Vestre Landsrets dom af 15. februar 2012, V.L. S-1663-11
Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
(advokat Peter Hviid)
Afsagt af landsdommerne
Poul Hansen, Stig Glent-Madsen og Ulrik Jensen
...........................
Byrettens dom af 4. juli 2011, 8H-2822/2010
Anklageskrift er modtaget den 22. december 2010.
T er tiltalt for overtrædelse af:
1.
øl- og vinafgiftslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 6, stk. 1, jf. straffelovens § 89, ved den 9. november 2009 på ...1, forsætligt eller groft uagtsomt at have undladt at lade sig registrere ved told og skattemyndighederne forud for import at afgiftspligtige varer fra Tyskland af 874 dåser øl og 7 liter vin, bestemt til videresalg i Danmark,
2.
øl- og vinafgiftslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 14, stk. 1-8, jf. straffelovens § 89, ved den 9. november 2009 på ...1, forsætligt eller groft uagtsomt at sælge øl og vin og have undladt at opbevare følgesedler, kvitteringer eller fakturakopier på forretningsstedet samt føre et regnskab som kan danne grundlag for, om der er betalt afgift af varerne,
3.
mineralvandsafgiftslovens § 21, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § l0 a, stk. 5, jf. straffelovens § 89, ved den 9. november 2009 på ...1, forsætligt eller groft uagtsomt at have undladt at lade sig registrere ved told- og skattemyndighederne forud for import fra Tyskland af 55 dåser mineralvand, bestemt til videresalg i Danmark,
4.
mineralvandsafgiftslovens § 21, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 12, stk. 1-5, jf. straffelovens § 89, ved den 9. november 2009 på ...1, forsætligt eller groft uagtsomt at sælge mineralvand og have undladt at opbevare følgesedler, kvitteringer eller fakturakopier på forretningsstedet samt føre et regnskab, som kan danne grundlag for, om der er betalt afgift for varerne,
5.
spiritusafgiftslovens § 31, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 7, stk. 1, jf. straffelovens § 89, ved den 9. november 2009 på ...1, forsætligt eller groft uagtsomt at have undladt at registrere sig ved told- og skattemyndighederne forud for import fra Tyskland af 6 liter spiritus, bestemt til videresalg i Danmark,
6.
spiritusafgiftslovens § 31, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 20, stk. 9 og 10, jf. straffelovens § 89, ved den 9. november 2009 på ...1, forsætligt eller groft uagtsomt at sælge spiritus og have undladt at opbevare følgesedler, kvitteringer eller fakturakopier på forretningsstedet samt føre et regnskab som kan danne grundlag for, om der er betalt afgift af varerne,
7.
tobaksafgiftslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 10, stk. 1, jf. straffelovens § 89, ved den 9. november 2009 på ...1, at have undladt at lade sig registrere ved told- og skatteforvaltningen forud for import fra Tyskland af 140 stk. cigaretter, bestemt til videresalg i Danmark,
8.
tobaksafgiftslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 18, stk. 8 og 9, jf. straffelovens § 89, ved den 9. november 2009 på ...1, forsætligt eller groft uagtsomt, at sælge tobak og have undladt at opbevare følgesedler, kvitteringer eller fakturakopier på forretningsstedet samt føre et regnskab, som kan danne grundlag for, om der er betalt afgift af varerne,
9.
pantbekendtgørelsens § 125, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 9 stk. 1 og 2, jf. straffelovens § 89, ved den 9. november 2009 på ...1, forsætligt eller groft uagtsomt at have indført 874 dåser øl og 55 dåser mineralvand i pantpligtig emballage bestemt til videresalg, uden at han var tilmeldt som importør hos Dansk Retursystem A/S,
10.
pantbekendtgørelsens § 125, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 10 stk. 1 og stk. 3, jf. straffelovens § 89, ved den 9. november 2009 på ...1, forsætligt eller groft uagtsomt at have indført 874 dåser øl og 55 dåser mineralvand i pantpligtig emballage bestemt til videresalg, uden at produkter og emballagetyper var tilmeldt Dansk Retursystem A/S,
11.
pantbekendtgørelsens § 125, stk. 1, nr. 13, jf. § 20, stk. 1 og 2, jf. straffelovens § 89, ved den 9. november 2009 på ...1, forsætligt eller groft uagtsomt at have solgt drikkevarer i pantpligtige engangsemballager uden at der var påsat lovpligtige pantmærker.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bøde på 55.000 kr.
Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 449 stk. Slots Classic, 425 stk. Slots Pilsner, 23 stk. Coca Cola light, 32 stk. Coca Cola, 7 stk. fiskefjæs og små røde, blå og gule samt 140 stk. Prince cigaretter hos T, jf. straffelovens § 75, stk. 2.
Tiltalte har nægtet sig skyldig og påstået frifindelse for konfiskationskravet.
Sagens oplysninger
T har forklaret, at han er enig i, at der er forefundet det i anklageskriftet anførte på adressen ...1 den 9. november 2009. Han boede på adressen. Foreholdt forhold 1, bilag 11, bekræftede tiltalte, at han havde de omhandlede genstande. Lejligheden var indrettet med bar, og der var dispenserne til spiritus, men de var tomme. Bag baren stod der øl, og der var cigaretter på disken. Tiltalte nægter at have solgt øl, vin eller spiritus. Varerne kommer fra Tyskland, hvor han havde hentet dem sammen med GN. De hentede varerne på en gang. Det skulle bruges til GNs 40 års fødselsdag, som var 4 dage senere. Festen skulle holdes hos ham, da han havde pladsen. De skulle være 30-40 personer. Han kender V.3, som er en bekendt. Hun passede tiltaltes hunde. Hun solgte ikke øl eller cigaretter. Hun har aldrig solgt noget for ham, men kun passet hans hunde. Foreholdt forhold 1, bilag 13, forklarede han, at han ikke ved, hvem LT er, og at han ikke husker, at han skulle have sendt sms-er til LT den 7. maj 2010, eller hvad sms-erne betyder. GN betalte for varerne i Tyskland. Tiltalte har ikke fået noget for at være med. Politiet fandt ingen boner hos tiltalte. Han går ud fra, at GN havde bonerne.
Politiassistent V.1 har forklaret, at han var på arbejde den pågældende aften og var på adressen ...1. Da de kom ind, bemærkede de, at der var opstillet en bar, og der var en dame bagved. De spurgte, om de kunne købe drikkevarer, og hun svarede, "hvad det skulle være". Da lejligheden var indrettet, som den var, fik de mistanke om, at det var en smugkro, og der var spiritus og mange tomme flasker i køkkenet. Damen kunne svare på, hvad priserne for de forskellige varer var, hvorfor de kontaktede SKAT. Der stod også et papkrus på baren med penge i. Vidnet husker ikke, om der var tale om åbningstider. Vidnet var der, da SKAT kom. Han husker ikke, om de fandt boner på varerne. Foreholdt forhold 3, bilag 1, side 2-3, 4. sidste afsnit, forklarede vidnet, at han ikke husker, at de fandt bonerne, eller om der var indhold i flaskerne i dispenserne. Han husker ikke, hvor mange penge der var i papkruset. Der var et mindre beløb i mønter.
V.2 har forklaret, at han var på adressen den pågældende dag og sted. Han blev kaldt dertil af V.1, da der var importeret øl.
De så, at der var stillet en bar op med importerede varer. Han talte kort med V.3, men hun sagde stort set ikke noget til vidnet. Lejligheden var indrettet med billardbord, dart og en hjemmelavet bar med køleskab og spiritusdispenser og to krus med mønter i. I køkkenet var der en hel del tomme dåser - ca. 800 -1000. De var importeret fra Tyskland, og der var ikke betalt afgift for dem. De beslaglagde varerne. De fandt ingen regnskaber, men to kvitteringer fra Tyskland. Der var intet regnskab, fakturaer for salg eller beviser for import. Det er ikke forbudt at hente drikkevarer til eget forbrug og man må hente 110 liter øl og ca. 10 liter spiritus. Han husker ikke, hvad der stod på bonerne. Han tror, at bonerne er forsvundet i forvirringen. De talte dåserne, men der er ikke lavet afgiftsberegning på de tomme dåser. Afgiften er skønsmæssigt fastsat kun på baggrund af de uåbnede drikkevarer i kasser. V.3 tilbød ifølge V.1 blandt andet politiet, at de kunne købe øl for 5 kr., spiritus for 10 kr. og cigaretter for 30 kr.
V.3 har forklaret, at det er korrekt, at politiet traf hende på adressen. Hun passede to hunde. Vidnet husker ikke, at hun til politiet har sagt, at de kunne købe drikkevarer. Hun sad og så tegnefilm. Vidnet har ikke kendskab til, at der blev solgt noget fra adressen. Hun skulle bare passe hundene, indtil tiltalte kom hjem efter at have afleveret sønnen. Det ville blive sent. Hun undrede sig ikke over, at der var mange drikkevarer. Hun mindes ikke, at der var blevet solgt noget. Hun har heller ikke set, at der blev drukket i lejligheden. Vidnet havde tidligere været i lejligheden. Foreholdt at hun vidnede i den tidligere sag, forklarede vidnet, at hun ikke var blevet kontaktet af T vedrørende sagen. Hendes mand og T er gode venner, så de har set hinanden, men de havde ikke drøftet sagen. Vidnet kender ikke til, at tiltalte sendte en sms den 7. maj 2010. TH og GN kom senere, da de skulle tale med tiltalte. Politiet sagde ikke, hvorfor de kom.
