Østre Landsrets dom af 5. november 2003,12. afdeling, S-3014-02
Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
(advokat Bjarne Rasmussen)
Afsagt af landsdommerne
Michael Dorn, Lone Kerrn-Jespersen, og Ulla Otken (kst.)
-----------
Middelfart byrets dom af 7. maj 2002, (SS 126/02)
I denne sag, der er behandlet uden medvirken af domsmænd, tiltales
T
ifølge anklageskrift af 23. april 2002 til straf for overtrædelse af
1.
skattekontrollovens § 13, stk. 2,
ved af grov uagtsomhed for indkomståret 1997 at have afgivet urigtig selvangivelse, idet udenlandsk indkomst i form af udenlandsk provision på 118.529 kr. ikke blev selvangivet, hvorved det offentlige blev unddraget skatter med i alt 66.628 kr.
2.
arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 1, punkt a,
ved af grov uagtsomhed for indkomståret 1997 i konsekvens af forhold 1 at have afgivet urigtige oplysninger om bidragsgrundlaget, hvorved statskassen blev unddraget arbejdsmarkedsbidrag med 9.482 kr.
Tiltalte har nægtet sig skyldig under anbringende af, at han alene har udvist simpel uagtsomhed.
Forklaringer
Tiltalte, har forklaret, at han i 1997 havde provisionsindtægter fra et tysk firma, der ligger syd for Hannover. Han fik provision som følge af, at han havde henvist kunder. Beløbene stemmer. Han har betalt dansk skat af beløbet nu. Han havde på tidspunktet almindelig lønarbejde i Danmark ved siden af. Han havde på et tidspunkt planer om, at etablere en virksomhed i Tyskland. Det blev ikke til noget, men de før omtalte henvisninger medførte altså noget provisionsløn. Som følge af, at han alligevel ikke ville påbegynde virksomhed i Tyskland betalte han den tyske moms tilbage til virksomheden, og han betalte tysk indkomstskat af det modtagne beløb med 6.030 DM, hvilket beløb skattemyndighederne i Danmark da også har trukket fra. Han fik et brev fra Deutsche Bank om, at provisionen var indberettet til de tyske skattemyndigheder. Han var derefter af den faste overbevisning, at de danske skattemyndigheder ville få besked. Langt senere indberettede de tyske myndigheder da også indtægten til de danske myndigheder. Han fik selv et brev om dette den 15. april 1999, hvoraf det fremgik, at de danske skattemyndigheder nu ville få besked. Det er rigtigt, at dette var 11 måneder efter, at han indgav selvangivelse for 1997. Han fik årsopgørelse for 1997 i sommeren 1998. Han var da stadig af den faste overbevisning, at de danske skattemyndigheder ville få besked. Da ... Kommune senere henvendte sig til ham, oversendte han også straks alle papirer, således kravet kunne gøres rigtigt op. Da han fik selvangivelsen for 1997, der er fremlagt som bilag 12, strejfede det ham ikke at rette indkomstallet. Han husker ikke i dag, om han tænkte, at der senere ville ske en regulering for den indberettede tyske indkomst, eller om han slet ikke bemærkede tallets størrelse. Det var under alle omstændigheder hans opfattelse, at skatten ville blive udlignet. Han påførte iøvrigt selvangivelsen renter til studielån som fradrag i kapitalindkomst. Han fik på tidspunktet fast løn fra sin arbejdsgiver. Lønnen var på det tidspunkt uden bonus. De godt 547.000 kr., der fremgår af selvangivelsen for 1997, svarer til den løn, der var aftalt.
Rettens bemærkninger
Efter tiltaltes forklaring var han helt opmærksom på, at han skulle beskattes i Danmark af den tyske provisionsindtægt. Alligevel indgav han selvangivelsen for 1997 uden ændringer, selv om hans indkomst var anført næsten 120.000 kr. for lavt. Han har herved udvist grov uagtsomhed. Det offentlige blev endvidere unddraget skatter og arbejdsmarkedsbidrag, som anført i anklageskriftet, idet forholdet først blev berigtiget i 1999 på skattemyndighedernes initiativ. Som følge af det anførte findes tiltalte skyldig i henhold til anklageskriftet.
Straffen fastsættes efter skattekontrollovens § 13, stk. 2, og arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 1, litra a, til en bøde på 54.500 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 20 dage.
T h i k e n d e s f o r r e t
Tiltalte T straffes med en bøde på 54.500 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 20 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
-----------
Østre Landsrets dom af 5. november 2003, 12. afdeling, S-3014-02
Middelfart Rets dom af 7. maj 2002 (SS 126/02) er anket af T med påstand om frifindelse subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Tiltalte har på baggrund af en faktura af 12. juni 1997 på 17.480 DM, en faktura af 25. november 1997 på 47.625 kr. (angivet vekselkurs til DM 3,81) og en faktura af 16. december 1997 på 47.625 kr. (angivet vekselkurs til DM 3,81) modtaget provision fra en tysk virksomhed.
Tiltalte indleverede selvangivelse for 1997 den 4. maj 1998. Der var tale om en fortrykt selvangivelse, hvori rubrik 11 lønindkomst mv. var udfyldt med beløbet 547.983 kr. Tiltalte foretog ændring af rubrik 43 og anførte et beløb på 990 kr. vedrørende renteudgifter. Derudover foretog tiltalte ingen ændringer af de fortrykte oplysninger. Den 18. maj 1998 udskrev ToldSkat årsopgørelse for 1997 til tiltalte. Indkomstoplysningerne i årsopgørelsen var identiske med de selvangivne. I forbindelse med at tiltalte havde foretaget frivillig indbetaling af 25.000 kr., blev der den 29. juni 1998 udskrevet en ny årsopgørelse, hvoraf denne oplysning fremgik.
