Dato for udgivelse
09 jan 2013 14:01
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 feb 2012 12:45
SKM-nummer
SKM2013.25.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
11. afdeling, S-1119-11
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, registreringsafgift, tillægsbødefordeling, våbenloven, færdselsloven, kørekort
Resumé

T1 og T2 var tiltalt for som henholdsvis ejere og brugere af en Audi-x og en Audi S3 forsætligt at have anvendt bilerne til kørsel i Danmark uden at disse var afgiftsberigtigede. T2 var tillige tiltalt for overtrædelse af våbenloven og færdselsloven. T2 havde påmonteret stjålne tyske nr. plader på Audi-x´en og kørt fra politiet.

T1 forklarede at hun havde gjort hvad T2 havde sagt. Hun mente ikke at der var problemer med registreringsafgiften, da Audi S3´en kun havde stået på grunden. Hun havde kørt i Audi-x´en, men gik ud fra at det var i orden med prøvepladerne.

T2 forklarede at T1 hverken havde ejet eller kørt i Audi-x´en. Han opholdt sig i Tyskland nogle måneder ad gangen. Audi S3´en havde han kun kørt i på sommerhusgrunden. Han havde skiftet speedometeret. Han kunne ikke få et, der viste samme antal km.

Byretten fandt det bevist, at T1 og T2 som henholdsvis ejer og bruger havde anvendt de 2 biler Audi S3 og Audi-x til kørsel i Danmark. Audi-x´en havde været på værksted i Danmark og T1 var anført som kunde på fakturaerne. T2 var set køre i bilen i Danmark, havde ikke meddelt Folkeregisteret, at han var udrejst af landet, modtog pension fra Danmark, hele tiden har haft læge o.s.v. i Danmark, havde sammen med T1 3 børn og havde forud for kørslen opholdt sig på T1's adresse. Byretten fastsatte T1's straf til 3 måneders fængsel. Der lagdes særligt vægt på størrelsen af den unddragne registreringsafgift. T2 idømtes 5 måneders fængsel.

Anklagemyndigheden påstod tillægsbøde in solidum. Retten mente ikke at kunne idømme tillægsbøde in solidum og idømte T1 og T2 hver en tillægsbøde på 150.000 kr.

Landsretten stadfæstede byretsdommen, men tillægsbøden blev hævet til 300.000 kr. til hver.

Reference(r)
Straffeloven § 289
Registreringsafgiftsloven § 27
Straffeloven § 285
Våbenloven § 10
Våbenbekendtgørelsen § 44
Færdselsloven § 117a
Færdselsloven § 118
Henvisning
-

Østre Landsrets dom af 23. februar 2012, 11. afdeling S-1119-11

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T1
(advokat Karl Kristian Madsen, besk.)

og

T2
(advokat Karl Kristian Madsen, besk.)

Afsagt af landsdommerne

Karsten Bo Knudsen, Katja Høegh og Mette Undall-Behrend (kst.) med domsmænd

...................................

Byrettens dom af 11. marts 2011, 60-3448/2010

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 13. december 2010.

T2 og T1 er tiltalt for overtrædelse af

1.

T2

våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, samt våbenbekendtgørelsen § 15, stk. 1, nr. 1 og 11, jf. § 44, stk. 4,

ved den 15. januar 2004, ca. kl. 15.30 i sommerhuset ...1, uden politiets tilladelse at have været i besiddelse af 1 gaspistol, Walther P99, cal. 9 mm, 175 skarpe gaspatroner, 1 gasspray, mrk. TW 1000 CS Reizgas samt en bajonet med en klinge på 16,3 cm.

2.

T2

straffelovens § 276, jf. § 21,

ved den 9. april 2006, kl. 01.45 at have skaffet sig adgang til G1-marked, i den hensigt at begå tyveri, hvilket forehavende imidlertid mislykkedes, idet tiltalte faldt ca. 3½ m ned i et lagerrum.

3.

