Parter

A
(Advokat Leo Jantzen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Niels Karl Heilskov Rytter)

Afsagt af byretsdommer

Bente Thanning

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører skønsmæssig forhøjelse af skattepligtig indkomst.

Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at hans skatteansættelse for indkomståret 2005 nedsættes med 300.000 kr.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse

Sagen er anlagt den 16. september 2011.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2. Forklaringen er gengivet i dommen.

Skattemyndighederne udarbejdede en privatforbrugsopgørelse for A og hans daværende samlever SH, som udviste et negativ kontant privatforbrug på 433.560 kr. SH´s indkomst var forinden den 26. januar 2009 blevet forhøjet med 200.000 kr. i indkomståret 2005. Forhøjelsen blev ikke påklaget. Skattemyndighederne udsendte en agterskrivelse til A den 29. april 2009, og A´s indkomst blev herefter skønsmæssigt forhøjet.

Landsskatteretten afsagde den 15. juni 2011 kendelse, hvorefter den skønsmæssige forhøjelse af A´s skattepligtige indkomst for indkomståret 2005 blev fastsat til 300.000 kr. Landsskatterettens kendelse er ikke gengivet i denne dom.

A anerkender, at bogføringslovens krav ikke er overholdt, ligesom skattemyndighedernes privatforbrugsberegning ikke bestrides. A gør gældende, at han i indkomståret 2005 oppebar skattefrie beløb i form af salg af privat indbo og lån. A har endvidere gjort gældende, at en skønsmæssig forhøjelse i givet fald skal fordeles mellem hans daværende samlever og ham.

A har fremlagt gældsbrev, "Instrument of debt.", dateret den 4. marts 2005, hvoraf fremgår, at han har lånt 40.000 euro af NC i udlandet. Det fremgår blandt andet af gældsbrevet, at lånet er rente- og afdragsfrit frem til 2020, at det er et lån på anfordringsvilkår, samt at det udbetales kontant ad 5 gange med 8.000 euro.

A har endvidere fremlagt erklæring af 3. november 2010 med følgende indhold:

"...

We as LK & LS, Deutschland hereby confirm that we in 2005 did have the pleasure in buying som old furnitures of A at the address ...1 of the value 116.000,00 Dkr.

The agreed amount where paid in cash to A.

..."

Erklæringen er underskrevet af LS.

Forklaring

A har blandt andet forklaret, at han i 2005 boede sammen med sin daværende samlever på adressen ...1. Samleveren arbejdede som ... . Hun arbejdede meget om aftenen og i weekender, hvor hun nogen gange var væk i flere dage. Hun drev forretning fra flere adresser, men han var ikke involveret i dette.

I november 2004 begyndte han egen virksomhed, som han opbyggede i 2005. Virksomheden beskæftiger sig med salg på det skandinaviske marked.

Han solgte i 2005 to malerier, et gammelt chatol og to stole, som han havde arvet fra sine bedsteforældre på begge sider. Han havde fået møblerne, fordi hans mor ikke ønskede at have dem mere. Han havde haft møblerne stående, men da hans barn skulle have et værelse, havde de ikke længere plads til møblerne. Det ene af de to malerier, var et ... maleri. Han kender ikke oprindelsen på det andet maleri.

Han havde mødt LK og LS på en ferie i 1997. De havde holdt kontakten vedlige og mødtes en til to gange om året. LK havde arvet nogle gamle møbler fra sine forældre, og de ville gerne havde flere møbler i samme stil. Antikke møbler er dyre i udlandet, og han spurgte dem derfor, om møblerne havde deres interesse. De så møblerne hos ham.

Han fik møblerne vurderet af NH, som har en antikvitetsforretning. Han henvendte sig til NH i butikken, hvorefter NH besigtigede møblerne og telefonisk meddelte ham vurderingen. NH vurderede møblerne til i alt 115.000 - 120.000 kr. Vurderingen foreligger ikke på skrift.