Ved brev af 8. marts 1999 opkrævede de tyske myndigheder "Umsatzsteuer" hos tiltalte under henvisning til, at tiltalte ifølge kontrolmateriale havde modtaget 25.000 DM i provision. Den 15. april 1999 opkrævedes yderligere "Umsatzsteuer", idet de tyske myndigheder oplyste, at man var kommet i besiddelse af yderligere kontrolmateriale, og at tiltalte ifølge faktura af 12. juni 1997 havde modtaget 15.200 DM i provision. I en følgeskrivelse gjorde de tyske myndigheder tiltalte opmærksom på, at man ville underrette de danske skattemyndigheder om det modtagne provisionsbeløb.
Finanzamt Flensburg sendte i blanketform oplysning til de danske myndigheder om, at tiltalte havde modtaget provision på i alt 42.480 DM i kalenderåret 1997 og vedlagde kopi af de omhandlede fakturaer. De tyske myndigheder bemærkede, at adressen Bauer Landstrasse 12, Flensburg, som tiltalte havde angivet på den første af fakturaerne, ikke eksisterede. De tyske myndigheders underretning er påført et journalnummer i 1999.
Skatteadministrationen indkaldte herefter materiale fra tiltalte og foreslog i november 2000 tiltaltes skatteansættelse for 1997 forhøjet.
Det fremgår af Rådets direktiv nr. 77/799/EØF af 19. december 1977 artikel 4, om medlemslandenes uopfordrede udveksling af oplysninger inden for området for direkte skatter:
"...
1. Hver enkelt medlemsstats kompetente myndighed meddeler, uden forudgående anmodning, de i artikel 1, stk. 1, omhandlede oplysninger, som den har kendskab til, til den kompetente myndighed i enhver anden medlemsstat, som berøres heraf, i følgende tilfælde:
a) en medlemsstats kompetente myndighed har grund til at formode, at der er tale om en unormal skattenedsættelse eller skattefritagelse i den anden medlemsstat
b) en skattepligtig opnår i, en medlemsstat en skattenedsættelse eller skattefritagelse, der skulle medføre skatteforhøjelse eller beskatning i den anden medlemsstat
c) forretninger mellem en skattepligtig i, en medlemsstat og en skattepligtig i en anden medlemsstat, i forbindelse med hvilke der indgår et fast driftssted for disse eller en eller flere tredjemænd i et eller flere andre lande, vil kunne indebære, at der opnås en skattebesparelse i en af disse medlemsstater eller i dem begge
d) en medlemsstats kompetente myndighed har grund til at formode, at der er tale om en skattebesparelse som følge af fiktive interne overførsler af overskud inden for grupper af virksomheder
e) når der i en medlemsstat som følge af oplysninger, der er meddelt af den kompetente myndighed i den anden medlemsstat, indsamles oplysninger, som kan anvendes ved skatteansættelsen i denne anden medlemsstat.
2) Medlemsstaternes kompetente myndigheder kan i henhold til den i artikel 9 fastsatte konsultationsprocedure udvide den i stk. 1 fastsatte udveksling af oplysninger til andre end de deri omhandlede tilfælde.
3) Medlemsstaternes kompetente myndigheder kan i ethvert andet tilfælde uden forudgående anmodning meddele hinanden de i artikel 1, stk. 1, omhandlede oplysninger, som de har kendskab til.
..."
Forklaringer
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte.
Tiltalte har blandt andet forklaret, at han overvejede at etablere en virksomhed i Tyskland med salg af værktøj. I den forbindelse var han til et møde i Deutche Bank i Flensburg, hvor han åbnede en bankkonto. Bankmedarbejderen oplyste ham da om, at banken havde indberetningspligt over for myndighederne. Adressen på Bauer Landstrasse er en garage, som han påtænkte at leje til opbevaring af værktøj.
Procedure
Til støtte for frifindelsespåstanden har tiltalte anført, at der alene er udvist simpel uagtsomhed.
Til støtte for påstanden om formildelse har tiltalte navnlig henvist til de principper, der fremgår af cirkulære om administrative bødefastsættelser ved overtrædelse af skattekontrollovens § 13 mv., og til straffelovens § 84.
Landsrettens bemærkninger
Det må lægges til grund, at de danske skattemyndigheder kun kunne få kendskab til tiltaltes indkomst i Tyskland ved at tiltalte selv oplyste herom eller via en indberetning foretaget efter Rådets direktiv nr. 77/799 af 19. december 1977 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte og indirekte skatter. De danske myndigheder fik på baggrund af de tyske myndigheders kontrolmateriale i 1999 underretning efter reglerne i direktivets artikel 4. Tiltalte har efter landsrettens opfattelse ikke haft nogen føje til at kunne gå ud fra, at de danske myndigheder automatisk ville blive underrettet af de tyske, og at det som følge heraf ikke var nødvendigt for tiltalte at give oplysning herom i overensstemmelse med anvisningerne i den danske selvangivelse. Herefter og af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at tiltalte har udvist grov uagtsomhed og at tiltalte derfor er fundet skyldig efter anklageskriftet.
Landsretten finder ikke, at der foreligger sådanne forhold, at der er grundlag for at nedsætte den idømte bøde, der er udmålt efter praksis.
Landsretten stadfæster derfor dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.