Parter
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen)
mod
A
(advokat Søren Aagaard)
Afsagt af landsdommerne
Kristian Petersen, Dorte Jensen og Peter Ulrik Urskov (kst.)
Sagens baggrund og parternes påstande
Byretten har den 9. marts 2011 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 10-496/2010).
Påstande
For landsretten har appellanten, Skatteministeriet, gentaget sin påstand for byretten om frifindelse.
Indstævnte, A, har påstået stadfæstelse.
Subsidiært har A nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at A for indkomstårene 2005 og 2006 alene hæfter for A-skat med 50.170 kr. samt AM-bidrag med 14.542 kr. Mere subsidiært har A nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at A for indkomståret 2006 alene hæfter for A-skat med 55.200 kr. samt AM-bidrag med 16.000 kr.
Den subsidiære påstand angår skat og AM-bidrag af 144.892,29 kr., som efter en opgørelse, der er fremlagt af A, udgør løn og rejsegodtgørelse betalt af G1 til 5 navngivne medarbejdere, og af 36.882 kr., der ifølge faktura af 7. december 2005 er betalt til G2.
Den mere subsidiære påstand angår skat og AM-bidrag af 200.000 kr., som A angiver at have betalt i anledning af faktura nr. ... af 10. december 2006 på 250.000 kr. inkl. moms.
Supplerende sagsfremstilling
Der er for landsretten fremlagt brev af 11. december 2006 fra OK med bekræftelse på, at der er betalt 200.000 kr. på faktura nr. ..., og at A betaler moms med 50.000 kr.
Der er endvidere fremlagt notat af 22. december 2006 om SKAT's uanmeldte kontrolbesøg den 22. november 2006 og den 4. december 2006 hos A.
Forklaringer
A har supplerende forklaret, at han og OK sammen besigtigede området med træer, inden den første kontrakt blev indgået, og det gentog sig, da de indgik de senere kontrakter. Han kontaktede sin revisor for at høre, om det var i orden at indgå kontrakt med et polsk firma. Det bekræftede hun. Hun sagde, at det var som at indgå kontrakt med et tysk firma. Hun har ikke set nogen af kontrakterne. Han har en del handler med Tyskland med biler, og han opfatter det sådan, at der ikke er moms, når det er inden for EU.
Da skattevæsenet kom på besøg den 22. november 2006, var han selv travlt beskæftiget med at sætte pallesedler på. En kvindelig medarbejder, IK, fra SKAT sagde, at den polske virksomhed skulle momsregistreres i Danmark. Det var hans reaktion, at dette straks måtte ordnes, og han hjalp OK med at blive registreret.
Da skattevæsenet kom igen den 4. december 2006, var der 3 medarbejdere med fra SKAT, og OK deltog også. Han spurgte IK, om der var noget i vejen med kontrakten, og om den var fyldestgørende. Hun sagde, at den var fin nok. Medarbejderne fra SKAT kiggede også på nogle spørgeskemaer. Han talte herefter i telefon med IK den 15. december 2006, hvor hun sagde, at hun ville anse det som arbejdsudleje, og at han skulle indbetale skat og AM-bidrag. Han oplyste hende om, at han havde betalt for arbejdet, og at de polske arbejdere var taget hjem. Hun sagde, at så kom han til at hæfte for beløbet til SKAT.
OK var taget af sted den 11. december 2006. Han var i tvivl, om han skulle betale momsen til G1, eller om han skulle beholde denne del og selv indbetale momsbeløbet. Han forsøgte telefonisk at komme i kontakt med SKAT, men selv om han 2 gange på 2 på hinanden følgende dage ventede mere end ½ time for at komme igennem, lykkedes det ikke. Han kontaktede herefter sin revisor, som sagde, at han skulle beholde pengene og selv indbetale momsen.
OK forklarede på mødet den 4. december 2006, at G1 selv havde 5 medarbejdere, og at G1 havde en underentreprenør, der også var repræsenteret med 5 medarbejdere. Selv var han ikke klar over, hvor mange arbejdere der var i alt. OK havde i forbindelse med indgåelsen af den første kontrakt spurgt ham, om han mente, at 10 medarbejdere ville være nok, og det havde han bekræftet. De arbejdede flere forskellige steder, og han var selv travlt beskæftiget med andet arbejde i sit autoværksted på ejendommen. Det var OK, der alene styrede, hvor mange medarbejdere der skulle være. Under tilsynsbesøget den 22. november 2006 var han klar over, at der på dette tidspunkt var beskæftiget 10 polske arbejdere.
Foreholdt, at det fremgår af referatet af tilsynsbesøget den 4. december 2006, at IK orienterede om arbejdsudlejereglerne og meddelte, at det var SKATs umiddelbare opfattelse, at kontrakterne var omfattet af disse regler har han forklaret, at han ikke kan huske, at begrebet arbejdsudleje blev drøftet på mødet. Han havde ikke hørt om dette begreb før under telefonsamtalen den 15. december 2006.
De opgavebeskrivelser, der er i kontrakterne om fældning af ikke klassificerbare træer, vedrører træer af forskellig størrelse, som ikke kunne afsættes. Det var hans aftagere, der havde mærket de træer, som de skulle have. Han er i tvivl om hvilke mærker, der blev sat på hvilke træer, da det er 5 år siden.
Han var en gang imellem ude at kigge på, om arbejdet var i orden, inden firmaerne fik udbetalt penge. Han kan ikke huske, hvor ofte det foregik. Områderne med træer lå et stykke fra gården.
Procedure
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og procederet i overensstemmelse hermed.