Salget foregik ved, at NC kom til hans bopæl. De havde tidligere set møblerne, fordi de havde besøgt ham, blandt andet i august 2004. Der blev lavet en kvittering og aftalt kontant betaling, da han ville være sikker på, at betalingen skete samtidigt med, at de fik møblerne. De fik Blue Water til transportere møblerne.

Han placerede pengene i sit pengeskab på kontoret i hjemmet. Han havde brug for penge til privatforbrug, fordi han ikke tjente penge i den nystartede virksomhed. Han overvejede ikke at sætte pengene ind på en konto. En lønkonto forrentes alligevel ikke, så der var ikke en rentemæssig fordel i at sætte pengene ind i banken. Han havde en negativ saldo på sin bankkonto, og han undgik derved yderligere træk på sin konto ved at anvende kontanterne til privatforbrug. Han har dankort.

Han lærte NC, at kende omkring år 2000, hvor han var ansat hos G1. Fra 2000 - 2004 havde de samhandel, men dette forretningsforhold ophørte, da han begyndte at sælge ... .

NC havde generalagenturet for de produkter fra ..., som han i dag sælger i sin virksomhed. NC havde ikke selv i sit udenlandske selskab kontakter til de skandinaviske markeder. NC foreslog, at han begyndte virksomhed med salg til det skandinaviske marked.

Han driver ikke forretning med NC, men NC hjalp ham og formidlede kontakten til ..., da NC så et stort potentiale i markedet i Skandinavien. NC har været en teknisk mentor for ham, fordi NC havde været i branchen i mange år. NC var med ham på rejse i Skandinavien to gange i 2004.

NC har selv startet sin virksomhed, og han ville godt være behjælpelig med at sikre ham penge til privatforbrug under opstartsfasen. De talte også om et senere partnerskab med hensyn til salg i udlandet, hvor NC ikke selv havde adgang til markederne, men kun kunne komme ind på markedet via et samarbejde med ham. Det var således også en langsigtet investering for NC at yde lånet og derved sikre, at han fik opbygget sin virksomhed.

Udbetalingen af lånet skete med 5 x 8000 Euro. 3 af gangene mødtes de ved producenten i udlandet, en gang ved en messe, og en gang mødtes de i Danmark. Han ved ikke, om NC havde pengene fra sit firma eller fra private midler. Lånedokumentet blev lavet i marts 2005, og udbetalingerne skete i juli, august og oktober 2005.

Han kontaktede et advokatfirma for at få det formelle på plads.

NC måtte kun rejse med 10.000 Euro i kontanter, og det var også en af årsagerne til, at han kontaktede advokatfirmaet. Han fik rådgivning og blev henvist til at bruge et udkast til lånedokument, som findes på nettet. Både NC og hans personnumre står i lånedokumentet. Der blev sendt en kopi af lånedokumentet sammen med en kopi af NC´s pas til SKAT. Der findes en mailkorrespondance med advokatfirmaet, som ikke er fremlagt under retssagen. Han har tidligere gjort SKAT opmærksom på mailkorrespondancen.

Lånedokumentet indeholder en bestemmelse om anfordringsvilkår, men der skulle også være en slutdato på lånet, her aftalt til 20 år. Der er ikke aftalt forrentning, fordi NC så forretningsmæssige muligheder for sig selv ved fremtidige markeder. Rentefriheden blev aftalt på baggrund af almindlig forhandling, hvor NC indvilligede i vilkåret.

Det blev aftalt, at gældsbrevet først skulle indfries i 2020, fordi det tager nogle år at bygge en virksomhed op, og der er usikkerhed i branchen. Endvidere ville der være lidt likviditetsmæssig eleastik, hvis de indenfor en kortere årrække - inden 2020 - begyndte at sælge på andre markeder. Han har ikke tilbagebetalt lånet, og han er ikke blevet afkrævet indfrielse af lånet.

Han vekslede nogle af de lånte Euro til danske kroner, ligesom han købte flybilletter i Hamburg Lufthavn. Disse rejseomkostninger fremgår af regnskabet. Han havde stadig beløb fra lånet ved årsskiftet 2005/2006, men han kan i dag ikke huske, hvor stort et beløb, der var tale om, bortset fra at det var et mindre beløb.

