Dato for udgivelse
23 jul 2004 11:45
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
7. november 2003
SKM-nummer
SKM2004.318.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
22. afdeling, S-998-03
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Momssvig ,urigtige momsangivelser, udeholdt omsætning
Resumé

T var tiltalt for overtrædelse af momslovgivningen med forsæt til at unddrage statskassen afgift ved i sin bagerivirksomhed i perioden 1. juli 1995 – 30. juni 1999 ikke at have angivet momstilsvar med i alt 1.649.603 kr., hvorved statskassen blev unddraget et tilsvarende beløb. T var tillige tiltalt i to dokumentfalskforhold. Ved sagens behandling i landsretten fandtes T også efter bevisførelsen for landsretten skyldig efter anklageskriftet. Landsretten fandt straffen passende og fandt ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvis betinget. T var af byretten straffet med fængsel fængsel i 10 måneder, frifundet for påstanden om tillægsbøde, og dømt til at betale Toldskat udeholdt moms med 1.649.603 kr. Landsretten stadfæstede byrettens dom med en ændring, at der blev idømt en tillægsbøde på 1.625.000 kr.

Reference(r)
Momsloven § 81, stk. 1, jf. § 61, stk. 3, jf. straffelovens § 61, stk. 1

Østre Landsrets dom af 7. november 2003, 22. afdeling, S-998-03

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Ebbe Mogensen, besk.)

Afsagt af landsdommerne

Niels Boesen, Black, og Elisabet Michelsen (kst.) med domsmænd

----------

Ballerup byrets dom af 7. februar 2003, 3. afdeling, S 3.1182/02

Denne sag er behandlet med domsmænd.

Anklageskrifter modtaget den 15. juli 2002

T er tiltalt for

1.

overtrædelse af momslovens § 81, stk. 1, jf. § 81 stk. 3, jf. straffelovens § 61, stk. 1,

ved i perioden fra 1. juli 1995 til 30. juni 1999 i sin virksomhed, A.A.s Bagerier ApS, med forsæt til momsunddragelse, ikke at have angivet momstilsvar med i alt kr. 1.649.603,00, hvorved statskassen blev unddraget et tilsvarende beløb.

2.

dokumentfalsk efter straffelovens § 171, jf. § 61, stk. 1,

ved 1. oktober 1999 til ... kommune som arbejdsgiver at have indsendt et sygedagpengeskema med henblik på at få refusion med 1.846 kroner for sygdom hos den ansatte A.B., hvilket dokument tiltalte selv havde udfyldt og falsk underskrevet med navnet A.B., hvorved han uretmæssigt fik refusionsbeløbet

3.

dokumentfalsk efter straffelovens § 171, ved den 6. november 2001 i Roskilde Civilret, Helligkorsvej 7, Roskilde, over for dommer Birthe Skov at have gjort brug af en forfalsket indlæggelsesseddel fra amtssygehuset som dokumentation for lovligt forfald som sagsøgt i en civil 2-dagssag, idet sigtede ændrede hospitalets datering fra 1. november 2001 til den 4. november 2001, ligesom han falsk anførte, at han var indlagt på amtssygehuset i perioden 1. november 2001 til den 4. november 2002.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf, tillægsbøde og erstatning svarende til den unddragne beløb.

Tiltalte har nægtet sig skyldig i forhold 1, men erkendt sig skyldig i forhold 2 og 3. Han anerkender størrelsen af momsunddragelsen og tidsrummet herfor.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af V.1, V.2 og V.3.

Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Der har været fremlagt diverse opgørelser.

Tiltalte er tidligere straffet ved Ballerup rets dom af 9/8 2000 med fængsel i 30 dage, betinget, for overtrædelse af straffelovens § 171. Prøvetid 1 år.

Rettens bemærkninger

Under hensyn til omfanget af momsunddragelsen og den periode, det har strakt sig over, beløbets størrelse sammenholdt med omsætningen og omstændighederne i øvrigt finder retten det bevist, at udeholdelsen af momsen er sket forsætligt. Tiltalte findes derfor skyldig i den rejste tiltale. Han findes endvidere skyldig i forhold 2 og 3 som erkendt.

Straffen fastsættes til fængsel i 10 måneder, jf. momslovens § 81 og straffelovens § 172, stk. 1, jf. delvis § 61, stk. 1.

Tiltalte skal erstatte ToldSkat det unddragne beløb.

Med hensyn til påstanden om tillægsbøden finder to af rettens dommere, at der ikke ved siden af en ubetinget straf bør idømmes så store bøder, at det er uoverkommeligt for tiltalte at betale dem, idet de så reelt vil være en yderligere straf. Som følge heraf idømmes der ingen tillægsbøde her.

En dommer, der er i øvrigt er enig med flertallet, finder, at man efter gældende retspraksis er nødt til at idømme tillægsbøden alligevel i den foreliggende sag. Der gives dom efter flertallet.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 10 måneder. Han frifindes for påstanden om tillægsbøde. Inden 14 dage betaler han til ToldSkat udeholdt moms med 1.649.603 kr.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 10.000 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Peter Hjørne.

----------

Østre Landsrets dom af 7. november 2003, 22. afdeling, S-998-03

Ballerup Rets 3. afdelings dom af 7. februar 2003 (S 3.1182/02) er anket af T med påstand om frifindelse i forhold 1 på grund af manglende forsæt og frifindelse i forhold 2 på grund af forældelse, idet han dog erkender det faktiske, men at forholdet skal henføres under straffelovens § 172, stk. 2, samt herudover formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Beløbet i forhold 2 er berigtiget til at vedrøre 1.864,00 kr.

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte, der har forklaret i det væsentlige som i byretten.

De i byretten af vidnerne V.1, V.2 og V.3 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4.

Landsrettens bemærkninger

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet. Navnlig for så vidt angår forhold 2 finder landsretten, at forholdet henføres under straffelovens § 172, stk. 1, jf. §171, hvorfor forholdet ikke er forældet.

Straffen findes passende.

Der er ikke fundet grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.

Der idømmes en tillægsbøde på 1.625.000 kr., jf. straffelovens § 50, stk. 2. Forvandlingsstraffen fastsættes til fængsel i 60 dage.

I øvrigt stadfæstes dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes med den ændring, at der idømmes en tillægsbøde på 1.625.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.