Personlige oplysninger
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han bor alene. Han modtager kontakthjælp. Det er mange år siden, at han sidst var i arbejde. Der har ikke været tale om aktivering. Han forsøger at få en pensionssag startet op. Han har psykiske problemer, diskosprolaps og problemer med et knæ. Han har tidligere modtaget behandling mod de psykiske problemer og burde gå i behandling igen.
Tiltalte er tidligere straffet, blandt andet ved byrettens dom af 30. juni 2010 med bødestraf på 30.000 kr. blandt andet for overtrædelse af restaurationslovens § 37, stk. 1, nr. 1, jf. § 1, stk. 5.
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte er ved dom af 30. juni 2010 dømt for den 9. november 2009 på adressen ...1 at have solgt øl, vin og spiritus uden alkoholbevilling. Retten finder det ved de fremlagte fotos af tiltaltes bopæl og forklaringerne om bopælens indretning sammenholdt med oplysningerne om de store mængder øl og spiritus, herunder tom emballage, som er fundet på bopælen, og vidnet V.1s forklaring om, at V.3 stod bag baren og oplyste, at vidnet kunne købe øl af hende, samt oplyste priser, at det er bevist, at de fundne mængder alkohol, cigaretter og sodavand ligeledes var beregnet til videresalg. Det bemærkes i den forbindelse, at tiltaltes forklaring om, at en veninde havde indkøbt drikkevarerne til sin fødselsdag dels er usandsynlig henset til mængden af drikkevarer og dels ikke på nogen måde er bestyrket ved vidneforklaringer eller dokumentation for, at veninden har betalt for drikkevarerne. Retten finder endeligt ikke at kunne lægge vægt på V.3s forklaring om, at hun kun var i lejligheden for at passe hunde, idet denne forklaring afviger fra hendes umiddelbare udtalelser til V.1. Tiltalte findes derfor skyldig i hele den rejste tiltale, idet bemærkes, at beskrivelsen af gerningsindholdet i forhold 2 findes at være en tilstrækkelig beskrivelse af gerningsindholdet i de i tiltalen citerede bestemmelser.
Straffen fastsættes i overensstemmelse med lovgivers anvisninger i forarbejderne til lov nr. 408 af 8. maj 2006 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove mv. til en bøde på 55.000 kr., jf. øl- og vinafgiftslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 6, stk. 1, og § 14, stk. 1-8, mineralvandsafgiftslovens § 21, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 10 a, stk. 5, og § 12, stk. 1-5, spiritusafgiftslovens § 31, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 7, stk. 1, og § 20, stk. 9 og 10, tobaksafgiftslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 10, stk. 1, og § 18, stk. 8 og 9 samt pantbekendtgørelsens § 125, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 9, stk. 1 og 2, og § 10, stk. 1 og stk. 3, og nr. 13 jf. § 20, stk. 1 og 2, jf. straffelovens § 89.
Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
Retten følger påstanden om konfiskation, jf. straffelovens § 75, stk. 2.
T h i k e n d e s f o r r e t
T skal betale en bøde på 55.000 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 20 dage.
Hos tiltalte konfiskeres 449 stk. Slots Classic, 425 stk. Slots Pilsner, 23 stk. Coca Cola light, 32 stk. Coca Cola, 7 stk. fiskefjæs og små røde, blå og gule samt 140 stk. Prince cigaretter.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
....................................
Vestre Landsrets dom af 15. februar 2012, 10. afdeling, S-1663-11
Byretten har den 4. juli 2011 afsagt dom i 1. instans (8H-2822/2010)
Påstande
Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse af bøden.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Anklagemyndigheden har for landsretten berigtiget tiltalen, således at "jf. stk. 5 og 6," udgår i forhold 5 og forhold 7.
Supplerende oplysninger
Tiltalte er den 30. juni 2010 idømt en bødestraf på 30.000 kr. med en forvandlingsstraf på fængsel i 14 dage for blandt andet overtrædelse af restaurationslovens § 37, stk. 1, nr. 1, jf. § 1, stk. 5, ved den 9. november 2009 at have solgt øl, vin og spiritus uden alkoholbevilling.