Begge

straffelovens § 289, jf. registreringsafgiftsloven (lovbekendtgørelse nr. 613 af 25. juni 2008) § 27, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3,

ved perioden fra april 2008 til oktober 2009 som henholdsvis ejer (T1) og bruger (T2) af personbil Audi S3, svensk reg.nr. ... samt personbil Audi-x, tysk reg.nr. ..., forsætligt at have anvendt de nævnte køretøjer, der var afgiftspligtige i Danmark, til kørsel her i landet uden at disse var afgiftsberigtiget, alt hvorved det offentlige blev unddraget i alt 603.028 kr. i registreringsafgift.

4.

T2

færdselslovens § 118, jf. § 4, stk. 2,

ved den 17. september 2009, ca. kl. 19.30 på. ...2 vejen at have undladt at efterkomme politiets anvisninger, idet tiltalte startede uindregistreret Audi-x, påmonteret stjålne tyske nr. plader og undkørte fra stedet til trods for politiets anvisninger om at forblive på stedet.

5.

T2

færdselslovens § 117a, stk. 2, nr. 2, ved den 17. september 2009, ca. kl. 19.30 at have ført uindregistreret Audi-x, påsat stjålne tyske nr. plader, fra ...2, selv om tiltalte ved Østre Landsrets dom af 21. november 1989 var frakendt førerretten for bestandigt.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf og tillægsbøde.

Anklagemyndigheden har endvidere påstået konfiskation af 1 gaspistol, Walther P99, cal. 9 mm, 175 skarpe gaspatroner, 1 gasspray, mrk. TW 1000 CS Reizgas samt en bajonet med en klinge på 16,3 cm hos tiltalte T2.

Tiltalte T2 har erkendt sig skyldig i forhold 1, 2 og 5 og har i øvrigt nægtet sig skyldig.

Tiltalte T1 har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af de tiltalte og af vidnerne V.1, V.2 og V.3.

Forklaringerne gengives ikke, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 4.

Tiltalte T1 er ikke tidligere straffet.

Tiltalte T2 er tidligere straffet adskillige gange for kørsel i frakendelsestiden og senest ved dom af 16. januar 2004 med fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 172, stk. 1, jf. § 171, og færdselslovens § 117, stk. 6. Det fremgår af dommen, at der var tale om 2 11 gangstilfælde [?, red. SKAT] af kørsel i frakendelsestiden.

Tiltalte T2 har om sine personlige forhold forklaret, at han og medtiltalte T1 blev skilt i 1995. Han har ikke nogen fast adresse. Han får pension fra kommunen. Det er ca. 5 år siden, at han fik tilkendt pension. Han har lånt T1s sommerhus en gang imellem, men ellers har han været lidt rundt omkring. Han har været en del i Tyskland.

Tiltalte T1 har om sine personlige forhold forklaret, at hun går sygemeldt på grund af rygproblemer. Hun blev fyret i december 2010. Tidligere havde hun arbejdet på et plejehjem i mange år. Hun er ufaglært. Da hun havde job, fik hun en bruttoløn på ca. 19.000 kr. om måneden. Hun er alenemor med 3 børn. Det yngste barn på 14 år bor hjemme. De to andre er udeboende. Hun bor i en lejlighed.

Rettens begrundelse og afgørelse

Ad forhold 1

Tiltalte T2 har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Ad forhold 2

Tiltalte T2 har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Ad forhold 3

Vedrørende Audi S3

Tiltalte T1 har forklaret, at hun købte bilen i april 2008 for 110.000 kr. Ved bilens beslaglæggelse den 30. oktober 2009 udviste speedometeret ca. 115.000 km. I retsmødet den 25. november 2009 i forbindelse med beslaglæggelsen forklarede tiltalte T1, at hun mente, at bilen havde kørt 90.000-100.000 km., da hun købte den, men at hun ville ikke bestride anklagerens oplysning om, at bilen havde kørt ca. 55.000 km., siden hendes køb.

Tiltalte T2 forklarede i samme retsmøde, at nøglerne til bilen sad i et nøglebundt, der tilhørte tiltalte T1. Han forklarede videre, at han havde haft startet bilen flere gange, da en sådan bil ikke kan klare at stå stille, og at det var ham, som havde sat de tyske nummerplader på bilen.

På denne baggrund finder retten, at det er bevist, at tiltalte T1 og tiltalte T2 som henholdsvis ejer og bruger har anvendt den pågældende bil til kørsel her i landet.

