Højesterets kendelse af 13. december 2012, sag 216/2012

Parter

Anklagemyndigheden

mod

TP
(advokat Jan Schneider)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marianne Højgaard Pedersen, Vibeke Rønne og Michael Rekling.

.......................

Byrettens dom af 15. februar 2012, 3-1207/2009

Retsmødet var offentligt. Reglerne i retsplejelovens §§ 66, stk. 2, og 91 er overholdt.

Ingen var indkaldt eller mødt.

Påstande

Forsvareren har påstået sagen afvist under anbringende af, at anklageskriftet ikke opfylder kravene i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4.

Rettens begrundelse og resultat

Der afsagdes sålydende af domsmandsretten vedtagne kendelse:

I anklageskriftet er anført de bestemmelser, tiltalen angår. Der er anført indkomstår og de beløb, der samlet og fordelt på de enkelte indkomstår, påstås at være udeholdt. Udførelsesmåden er beskrevet således, at tiltalte for de enkelte indkomstår har "selvangivet honorar, løn eller lignende for lavt."

Anklagemyndigheden har gjort gældende, at anklageskriftet i den foreliggende sag er så konkret, det er muligt, idet anklagemyndigheden ikke kan konkretisere arten af de indtægter, tiltalte påstås at have udeholdt fra beskatning. Tiltalen er baseret på pengestrømsanalyser over tiltaltes og dennes hustrus pengeforbrug sammenholdt med størrelsen af selvangivne indtægter. Anklagemyndigheden har anført, at dette netop er kendetegnende for sager om "sort arbejde."

Retten finder, at anklageskriftet i sin beskrivelse af de forhold, der er rejst tiltale for skal være så præcist, at tiltalte og retten på grundlag af anklageskriftet kan se, hvad sagen angår og hvilke bevistemaer, der skal behandles. Nærværende sag angår efter indholdet af anklageskriftet spørgsmålet om, hvorvidt tiltalte har udeholdt skattepligtige indtægter og unddraget det offentlige arbejdsmarkedsbidrag.

Efter en samlet bedømmelse af indholdet af anklageskriftet, finder retten, at anklageskriftet opfylder kravene til udformning af anklageskrifter i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4, hvorfor

Thi bestemmes

Afvisningspåstanden tages ikke til følge.

.......................

Landsrettens kendelse af 23. marts 2012, S-0385-12

Den 15. februar 2012 har byretten afsagt kendelse om, at en afvisningspåstand vedrørende anklageskriftet i sagen ikke tages til følge.

Kendelsen er kæret af advokat Jan Schneider.

Fremlagte bilag

-	brev af 5. marts 2012 fra Statsadvokaten
-	processkrift af 6. marts 2012 med bilag 1-3 fra advokat Jan Schneider.

Sagens tidligere fremlagte bilag var til stede.

Rettens begrundelse og resultat

Landsretten afsagde kendelse:

Landsretten finder, at bestemmelsen i retsplejelovens § 968, stk. 4, ikke er til hinder for, at kæremålet tages under påkendelse. Landsretten har herved lagt vægt på, at det er af væsentlig betydning at få afklaret, om anklageskriftet indeholder en tilstrækkelig og tydelig betegnelse af de forhold, der er rejst tiltale for, jf. retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, nr. 4.

Anklageskriftet indeholder foruden en gengivelse af den regel, der påstås overtrådt, og gerningsindholdet ifølge reglen, alene en angivelse af de indkomstår og beløb, som tiltalen for skatteunddragelse angår, mens anklageskriftet ikke i øvrigt indeholder en beskrivelse af skatteunddragelsen, herunder fremgangsmåde og den mere specifikke karakter, herunder oprindelsesland, med hensyn til den indkomst, som påstås at være unddraget. Anklageskriftet lever således ikke op til kravet i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, nr. 4.

Landsretten tager derfor tiltaltes afvisningspåstand til følge.

Thi bestemmes

Sagen mod TP afvises.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter.

Landsretten fastsatte salæret til forsvareren, advokat Jan Schneider til 3.100 kr. + moms til dækning af forsvarerens arbejde i anledning af kæremålet.

Det overlades til byretten at fastsætte forsvarerens salær i forbindelse med sagens behandling i byretten.

Sagen sluttet.

........................

Højesterets kendelse af 13. december 2012, sag 216/2012

I tidligere instanser er afsagt kendelser af byretten den 15. februar 2012 (3-1207/2009) og af Vestre Landsret den 23. marts 2012 (11. afdeling, S-0385-12).

