med en virksomhed, skal oplyse virksomheden om identifikationen af fritidsboligen.

Se SKL § 11 G.

Bemærk

Hvis en skattepligtig udlejer sin fritidsbolig via et udlejningsbureau, der indberetter lejeindtægten til Skatteforvaltningen, og den skattepligtige anvender en skematisk metode til at opgøre den skattepligtige lejeindtægt, kan den skattepligtig til gengæld anvende et forhøjet bundfradrag på 20.000 kr. frem for 10.000 kr. ved opgørelsen af den skattepligtige lejeindtægt.

De nærmere oplysninger, der skal indberettes

Indberetningspligten efter SKL § 11 G omfatter følgende oplysninger:

  • Identiteten af den indberettende virksomhed (cvr-nr. eller SE-nr.).
  • Ejendomsnummeret på den udlejede ejendom.
  • Den samlede lejeindtægt, som den skattepligtige har oppebåret i året uden fradrag (bruttolejeindtægten).

Den skattepligtige skal til den indberetningspligtige oplyse ejendomsnummeret for fritidsboligen. Dette gælder også for en udlejet fritidsbolig i udlandet, der beskattes i Danmark.

En udenlandsk virksomhed, der efter aftale med en skattepligtig forestår udlejning af den skattepligtiges fritidsbolig, og som efter aftale med den skattepligtige årligt ønsker at indberette lejeindtægten til Skatteforvaltningen, skal forinden registres som indberetningspligtig i overensstemmelse med indberetningsbekendtgørelsens § 2 og § 3.

Se indberetningsbekendtgørelsens § 66.