NC bor i udlandet, og han kom ikke med det planlagte fly fra udlandet, fordi det var overbooket, og han måtte så tage et senere fly. Han kunne derfor ikke komme frem til hovedforhandlingen i tide. Det samme var tilfældet, da sagen blev behandlet for Landsskatteretten.

Han havde ved årsskiftet 2004/05 et kontantindestående i banken på 300.000 kr., fordi han den 4. eller 5. december 2004 optog et lån i Realkredit Danmark, som blev indsat på kontoen.

SKAT havde tidligere stillet spørgsmål ved indsatte beløb på kontoen, og hvis han ikke kunne redegøre for, hvor beløbet stammede fra, så blev han beskattet af beløbet. Hvis han vidste, at det var beløb, som der ikke skulle betales skat af, så placerede han i stedet for pengene i sit pengeskab for at undgå misforståelser.

SH havde udover et usædvanligt erhverv også en skattegæld og var registreret i RKI. Siden 2000 har SKAT forgæves forsøgt at få penge fra SH, og SKAT valgte derfor ofte at rette krav mod ham i stedet for at rette krav mod SH. SKAT har blandt andet to gange pålagt ham skønsmæssige forhøjelser på baggrund af rådighedsberegninger. SH havde ikke selv en bankkonto, og der har været tilfælde, hvor hun indsatte penge på hans konto, fordi hun ikke selv havde en bankkonto, og hvor han efterfølgende er blevet beskattet af disse beløb.

Han har fortrudt, at han ikke har sørget for dokumentation for transaktionerne, men han blev først klar over kravet om dokumentation for sent, idet skattesagen blev rejst flere indkomstår efter.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument gjort følgende gældende:

"...

Nærværende sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for at forhøje A´s skatteansættelse med et skønnet beløb. Baggrunden for skattemyndighedernes forhøjelse af A´s skatteansættelse var, at A og hans samleverske, SH, i 2005, efter SKATs privatforbrugsopgørelse, havde et negativt privatforbrug med 433.560 kr. Skatteankenævnet og Landsskatterettens kontor fandt, at der var grundlag for en skønsmæssig forhøjelse af A´s skatteansættelse med 600.000 kr., idet nævnte bragte A´s husstands privatforbrug op på et acceptabelt niveau på 200.000 kr..

Under sagens behandling for Landsskatteretten fremlagde A dokumentation for, at han, ud over de af Skatteankenævnet medtagne indtægtsposter, i privatforbrugsopgørelsen havde yderligere skattefrie indtægter for cirka 700.000 kr. Beløbene hidrørte dels fra et provenu ved en låneomlægning på 281.000 kr., dels ved salg af antikke møbler for i alt 116.000 kr. til LK, og dels et lån på EUR 40.000 af NC, der var leverandør af de produkter, som A forhandlede og forhandler.

Landsskatteretten fandt det sandsynliggjort, at provenuet vedrørende kreditforeningslån var medgået til dækning af A´s privatforbrug for 2005, medens Landsskatteretten uden nogen nærmere begrundelse herfor ikke fandt, at der ved privatforbrugsberegningen skulle tages hensyn til salget af de antikke møbler og maleri til 116.000 kr. og lånet på EUR 40.000.

På baggrund af ovennævnte fastslog Landsskatteretten, at der var grundlag for en skønsmæssig forhøjelse af A´s skatteansættelse for indkomståret 2005 med 300.000 kr. Der var her tale om en nedsættelse med 300.000 kr. af Skatteankenævnets afgørelse, hvor den skønsmæssige forhøjelse var fastsat til 600.000 kr.