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse af Byrettens kendelse af 15. februar 2012 om at realitetsbehandle sagen.

TP har påstået stadfæstelse af Vestre Landsrets kendelse af 23. marts 2012 om afvisning af sagen.

Sagsfremstilling

Ved anklageskrift af 16. marts 2009 blev TP tiltalt for overtrædelse af:

"...

1.

straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1 - skattesvig af særlig grov karakter

ved for indkomstårene 2001 til 2005 med forsæt at have selvangivet honorarer, løn eller lignende for lavt med i alt 6.430.768 kr., hvorved det offentlige blev unddraget i alt 3.470.020 kr. i skat - således:

a.	For indkomståret 2001 at have selvangivet honorarer, løn eller lignende for lavt med 1.231.587 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 667.822 kr. i skat.
b.	For indkomståret 2002 at have selvangivet honorarer, løn eller lignende for lavt med 1.451.873 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 781.150 kr. i skat.
c.	For indkomståret 2003 at have selvangivet honorarer, løn eller lignende for lavt med 1.004.962 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 537.736 kr. i skat.
d.	For indkomståret 2004 at have selvangivet honorarer, løn eller lignende for lavt med 1.007.063 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 544.595 kr. i skat.
e.	For indkomståret 2005 at have selvangivet honorarer, løn eller lignende for lavt med 1.735.283 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 938.717 kr. i skat.

2.

Arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 2, jfr. stk. 1, litra a,

ved i sine selvangivelser for indkomstårene 2001 til 2005 med forsæt til bidragsunddragelse at have selvangivet honorarer, løn eller lignende for lavt med i alt 6.430.768 kr., hvorved det offentlige blev unddraget i alt 514.455 kr. i arbejdsmarkedsbidrag, således:

a.	For indkomståret 2001 at have selvangivet honorarer, løn eller lignende for lavt med 1.231.587 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 98.525 kr. i arbejdsmarkedsbidrag.
b.	For indkomståret 2002 at have selvangivet honorarer, løn eller lignende for lavt med 1.451.873 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 116.148 kr. i arbejdsmarkedsbidrag.
c.	For indkomståret 2003 at have selvangivet honorarer, løn eller lignende for lavt med 1.004.962 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 80.395 kr. i arbejdsmarkedsbidrag.
d.	For indkomståret 2004 at have selvangivet honorarer, løn eller lignende for lavt med 1.007.063 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 80.565 kr. i arbejdsmarkedsbidrag.
e.	For indkomståret 2005 at have selvangivet honorarer, løn eller lignende for lavt med 1.735.283 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 138.822 kr. i arbejdsmarkedsbidrag.

..."

Ved indledningen af hovedforhandlingen af sagen ved byretten påstod forsvareren sagen afvist under henvisning til, at anklageskriftet ikke opfyldte kravene i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4.

Byretten afsagde den 15. februar 2012 kendelse, hvorefter forsvarerens afvisningspåstand ikke blev taget til følge, idet retten efter en samlet bedømmelse af indholdet af anklageskriftet fandt, at anklageskriftet opfyldte betingelserne i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4.

Vestre Landsret afviste sagen ved kendelse af 23. marts 2012.

Anbringender

Anklagemyndigheden har overordnet anført, at sagen er baseret på en pengestrømsanalyse af hævninger på kreditkort udstedt af amerikanske banker og indsættelser på TPs og dennes hustrus konti hidrørende fra checks i amerikanske dollars. En gennemgang af denne pengestrømsanalyse i anklageskriftet med henblik på præcist at identificere hvilke pengetransaktioner, der danner grundlag for de unddragne beløb, ville gøre anklageskriftet unødigt uoverskueligt. En dokumentation af, hvorfra indtægterne stammer, og hvordan de er opgjort, er et bevistema, som må gennemgås under hovedforhandlingen. Der kan ikke stilles krav om, at de enkelte elementer i bevisførelsen er anført i anklageskriftet, når det i øvrigt er muligt at forstå indholdet af tiltalen.

Der har forud for tiltalen verseret en ligningssag hos SKAT, hvor TPs indtægts- og skatteforhold har været indgående behandlet og drøftet med TP og dennes forsvarer. TP må derfor være fuldt ud klar over, hvad straffesagen angår, og han har dermed tilstrækkelig mulighed for at tilrettelægge sit forsvar på baggrund af det foreliggende anklageskrift.