Vedrørende Audi-x

Af den fremlagte slutseddel fremgår det, at tiltalte T1 i april 2008 har købt bilen for 310.000 kr. Retten finder ikke, at det af tiltalte T1 forklarede om, at hun aldrig har været ejer af bilen, idet hun lånte tiltalte T2 210.000 kr. til køb af bilen, kan føre til et andet resultat. Af sagen fremgår det videre, at bilen i henholdsvis april og september 2009 har været på værksted hos G2-biler, og at tiltalte T1 var anført som kunde på fakturaerne.

Retten lægger endvidere vægt på, at tiltalte T2 er set køre i bilen her i landet. Retten har yderligere lagt vægt på, at tiltalte T2 ikke har meddelt Folkeregisteret, at han er udrejst af landet, at han modtager pension fra Kommunen, og at han hele tiden har haft bl.a. læge og bank i Danmark. Derudover lægger retten vægt på, at han sammen med tiltalte T1 har 3 børn, og at han forud for kørslen den 17. september 2009 opholdt sig på den medtiltaltes adresse.

På baggrund heraf finder retten, at det er bevist, at tiltalte T1 og tiltalte T2 som henholdsvis ejer og bruger har anvendt den pågældende bil til kørsel her i landet.

Retten finder således begge de tiltalte skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet.

Ad forhold 4

Retten lægger efter kriminalassistent V.1s forklaring til grund, at han og kollegaen begge legitimerede sig behørigt, og at tiltalte T2 ikke var i tvivl om, at det var politiet, der rettede henvendelse. Endvidere lægger retten efter vidnet V.1s forklaring til grund, at tiltalte ikke fulgte politiets anvisninger om at standse. Herefter findes tiltalte skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale.

Ad forhold 5

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Strafudmåling

Straffen fastsættes for tiltalte T1 til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens § 289, jf. registreringsafgiftslovens § 27, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3.

Der er ved strafudmålingen særligt lagt vægt på størrelsen af den unddragne registreringsafgift.

Straffen fastsættes for tiltalte T2 til fængsel i 5 måneder, jf. straffelovens § 289, jf. registreringsafgiftslovens § 27, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3, straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276, jf. § 21, våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, samt våbenbekendtgørelsen § 15, stk. 1, nr. 1 og 11, jf. § 44, stk. 4, og færdselslovens § 117a, stk. 2, nr. 2, samt § 118, jf. § 4, stk. 2.

Der er ved strafudmålingen særligt lagt vægt på størrelsen af den unddragne registreringsafgift, og at der er tale om et 12. gangstilfælde af kørsel i frakendelsestiden.

Det bemærkes, at anklageren under sagen har nedlagt påstand om, at de tiltalte in solidum skal betale en tillægsbøde på 300.000 kr. Da retten ikke finder, at der kan idømmes tillægsbøder in solidum, og da anklagemyndigheden må antages at have nedlagt en samlet bødepåstand på 300.000 kr., idømmes hver af de tiltalte en tillægsbøde på 150.000 kr., jf. straffelovens § 50, stk. 2.

Retten tager den nedlagte konfiskationspåstand til følge som nedenfor bestemt, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T1 skal straffes med fængsel i 3 måneder.

Tiltalte T1 skal betale en tillægsbøde på 150.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 40 dage.

Tiltalte T2 skal straffes med fængsel i 5 måneder.

Tiltalte T2 skal betale en tillægsbøde på 150.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 40 dage.

Hos tiltalte T2 konfiskeres 1 gaspistol, Walther P99, cal. 9 mm, 175 skarpe gaspatroner, 1 gasspray, mrk. TW 1000 CS Reizgas samt en bajonet med en klinge på 16,3 cm.

De tiltalte skal betale de dem hver især vedrørende sagsomkostninger.

....................

Østre Landsrets dom af 23. februar 2012, 11. afdeling S-1119-11

Byrettens dom af 11. marts 2011 (60-3448/2010) er anket af T1 med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, herunder at straffen gøres betinget.