Som det fremgår af det ovenfor anførte, har Skatteankenævnet og Landsskatteretten fortaget den skønsmæssige forhøjelse af A´s skatteansættelse for 2005 med udgangspunkt i husstandens samlede privatforbrug, medens man alene fra skattemyndighedernes side har valgt at foretage den skønsmæssige forhøjelse af husstandens samlede indkomst hos A. Dette finder undertegnede ganske uforståeligt, idet SH tillige var selvstændigt erhvervsdrivende. Faktum er således, at den manglende postulerede indkomst til dækning af privatforbruget helt eller delvist kunne være kommet fra SH's virksomhed.

Det bestrides ikke, at skattemyndighederne i en situation, hvor en privatforbrugsopgørelse for en husstand enten viser et negativt privatforbrug eller et for lavt privatforbrug, har mulighed for at foretage en skønsmæssig forhøjelse af husstandens skattepligtige indkomster.

Det bestrides ej heller, at det er de skattepligtige i husstanden, som har bevisbyrden for, at husstanden har haft skattefrie indtægter, som ikke fremgår af den opgørelse, som skattemyndighederne har foretaget.

I den konkrete sag er A tillige enig i, at det ikke er urimeligt, at en husstand som hans har et skønnet privatforbrug på 200.000 kr. A kan således anerkende, at der principalt set er grundlag for at forhøje hans husstands samlede skattepligtige indkomst med det negative privatforbrug, som Landsskatteretten har opgjort, og op til de 200.000 kr. med fradrag af de yderligere skattefrie indtægter, som husstanden kan dokumentere at have haft.

Det bestrides, at A har haft udeholdte indkomster, som han burde have selvangivet.

Det gøres gældende, at A i tilstrækkelig grad har dokumenteret finansieringen af privatforbruget, jf. de erklæringer der er fremlagt vedrørende dels salg af antikke møbler og malerier for 116.000 kr. til LK, og dels lånet på EUR 40.000 af NC.

Såfremt Retten måtte finde, at der i nærværende sag måtte være grundlag for at forhøje husstandens samlede indkomst for indkomståret 2005, gøres det gældende, at mindst halvdelen af forhøjelsen burde være foretaget hos SH. Der er således ingen saglig begrundelse for at postulere, at hele den manglende indkomst hidrører fra A. Dette under hensyntagen til, at såvel A som SH begge drev erhvervsmæssig virksomhed. Det gøres i denne forbindelse gældende, at det forhold, at SH rent faktisk ikke har selvangivet en indkomst for 2005, og at hun uden videre accepterede SKATs fastsættelse af indkomsten til 200.000 kr. snarere taler for, at en manglende indtægt i virksomheden hidrører fra SH´s virksomhed.

..."

Skatteministeriet har i påstandsdokumentet anført følgende:

"...

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at det var berettiget at fastsætte A´s skattepligtige indkomst for indkomståret 2005 skønsmæssigt, og at A ikke har påvist et grundlag for at tilsidesætte Landskatterettens skønsmæssige ansættelse.

1. Indkomsten kunne fastsættes skønsmæssigt

A´s regnskab for 2005 blev ikke ført på grundlag af en løbende bogføring. Der blev ikke ført en kassekladde, hvorfor det ikke var muligt at afstemme kasseregnskabet. Samtidig blev der i vid udstrækning foretaget kontante betalinger i løbet af hele året. Endvidere var regnskabsmaterialet behæftet med adskillige fejl.

Regnskabet kunne derfor ikke danne et betryggende grundlag for skatteansættelsen, hvorfor det var berettiget at tilsidesætte regnskabet og foretage en skønsmæssig ansættelse af A´s indkomst, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4.

Den skønsmæssige indkomstansættelse støttes endvidere på det forhold, at A´s regnskaber ikke levnede plads til et antageligt privatforbrug, jf. UfR 1967.635 H og SKM2002.70.HR (nærmere herom straks nedenfor).

2. Landsskatterettens skøn skal ikke tilsidesættes

Det gøres gældende, at A hverken har godtgjort, at den skønsmæssige forhøjelse var åbenbart urimelig, eller at den hvilede på et forkert grundlag, jf. SKM2009.37.HR.