Forklaringer
Tiltalte og vidnerne politiassistent V.1, V.2 og V.3 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Tiltalte har supplerende forklaret, at han har indrettet lejligheden med en bar. Han havde dengang haft lejligheden i et år. Også på sine tidligere bopæle havde han indrettet bar. Lokalet er omkring 30 - 35 kvadratmeter. Han elsker at spille billard. V.3 skulle blive i lejligheden, da hundene ikke kan være alene. Normalt er han i Tyskland en gang om måneden, hvor han sammen med vennerne køber øl og spiritus. De splejser normalt om de varer, de køber i Tyskland. Normalt køber de for et par tusinde kroner. Han låner ofte sin telefon ud, og han har ikke en forklaring på de sms'ere, der er sendt fra hans mobil. Den sidste sending af drikkevarer er hentet sammen med GN. De hentede 1200 øl og 10 flasker spiritus. GN betalte det hele. Intet var beregnet til videresalg. De penge, der var i bægrene, var bare enkelte småmønter.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han fortsat får kontanthjælp, og at hans forhold i øvrigt er uændrede. Han har fortsat angst og depression. I øjeblikket får han ingen medicin. Han bor alene sammen med sin hund. Han har ikke set sin søn gennem det seneste år.
Politiassistent V.1 har supplerende forklaret, at han og en kollega har taget de billeder, der er fremlagt under sagen. Under baren var der en del øl og sodavand og et mindre køleskab med drikkevarer. Han og kollegaen var begge klædt i civil, og kvinden i baren var således ikke klar over, at de var politibetjente, da hun svarede på spørgsmålet, om de kunne købe noget at drikke. Lejligheden var indrettet med køkken, toilet, soveværelse og en stue, som var indrettet med bar, billardbord og barstole.
V.2 har supplerende forklaret, at han er overassistent ved SKAT. Afgiften er beregnet ud fra mængden i de uåbnede dåser. Da de kom til lejligheden var der allerede 3 politibetjente og V.3. I lejligheden var der en stue indrettet med en bar og billardbord. På væggen var en dartskive. En kvinde kom, da de var i lejligheden, og hun sagde: "Så kan vi ikke købe noget i dag." Herefter gik hun. Han mener, at der i lejligheden var to boner fra en grænsekiosk i Tyskland, men han ved ikke, hvad der skete med dem. Soveværelset er lige bag ved baren. SKATs angivelse af 110 liter øl og 10 liter pr. person er vejledende i forhold til eget forbrug. Når en person holder en stor fest, kan det således være velbegrundet med en større mængde. Det er SKATs juridiske afdeling, der har vurderet, at sagen skulle køres.
V.3 har supplerende forklaret, at hun ikke var klar over, at det var politibetjente, der kom i lejligheden. Hun spurgte, om hun kunne hjælpe dem. Hun har ikke solgt noget fra baren.
Landsrettens begrundelse og resultat
Det tiltrædes også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket, idet det dog bemærkes, at henvisningen til spiritusafgiftslovens § 31, stk. 5 og 6, i forhold 5 og tobaksafgiftslovens § 25, stk. 5 og 6, i forhold 7 udgår. Landsretten er endvidere enig i byrettens begrundelse.
Det tiltrædes videre, at boden skal fastsættes i overensstemmelse med forarbejderne til lov nr. 408 af 8. maj 2006 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove mv., og at tiltalte derfor som udgangspunkt skal betale 5.000 kr. for hvert forhold, herunder for hver af overtrædelserne af pantbekendtgørelsen i forhold 9, 10 og 11. Det bemærkes, at straffen i disse forhold fastsættes i overensstemmelse med dagældende bestemmelser i pantbekendtgørelsen, jf. i forhold 9 og 10 nugældende pantbekendtgørelse § 118, stk. 1, nr. 5, og i forhold 11 nugældende pantbekendtgørelse § 118, stk. 1, nr. 11, jf. § 19, stk. 1.
Under hensyn til, at der i forhold 5 og 7 ikke skal ske sammenlægning af bødestraffene, og til at påkendelse af alle forhold er sket i medfør af straffelovens § 89, finder landsretten, at tillægsstraffen passende kan fastsættes til en bøde på 30.000 kr.
Da der er tale om en tillægsstraf til blandt andet dom af 30. juni 2010, fastsættes forvandlingsstraffen til fængsel i 6 dage.
Landsretten tiltræder byrettens bestemmelse om konfiskation.
Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom ændres, således at bødestraffen nedsættes til 30.000 kr.
Forvandlingsstraffen for boden er fængsel i 6 dage.
I øvrigt stadfæstes byrettens dom.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.