T2 har anket med påstand om frifindelse i forhold 3, og i øvrigt formildelse. T2 er indforstået med, at der i forhold 4 sker konfiskation som besluttet af byretten.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, herunder at begge de tiltalte idømmes en bøde på 300.000 kr. Anklagemyndigheden har præciseret, at der i forhold 1 skal citeres nugældende våbenlov § 10, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, samt nugældende våbenbekendtgørelse § 44, stk. 4, jf. § 15, stk. 1, nr. 1, jf. dagældende våbenlov § 10, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 3, og dagældende våbenbekendtgørelse § 43, stk. 1, jf. § 14, stk. 1, nr. 1, og i forhold 3, registreringsafgiftsloven, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 836, af 1. juli 201l, § 27, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 3, jf. § 1, stk. 1, jf. registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1 og 3.

Supplerende sagsfremstilling

Anklagemyndigheden har oplyst, at årsagen til den langvarige sagsbehandlingstid i forhold 1 og 2 er, at T2 ikke har haft fast bopæl siden 1998.

Der er for landsretten af forsvareren fremlagt et dokument af 29. april 2008 fra G3 til T1 om udlån af faste prøveskilte.

Der er endvidere fremlagt et af T2 underskrevet gældsbrev af 30. maj 2008 om gæld til T1 på 210.000 kr. med efterfølgende håndskrevne påtegninger om nedskrivninger i perioden 17. april 2009 til den 29. juli 2011, hvor gælden anføres at være 0 kr., samt kontoudskrifter vedrørende en bankkonto tilhørende T1, hvoraf fremgår indbetalinger fra T2 på den 11. oktober 2009 50.000 kr. og herefter yderligere indbetalinger i en periode fra den 24. februar 2010. I alt udgør indbetalingerne 145.000 kr.

Den unddragne registreringsafgift udgør ifølge SKATs afgørelser af 22. februar 2010 om opkrævning af registreringsafgift 603.028 kr. hos T1 og T2 solidarisk, jf. tilsvarende SKATs tiltalebegæring af 15. marts 2010. T1 har indbragt SKATs afgørelse om afgiftspligt og opkrævning for Landsskatteretten. Det er alene afgiftspligten, men ikke opgørelsen af den afgiftspligtige værdi, som er påklaget. Sagen er sat i bero på udfaldet af nærværende sag. T2 har ikke påklaget skattemyndighedernes afgørelse af 22. februar 2010 om afgiftspligt og opkrævning.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte og vidnerne kriminalassistent V.1, V.3 og V.2, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Tiltalte T1 har supplerende forklaret blandt andet, at når hun underskrev slutsedlen vedrørende Audi-x´en, som om hun var i Tyskland, selvom hun var i Danmark, var det, fordi T2 sagde, at hun skulle gøre det sådan. Det var noget med at så kunne han hente den næste dag. Det var ikke for at skjule, at bilen skulle bruges i Danmark. Hun gjorde ikke indsigelse mod, at T2 satte nummerplader på Audi S3´en. Hun mente ikke, at der var problemer med registreringsafgift, for den stod bare på grunden. Hun ville gerne have en mindre bil end den danske. Derfor købte hun Audi S3´en. Det var T2, der formidlede købet af den. Hun har kørt turen til sommerhuset i Audi S3´en, hvilket hun gik ud fra, var i orden at gøre med prøvepladerne.

Når hun ikke brugte pengene fra den danske bil, som hun solgte for 219.000 kr., til at betale registreringsafgift på Audi S3´en, var det, fordi T2 gerne ville låne pengene til Audi-x´en. Hun købte en gammel dansk indregistreret Opel Corsa, medens hun ventede på, at T2 betalte tilbage. Hun ved ikke, hvorfor der ikke er papirer om denne bil i sagen. Hun havde ikke regnet med, at han ville være så længe om at betale tilbage. Det er rigtigt, at hun tjente ca. 19.000 kr. om måneden. Hun kunne ikke betale for indregistreringen af Audi S3´en, før T2 havde betalt tilbage. Det kostede ikke noget at have den stående. Det er rigtigt, at hun gav 110.000 kr. for Audi S3´en i tillæg til de 210.000 kr., hun efterfølgende lånte T2 til Audi-x´en. Hun har aldrig kørt i Audi S3´en.