SKAT udarbejdede en privatforbrugsopgørelse for 2005 for A og dennes samleverske. Opgørelsen viste et negativt privatforbrug på 433.560 kr. (bilag B). SKAT forhøjede derfor A´s indkomst skønsmæssigt med 600.000 kr., henset til at husstanden skønnedes at have et privatforbrug på 200.000 kr. (bilag A, side 9). Landskatteretten fandt det imidlertid sandsynliggjort, at overskud på 281.000 kr. vedrørende omlægningen af et kreditforeningslån var medgået til dækning af klagerens privatforbrug i 2005 og nedsatte derfor skønnet til 300.000 kr. (bilag 1).

Det bemærkes, at A i sin replik har tiltrådt, at det ikke findes urimeligt ved skønnet at tage udgangspunkt i, at en husstand som hans havde et skønnet privatforbrug på 200.000 kr. Spørgsmålet er derfor, om SKATs privatforbrugsopgørelse, med de rettelser der følger af Landsskatterettens kendelse, er korrekt. Det påhviler A at bevise, at husstanden har haft skattefrie indtægter, som ikke fremgår af skattemyndighedernes opgørelse.

A har gjort gældende, at privatforbruget dels blev finansieret ved salg af antikke møbler (1), dels ved optagelse af lån hos en spansk forretningsforbindelse (2). Det materiale, som A har fremlagt til støtte herfor, udgør dog ikke tilstrækkelig dokumentation, idet materialet ikke er bestyrket ved objektive kendsgerninger, jf. SKM2009.37.HR og SKM2011.208.HR.

Ad 1) Påstået salg af antikke møbler

A hævder at have solgt antikke møbler til to udenlandske købere for i alt 116.000 kr.

Der foreligger imidlertid ingen dokumentation for pengestrømmene i forbindelse med det hævdede salg, jf. SKM2001.124.ØLR. Der foreligger heller ikke dokumentation for, at A selv har været i besiddelse af de møbler, som hævdes at være solgt, eller dokumentation for at møblerne har været annonceret til salg, jf. TfS 1999, 252 V.

Den fremlagte erklæring fra de påståede købere er ikke tilstrækkelig dokumentation for salget, jf. SKM2001.659.ØLR og SKM2002.70.HR. Det samme gælder vidneforklaringer fra de påståede købere, da forklaringerne ikke er understøttet af objektiv dokumentation for betalingsstrømmene, jf. SKM2001.124.ØLR.

Det forekommer i øvrigt usædvanligt, at en handel til et så betydeligt beløb opfyldes ved kontant betaling og endnu mere usædvanligt, at en sådan transaktion overhovedet ikke efterlader sig objektivt konstaterbare spor.

A har derfor ikke i tilstrækkelig grad dokumenteret, at han solgte de pågældende møbler til det hævdede beløb.

Ad 2) Optagelse af lån

A har endvidere gjort gældende, at han optog et lån på EUR 40.000 hos en forretningsforbindelse i udlandet, som blev udbetalt kontant over fem rater.

Gældsbrevet i bilag 3 er den eneste dokumentation, der er fremlagt for de påståede udbetalinger. A har således ikke eksempelvis dokumenteret, at långiveren hævede beløbene, og på trods af at lånet angivelig blev udbetalt over fem rater af EUR 8.000 (svarende til ca. 60.000 kr.), har han ikke dokumenteret at have modtaget en eneste af disse udbetalinger. Det forekommer usandsynligt, at et samlet udlån på ca. 300.000 kr. slet ikke skulle efterlade sig dokumenterbare spor.

A har heller ikke fremlagt nogen dokumentation for at have vekslet de modtagne beløb til danske kroner, jf. SKM2009.324.VLR.

Endvidere er det fremlagte gældsbrev oprettet på sådanne særlige vilkår, at det ikke sandsynliggør gældsforholdes beståen, jf. SKM2011.208.HR.

Endelig er A ikke fremkommet med nogen overbevisende forklaring på, hvorfor beløbene ikke blot blev overført til hans konto, hvilket - særlig henset til den geografiske afstand mellem parterne - ville have været nærliggende.