Skatteministeriet har til støtte for sin påstand nærmere gjort gældende, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at han ikke har udvist forsømmelighed. I den forbindelse er det uden betydning, om han gik ud fra, at der forelå entreprise, om retsområdet i 2005-06 var særligt udviklet eller ej, eller om han måtte have misforstået beskeder fra SKAT. Efter bestemmelsernes ordlyd og retspraksis, handler en arbejdsgiver forsømmeligt, med mindre han har noget positivt at støtte sig til, således at han med føje kan gå ud fra, at der ikke skal indeholdes A-skat og AM-bidrag, hvilket ikke er tilfældet i denne sag. Ukendskab til retsreglerne diskulperer ikke. A har ikke undersøgt retsreglerne om indeholdelsespligt vedrørende arbejdsudleje, som har været gældende i en lang årrække forud for 2005, og han indgik kontrakterne uden at forevise kontrakterne for revisor eller SKAT. Indstævnte var i øvrigt ved den seneste betaling til G1 klar over, at SKAT betragtede forholdet som arbejdsudleje. SKATs vejledning fra 2007 om entrepriseaftaler kan ikke tages til indtægt for, at retsområdet var særligt vanskeligt. Den er udstedt, fordi der var mange sager på området.
Vedrørende As subsidiære påstand har skatteministeriet bestridt, at A har dokumenteret, hvor stor en del af betalingerne til de udenlandske firmaer, der udgør vederlag til ansatte. De af A ensidigt indhentede oplysninger er ikke udtømmende, idet det er åbenbart, at der mangler en række ansatte i opgørelsen over lønudgifter. Da der ikke er fremlagt tilstrækkelig dokumentation for de faktiske lønudgifter, udgør trækgrundlaget hele As betaling til G1 og G2.
A har til støtte for sin principale påstand nærmere gjort gældende, at kontraktsforholdene har karakter af entreprise og ikke arbejdsudleje, og at der i 2005-06 var en væsentlig retsusikkerhed på retsområdet, hvilket tillige er anført i SKATs vejledning fra 2007. Uklarheden understøttes af det forhold, at SKAT under begge kontrolbesøg i 2006 var i tvivl om, hvad der var gældende vedrørende moms mv. Der gik mere end 1 år, før SKAT endeligt afgjorde, at kontrakterne skulle anses for arbejdsudleje.
A har ført bevis for, at han ikke har udvist forsømmelighed henset til denne retsusikkerhed og den omstændighed, at han ikke med rimelighed kunne anse forholdet for en kontrakt vedrørende arbejdsudleje. Da SKAT traf afgørelse, havde A betalt vederlag til de udenlandske firmaer samt afregnet moms for den sidste faktura i tillid til oplysningerne, afgivet af SKAT under kontrolbesøget den 22. november 2006.
Til støtte for den subsidiære påstand har A gjort gældende, at A-skat og AM-bidrag skal opgøres efter medarbejdernes bruttovederlag og ikke fakturabeløbene. Påstanden er nedlagt i overensstemmelse med den dokumentation for lønudbetalinger, som han har fremskaffet.
Til støtte for den mere subsidiære påstand har A gjort gældende, at denne alene er relevant, hvis det lægges til grund, at han først har udvist forsømmelighed på tidspunktet for udbetalingen af 200.000 kr. til G1 i december 2006, og at dokumentationen for lønudbetalingerne ikke kan anses for tilstrækkelig.
Landsrettens begrundelse og resultat
Det lægges som ubestridt til grund, at A har indgået kontrakter vedrørende arbejdsudleje, og at indeholdelsespligten for A-skat, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1, jf. § 43, stk. 2, litra h, og for AM-bidrag, jf. lov om en arbejdsmarkedsfond § 11, stk. 1, jf. stk. 9, som udgangspunkt påhviler lejeren.
Efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, og lov om en arbejdsmarkedsfond § 15, stk. 2, er den indeholdelsespligtige umiddelbart ansvarlig for betaling af de manglende beløb, medmindre den pågældende godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed ved iagttagelse af bestemmelserne i kildeskatteloven og lov om en arbejdsmarkedsfond.
A havde forud for 2005 haft egne ansatte, og han var derfra bekendt med reglerne om indeholdelsespligt for lønmodtagere. På denne baggrund, efter indholdet af kontrakterne, herunder at de ikke indeholdt misligholdelsesbestemmelser, karakteren af det arbejde, som blev udført, og den måde arbejdet blev udført sammenholdt med lovgrundlaget, finder landsretten, at A ikke har godtgjort, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side ved, at han undlod at opfylde sin pligt til at indeholde A-skat og AM-bidrag.
A er herefter ansvarlig for den manglende indbetaling af A-skat og AM-bidrag efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, og lov om en arbejdsmarkedsfond § 15, stk. 2.
A har ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation for opgørelse af de faktisk afholdte bruttoarbejdsvederlag. Der er derfor ikke grundlag for at nedsætte de indeholdelsespligtige beløb i forhold til den beregning, som Skatteministeriet har foretaget.
Landsretten tager derfor Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.
Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for begge retter til Skatteministeriet med i alt 54.000 kr. Beløbet omfatter 4.000 kr. til retsafgift for landsretten og 50.000 kr. til udgifter til advokatbistand.
Beløbet til dækning af udgifter til advokatbistand er inkl. moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.
T h i k e n d e s f o r r e t
Appellanten, Skatteministeriet, frifindes.
Indstævnte, A, skal betale sagens omkostninger for begge retter til Skatteministeriet med 54.000 kr.
De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.