Hun har boet fast i sommerhuset i perioder, men har i andre perioder ikke været der så tit. Hun har aldrig bemærket, at nogen har kørt i Audi S3´en. Nøglerne til den lå i sommerhuset. T2 havde nøgler til sommerhuset. De opholdt sig nogen gange sammen i sommerhuset, og også i hendes lejlighed i ...3.

Tiltalte T2 har supplerende forklaret blandt andet, at Audi-x´en står i Tyskland. Han kontaktede sin advokat, som faxede slutsedlen, da han så, at bilen var efterlyst i Danmark. Han ville ikke komme tilbage med bilen, fordi politiet så ville beslaglægge den. Han opholder sig i Tyskland nogle måneder ad gangen. Han ville have bilen repareret i Danmark, fordi han ikke taler tysk. Han ville også gerne have bilen med hjem, når han selv var hjemme. Han bestilte en rude til bilen hos værkstedet i Danmark. Da var den ude af landet. Han tog ruden med til Tyskland. Han blev kørt derned. T1 har hverken ejet eller kørt i Audi-x´en. Audi S3´en har han kun kørt i på sommerhusgrunden. Han har ikke kørt 15.000 km i den. Han skiftede speedometeret. Han kunne ikke få et, der viste samme antal km. Man skal bare oplyse antal kørte kilometer korrekt, når den blev indregistreret. Den ikke i Danmark indregistrerede Audi, som er blevet beslaglagt for nyligt, efter han var blevet stoppet kørende i den, tilhører T1. Det er rigtigt, at han har kørte i den tre gange. Det var uden T1s viden. Han og T1 har ikke fælles økonomi.

Han har intet hørt fra politiet om våbenlovsovertrædelsen fra 2004 i forhold 1, siden det blev opdaget. Han har gennem en del år haft en aftale mcd Kommunen om at hente post m.v. hos kommunen, så det ville ikke have været et problem at få fat i ham. Han var i forhold 4 ikke helt sikker på, om det var rigtigt, at der var tale om politifolk. De ville tage bilen. Derfor kørte han fra stedet.

Vidnet kriminalassistent V.1 har supplerende forklaret blandt andet, at han aldrig fra de tiltalte hørte, at speedometeret på Audi S3´en er blevet skiftet og er ikke under efterforskningen stødt på regninger vedrørende en sådan udskiftning. Det fremgår af værkstedsregningen vedrørende Audi-x´en af 1. april 2009, at Audi-x´en på dette tidspunkt havde kørt 75.720 km. Det vil sige en del mere end de 64.000 km, som fremgår af slutsedlen af 30. maj 2008. Han viste i forhold 4 sit politiskilt til tiltalte.

Vidnet V.3 har supplerende forklaret blandt andet, at han gik ud fra, at den brug, T1 agtede at gøre af de udlånte prøveskilte til Audi S3´en, var lovlig og at det var lovligt at udlåne dem. Købet af Audi-x´en havde T1 ham bekendt ikke noget med at gøre. Han var til stede, da T2 købte bilen i Tyskland. Han var med som fagkyndig. Bilen havde tyske plader på. T2 kørte efter købet ned i Tyskland i den. Han blev kontaktet af T2 efter 4-6 måneder om fragten af Audi-x´en til Danmark. Den blev som tidligere forklaret kørt fra sommerhuset til værkstedet og retur på hans prøveskilte, som blev sat ovenpå de tyske plader. Hans prøveskilte har nr. ....

Forevist værkstedsregning af 1. april 2009 vedrørende Audi-x´en fra G2-Biler, hvoraf fremgår et tysk indregistreringsnr, ..., kan han ikke forklare dette. Det med at sætte prøveplader på var, fordi T2 sagde, at han ikke måtte køre bilen i Danmark på tyske plader. Han ved ikke, hvor T2 boede. T2 havde ikke nogen fast adresse.

Vidnet V.2 har supplerende forklaret blandt andet, at hvis der kun var kørt som forklaret af de tiltalte enkeltstående gange mcd prøveskilte fra et værksted, ville SKAT stadig finde, at der var indtrådt registrerings- og afgiftspligt, og dette så meget desto mere når man på den ene bil havde sat stjålne tyske nummerplader.