Hverken låneaftalen eller udbetalingerne af låneprovenuet er således tilstrækkelig dokumenteret af A, jf. SKM2009.37.HR og SKM2011.385.BR. Vidneforklaring fra den hævdede långiver udgør heller ikke tilstrækkelig dokumentation, da forklaringen ikke er understøttet af objektiv dokumentation for betalingsstrømmene, jf. SKM2002.70.HR og SKM2011.493.ØLR.

Skatteministeriet kan ikke tilslutte sig det af A fremførte anbringende om, at halvdelen af forhøjelsen burde være foretaget i SH´s skatteansættelse.

SH havde for indkomståret 2005 undladt at indsende selvangivelse. SKAT udsendte derfor den 20. november 2008 et forslag til en skønsmæssig ansættelse af hendes indkomst. SKAT tilkendegav i forslaget, at såfremt hun ikke indsendte sin selvangivelse inden den 8. december 2006, ville SKAT foreslå, at hendes virksomhedsoverskud blev fastsat til 200.000 kr. (bilag C).

Det fremgår af forslaget, at det byggede på indberettede oplysninger for 2005, og at overskuddet af virksomheden var skønnet ud fra oplysninger om momstilsvar, tidligere års selvangivelser og øvrigt kendskab til virksomheden. Da SH ikke reagerede, traf SKAT afgørelse i overensstemmelse med forslaget, og afgørelsen blev indarbejdet i hendes årsopgørelse (bilag D). Afgørelsen er ikke påklaget.

SH´s indkomst var altså blevet skønsmæssigt forhøjet, da SKAT i 2009 opgjorde husstandens privatforbrug og foretog den skønsmæssige forhøjelse af A´s indkomst. Ved opgørelsen af husstandens privatforbrug indgik SH´s skønsmæssigt forhøjede indkomst (bilag B).

Det var derfor korrekt, at den skønsmæssige indkomstforhøjelse i nærværende sag alene blev foretaget hos A.

Under alle omstændigheder påhviler det ikke Skatteministeriet at bevise, at udeholdte indtægter blev foretaget af A og ikke SH, jf. SKM2002.70.HR (særligt landsrettens præmisser: TfS 1997, 832 Ø).

Sammenfattende gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn, da A hverken har godtgjort, at den skønsmæssige forhøjelse af hans skattepligtige indkomst var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Det er ubestridt, at regnskaberne i A´s virksomhed i indkomståret 2005 led af sådanne mangler, at skattemyndighederne var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af A´s indkomst for 2005 på grundlag af en privatforbrugsopgørelse for A´s husstand i indkomståret.

Efter bevisførelsen har A ikke godtgjort, at han i indkomståret 2005 solgte privat indbo for 116.000 kr. Det er således ikke alene ved A´s forklaring og den fremlagte erklæring bevist, at der er fremkommet et skattefrit kontantbeløb, som er medgået til dækningen af privatforbruget i 2005.

Ligeledes er der ikke alene ved A´s forklaring og det fremlagte gældsbrev bevist, at A i indkomståret modtog et lån fra NC.

Det bemærkes, at hverken forklaringen om salg af indbo eller låneoptagelsen er bestyrket af objektive kendsgerninger.

Det er oplyst, at skattemyndighederne forhøjede A´s daværende samlevers indkomst for indkomståret 2005, og at denne forhøjede indkomst indgik ved beregningen af privatforbruget. A har ikke godtgjort, at eventuelle udeholdte indtægter ikke er foretaget af ham, og dermed at der er foretaget en urimelig eller forkert fordeling af forhøjelsen, hvorfor der ikke er grundlag for at nedsætte beløbet, hvormed hans indkomst er forhøjet.

Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af A´s skattepligtige indkomst for indkomståret 2005, hvorfor Skatteministeriets frifindelsespåstand tages til følge.

Sagsomkostninger fastsættes i forhold til sagens værdi og omfang til 30.000 kr. til dækning af sagsøgtes udgifter til advokatbistand. Det er oplyst, at A er momsregistreret.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Det idømte beløb betales inden 14 dage.