Klagen vedrører særskilt lønindeholdelse.
Landsskatterettens afgørelse
SKAT inddrivelsescentret har iværksat særskilt lønindeholdelse med en lønindeholdelsesprocent på 5.
Landsskatteretten stadfæster SKAT inddrivelsescentrets afgørelse.
Sagens oplysninger
Klagerens offentlige gæld vedrørende licens blev den 15. marts 2012 opgjort til 10.676,94 kr.
SKAT inddrivelsescentret varslede den 17. februar 2012 lønindeholdelse med 5 % af klagerens indkomst, svarende til ca. 400 kr., til dækning af licensgælden.
Lønindeholdelsesprocenten blev fastsat efter reglerne i inddrivelseslovens § 4 a og inddrivelsesbekendtgørelsens § 9 (særskilt lønindeholdelse). Beregningen blev foretaget på baggrund af oplysninger om klagerens indkomst i december 2011 på 10.044 kr.
Det fremgik endvidere af varslet, at klageren kunne undgå lønindeholdelsen ved indbetaling af hele gælden.
SKAT Inddrivelsescentrets afgørelse
SKAT inddrivelsescentret har iværksat særskilt lønindeholdelse i overensstemmelse med varslet.
Ved genvurdering af sagen i forbindelse med klagen til Landsskatteretten har SKAT inddrivelsescentret fastholdt afgørelsen.
SKAT inddrivelsescentret har oplyst, at klageren ikke blev tilbudt en afviklingsaftale forud for afgørelsen om særskilt lønindeholdelse, da klagerens indkomst er under grænsen for, hvornår der kan etableres en ordinær afvikling.
Efter reglerne i inddrivelseslovens § 4 a og inddrivelsesbekendtgørelsens § 9 kan der foretages særskilt lønindeholdelse for visse restancer, der ikke er mulighed for at inddrive efter de almindelige inddrivelsesregler.
Reglerne om særskilt lønindeholdelse giver ikke mulighed for at indgå afviklingsaftaler.
Klagerens påstand og argumenter
Klageren har fremsat påstand om, at den særskilte lønindeholdelse ophæves.
Klageren har bedt om en afdragsordning, men det overhører SKAT inddrivelsescentret og trækker bare selv pengene.
Klageren synes ikke, at det kan være rigtigt, at SKAT bare kan overhøre en mundtlig aftale.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Reglerne om særskilt lønindeholdelse fremgår af inddrivelsesloven (lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved § 2 i lov nr. 252 af 30. marts 2011) og af bekendtgørelse nr. 922 af 24. august 2011 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesbekendtgørelsen). Loven og bekendtgørelsen kan findes på www.retsinformation.dk.
SKAT har mulighed for at inddrive krav mod en skyldner vedrørende licens ved særskilt lønindeholdelse. Det fremgår af inddrivelseslovens §§ 4 a og 10, stk. 1, jf. nr. 19 i bilag 1 til loven.
Ifølge inddrivelseslovens § 4 a er det Skatteministeren, der fastsætter de nærmere regler om særskilt lønindeholdelse. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 2010-2011, 1. samling, L 95, Tillæg A, pkt. 3.2.2. - www.ft.dk) fremgår følgende:
"Ordningen tænkes udformet således, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved modtagelse af disse krav som udgangspunkt træffer afgørelse om lønindeholdelse."
I overensstemmelse hermed fremgår det ikke af reglerne om særskilt lønindeholdelse, at lønindeholdelse er betinget af, at skyldneren har været tilbudt en afdragsordning.
Det fremgår derimod af inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 5, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse om særskilt lønindeholdelse, selv om restancen er omfattet af en afdragsordning efter § 5, en lønindeholdelse efter § 8 eller en henstandsordning, som ikke efter sit indhold også sikrer mod særskilt lønindeholdelse.
Klageren har henvist til en mundtlig aftale uden at oplyse nærmere om aftalens indhold eller med hvem, den er indgået. Det kan allerede derfor ikke anses for godtgjort, at den særskilte lønindeholdelse er i strid med aftalen.
SKAT inddrivelsescentret var således berettiget til at varsle og træffe afgørelse om særskilt lønindeholdelse, uden først at have tilbudt klageren en afdragsordning.
SKAT inddrivelsescentrets afgørelse stadfæstes derfor.
Landsskatteretten bemærker dog, at regelsættet for inddrivelse ikke synes at være til hinder for, at SKAT inddrivelsescentret kan tiltræde en afdragsordning foreslået af skyldneren.