Dertil kommer, at anklageskriftet er i overensstemmelse med hidtidig retspraksis, hvorefter beskrivelsen af tid, sted, genstand og udførelsesmåde varierer alt efter de konkrete omstændigheder. Denne sag kan sammenlignes med narkotikasager, hvor der f.eks. også er et grænseoverskridende element. I sådanne sager skal der efter praksis ikke meget til, før kravene til anklageskriftets udformning anses for at være opfyldt.

Endelig er den foreliggende sag én ud af en række sager fra SKAT, hvor personer er mistænkt for at have placeret penge på udenlandske konti med henblik på skatteunddragelse, og hvor det ikke har været muligt at indhente kontoudskrifter fra relevante myndigheder i udlandet. Hvis sagen afvises på grund af anklageskriftets udformning, vil det fremover være særdeles vanskeligt at strafforfølge et betydeligt antal personer og selskaber, der er mistænkt for at unddrage det offentlige ganske betydelige beløb.

TP har anført, at anklageskriftet alene indeholder konkrete oplysninger om indkomstår og beløbenes størrelse. Der er ikke nogen yderligere konkret beskrivelse i anklageskriftet, som opfylder retsplejelovens krav til angivelse af sted, udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder, som er nødvendig for en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse. Anklageskriftet ligger således under den minimumsgrænse, der generelt må antages at foreligge, hvorfor landsrettens kendelse allerede af den grund bør stadfæstes.

Anklageskriftet skal derudover bedømmes konkret, og der kan ikke opstilles præcise regler for, hvilke oplysninger der som minimum eller maksimum skal angives. Ud over den ikke-eksisterende beskrivelse af gerningen i det konkrete anklageskrift, bør det tillægges afgørende vægt, at anklageskriftet ifølge rigsadvokaten kunne have været udformet mere præcist.

Dertil kommer, at det foreliggende anklageskrift ikke har gjort et forsvar muligt. Tiltalte har grundet manglende bilag og konstateringen af mulige fejlaflæsninger fra SKATs side sammenholdt med det upræcise anklageskrift ikke haft tilstrækkelig mulighed for at forsvare sig. Det er ikke muligt med sikkerhed at afgøre, hvilke konkrete konti og indsætninger/hævninger, der indgår i beløbsangivelserne i anklageskriftet.

Hensyn til retsfølelsen og andre sager bør ikke indgå i afgørelsen. Det vil altid være muligt at udforme et mere præcist anklageskrift end det foreliggende, og anklagemyndigheden vil kunne rejse tiltale på ny med et behørigt anklageskrift, som kan afstemmes med de underliggende bilag. Dette vil kunne spare omfattende bevisførelse, idet tiltalte kan oplyse hvilke beløb, der bestrides, og hvilke som kan lægges til grund.

Væsentlige generelle og retssikkerhedsmæssige hensyn taler derfor for en stadfæstelse af landsrettens kendelse

Højesterets begrundelse og resultat

TP blev med anklageskriftet af 16. marts 2009 tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter og for bidragsunddragelse. Det følger af anklageskriftet, at den kriminelle handling består i udeladelse af indtægter i form af honorar, løn eller lignede. Anklageskriftet indeholder endvidere oplysninger om, hvilke indkomstår tiltalen vedrører, hvilke beløb TP samlet og opgjort på de enkelte indkomstår er tiltalt for at have selvangivet sin indkomst for lavt med, og de beløb han dermed samlet og opgjort på de enkelte indkomstår er tiltalt for at have unddraget det offentlige for.

Efter en samlet vurdering og under hensyn til sagens karakter finder Højesteret, at anklageskriftet hermed indeholder en sådan beskrivelse af de forhold, der er rejst tiltale for, at tiltalte har reel mulighed for at vide, hvad tiltalen går ud på, og således kan tilrettelægge sit forsvar forsvarligt. Kravene i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4, til beskrivelsen af det forhold, der rejses tiltale for, er derfor opfyldt.

Da sagen herefter kan fremmes på det foreliggende grundlag, tager Højesteret anklagemyndighedens påstand om stadfæstelses af byrettens kendelse af 15. februar 2012 til følge.

Thi bestemmes

Vestre Landsrets kendelse af 23. marts 2012 ophæves, og sagen hjemvises til byretten til realitetsbehandling.