Personlige forhold

Tiltalte T2 er ved et vedtaget bødeforlæg 14. november 2011 straffet med bøde for overtrædelse af færdselslovens § 117a, stk. 2, nr. 2, for et forhold begået den 11. oktober 2011.

Der er vedrørende både T1 og T2 foretaget personundersøgelse i henhold til retsplejelovens § 808 til brug for ankesagen.

Tiltalte T1 har supplerende hertil forklaret, at hun i dag får udbetalt 11.013 kr. om måneden.

Tiltalte T2 har supplerende forklaret, at han får udbetalt ca. 11.000 kr. om måneden.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sælgeren af Audi S3´en har, jf. politirapport af 18. november 2009, oplyst, at bilen på salgstidspunktet den 29. april 2008 havde kørt ca. 60.000 km, hvilket understøttes af de af politiet fra G4 Motor, jf. e-mail 17. november 2009, indhentede værkstedsoplysninger om kørte km på 58.006 km ved seneste værkstedsbesøg den 15. november 2007 i Sverige før salget.

T1 har endvidere tidligere i retsmødet vedrørende beslaglæggelsen forklaret, at bilen havde kørt 90.000 - 100.000 km, da hun købte den. T1 har erkendt det faktiske forhold, at hun har kørt Audi S3 i Danmark til sit sommerhus i ...1 og T2 har forklaret om begrænset kørsel på sommerhusgrunden. Dette forklarer imidlertid ikke kilometerforbruget fra salgstidspunktet til aflæsningen af forbrug ved beslaglæggelsen, som det herefter lægges til grund skyldes kørsel i Danmark foretaget af de tiltalte.

De tiltaltes forklaring om udskiftning af speedometeret tilsidesættes herved som utroværdig.

Vedrørende Audi-x´en findes det ikke ved det fremlagte gældsbrev med påtegninger og bankudskriften med indbetalinger godtgjort, at køretøjet reelt er købt af T2 eller efterfølgende af T1 er solgt til T2. Det lægges til grund, at T1 har været bekendt med og aktivt har medvirket til T2s brug af Audi-x´en, som hun købte og lod T2 benytte til kørsel i Danmark, uden at bilen blev indregistreret i Danmark. Hun har dermed i hvert fald medvirket til den af T2 begåede afgiftsunddragelse.

Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der er anført i dommen, findes de tiltalte skyldige efter anklageskriftet i forhold 3, for T1s vedkommende til dels jf. straffelovens § 23.

Straffen, som for T1s vedkommende fastsættes i medfør af straffelovens § 289, jf. registreringsafgiftsloven, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 836, af 1. juli 2011, § 27, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 3, jf. § 1, stk. 1, jf. registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1 og 3, findes passende, idet bøden dog findes at burde fastsættes til 300.000 kr. med en forvandlingsstraf på fængsel i 60 dage.

Straffen, som for T2s vedkommende fastsættes i medfør af nugældende våbenlov § 10, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, samt våbenbekendtgørelsens § 44, stk. 4, jf. § 15, stk. 1, nr. 1. jf. dagældende våbenlov § 10, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 3, og dagældende våbenbekendtgørelse § 43, stk. 1, jf. § 14, stk. 1, nr. 1, straffelovens § 285, jf. § 276, jf. § 21, straffelovens § 289, jf. registreringsafgiftsloven, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 836, af 1. juli 2011. § 27, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 3, jf. § 1, stk. 1, jf. registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. l og 3, og færdselslovens § 117a, stk. 2, nr. 2, og § 118, stk. 1, jf. § 4, stk. 2, findes passende, idet bøden dog findes at burde fastsættes til 300.000 kr. med en forvandlingsstraf på fængsel i 60 dage. Der er ved straffastsættelsen taget hensyn til den tid, der er gået fra sigtelserne i forhold 1 og 2 til fremsendelsen af anklageskrift, som det ikke findes godtgjort beror på tiltalte.

Med denne ændring stadfæster landsretten dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom i sagen mod T1 og T2 stadfæstes med den ændring, at den bøde, hver af de tiltalte skal betale, forhøjes til 300.000 kr. med en forvandlingsstraf på fængsel i 60 dage.

De tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten, herunder det dem hver især vedkommende forsvarersalær.