Vestre Landsrets dom af 10. november 2003, 3. afdeling, S-1793-03

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Anne Vibeke Gregersen, Haderslev).

Afsagt af landsdommerne

Inger Nørgaard, Marie S. Mikkelsen og Mette Søgaard Vammen (kst.) med domsmænd

----------

Aabenraa byrets dom af 13. juni 2003, SS 91/2003

Ved politimesterens anklageskrift af 14. februar 2003 tiltales under denne domsmandssag

T

for overtrædelse af

1.

skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1

ved efter den 1. november 1999 og efter den 1. maj 2001 med forsæt til at unddrage skat for indkomstårene 1998 og 2000 at have undladt inden 4 uger efter, at han fra skattemyndighederne modtog meddelelse om ansættelserne at underrette skattemyndighederne om, at hans indkomstansættelser var for lave med henholdsvis 108.303 kr. og 150.928 kr., hvorved det offentlige blev unddraget skatter på 49.369 kr. og 56.491 kr., i alt 105.860 kr.

2.

skattekontrollovens § 13, stk. 1

ved med forsæt til at unddrage det offentlige skat i sin selvangivelse til Fjordby kommune for indkomståret 1999 at have angivet sin skattepligtige indkomst for lavt med 168.990 kr., hvorved det offentlige blev unddraget skat 62.281 kr.

3.

arbejdsmarkedsfondlovens § 18 stk. 2, jf. stk. 1 litra a

ved med forsæt til at unddrage det offentlige bidrag i sin selvangivelse til Fjordby kommune for indkomståret 1999 at have angivet bidragsgrundlaget for lavt med 168.990 kr., hvorved det offentlige blev unddraget bidrag for 13.519 kr.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Af sagens oplysninger fremgår, at ToldSkat under kontrol hos V.1 fandt fakturaer på i alt 428.224,79 kr. udskrevet af tiltalte og dennes ægtefælle for arbejde i V.1s grillbar og pølsevogn. Arbejdet var udført af tiltalte og ikke ægtefællen. ToldSkat betragtede indtjeningen som lønindkomst og sendte tiltalte et forslag til ændring af hans skatteansættelse for 1998-2000, der ligger til grund for beløbene i anklageskriftet. Da tiltalte ikke har klaget, er ansættelserne endelige.

Fakturaerne er sammenhæftet i bilag 4. Nogle af dem er kvitteret af tiltalte, mens andre er kvitteret af hans ægtefælle. De er alle opgjort med moms.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og nedennævnte vidner.

Tiltalte forklarede, at han er uddannet mekaniker, men holdt op med dette erhverv efter uddannelsen. Siden har han arbejdet på fabrikker, kørt som lastbilchauffør og arbejdet med edb, bl.a. med opsætning og programmering.

Det er rigtigt, at han var momsregistreret fra den 1. november 1997 til den 30. september 1998, da han i denne periode drev et firma. Det beskæftigede sig med edb, men der blev ikke nået meget, da han manglede arbejde til det. Hans kone overtog det, da hun var mere optimistisk, og var derefter momsregistreret. Selv var han derefter et års tid ansat på fabrikken, hvor han holdt op og derefter havde forskellige småjobs.

Han har aldrig arbejdet for V.1. Det var hans daværende kone, der tog kontakten til V.1 om arbejde i grillbaren, hvorefter han selv tog hen til V.1 og aftalte nærmere. Han aftalte med V.1, hvad han skulle være beskæftiget med. Arbejdet kom til at bestå i, at han solgte pølser, lavede skilte og reklamer og ellers hjalp med andre ting. Der var fra 1 til 3 på arbejde i grillbaren samtidig, således at der nok i alt har været omkring 10 ansatte.

V.1 betalte lønnen til tiltaltes kones firma. Han fik ikke selv løn af hende, da de jo var gift. Han betragtede sig som medhjælpende husbond og havde ikke andet arbejde ved siden af. Han fik tøj og mad osv.

Foreholdt fakturaerne i bilag 4 for udført arbejde i grillbaren forklarede han om fakturaen af 30. april 1998, at han havde skrevet den og kvitteret den enten hjemmefra eller på en medbragt blanket i grillbaren, hvorefter han afleverede den til V.1. V.1 sendte derefter beløbet til tiltaltes kones konto, eller måske ved en check. Tiltalte havde af sin kone fået at vide, at han skulle kvittere regningen før betalingen.

Fakturaen af 29. november 1998 er også skrevet af ham og kvitteret af hans kone hjemmefra, før han afleverede den til V.1. Det var tilfældigt, om fakturaerne blev kvitteret af ham eller hans kone.

Den udprintede faktura af 1. september 1999 er udfyldt og kvitteret af hans kone, efter at han selv havde lavet forslaget til fakturaen. Han afleverede den til V.1. Denne og flere andre fakturaer blev udprintet, fordi hans kone gerne ville have en faktura, der lignede andre fakturaer. Aftalen om timelønnen på 85 kr. var indgået mellem hans kone og V.1.

Han husker ikke, om han indleverede selvangivelse for 1998. Selvangivelsen for 1999 husker han heller ikke. Han har ikke meget forstand på det, da han "på det område er rigtig dum".

Selvangivelsen for 1999 er udfyldt af ham. Det første beløb 13.637 kr. for pension og dagpenge mm. fik han oplyst fra kommunen med besked om, at han skulle skrive det i denne rubrik. Beløbet 22.473 kr. for renteudgifter fik han fra banken på baggrund af bilgæld. Beløbet 2.356 kr. om betalt underholdsbidrag fik han fra kommunen. Da han ikke havde nogen lønseddel og derfor ikke kunne skrive noget i rubrikken om personlig indkomst, fyldte han ikke denne rubrik ud.

Da han fik selvangivelsen for år 2000 i et tykt brev med en masse i, ringede han flere gange til ToldSkat, fordi han ikke kunne finde ud af det. Der skete dog ikke rigtig noget, og derfor lod han det til sidst ligge.

Efter forsvarerens spørgsmål oplyste han, at han hjalp sin kone i hendes firma, når hun spurgte til noget om brevpapir, men at han ikke kunne hjælpe hende med det talmæssige. Han ved, at der er noget, der hedder moms. Han og hans kone har aldrig drøftet bogføringen i hendes firma. Når han ikke vidste bedre, regnede han med, at det var i orden. Et notat på sidste side i bilag 4 om 153 timer á 85 kr. husker han ikke særligt, men han har skrevet tallene. Hans navn nedenunder er ikke skrevet af ham.

Tiltalte tilføjede, at hans kones firma nok stoppede lige efter, at de gik fra hinanden en gang i år 2000. Datoen den 1. september 2000 som ophørsdato kan godt passe.

V.1 forklarede, at han i 1994-2001 drev en grillbar i Vestby og en pølsevogn i Fjordby, begge under navnet .... Ved siden af var han økologisk landmand.

Ved pølsevognen i Fjordby talte hans kone og tiltalte om, at tiltalte godt kunne tænke sig at stå i pølsevognen. Vidnet fik besked om det af sin kone, hvorefter han ringede om det og talte med tiltalte. De aftalte, at tiltalte skulle stå i pølsevognen. Det skulle ske på forskudte tidspunkter, og arbejdsplanen blev lagt i samarbejde mellem alle de ansatte og vidnet og dennes hustru.

Tiltalte stod i pølsevognen i Fjordby omkring 2 år, indtil han flyttede over til grillbaren i Vestby, hvor de manglede en mand. Også her deltog tiltalte og de andre ansatte i udarbejdelsen af arbejdsplanen.

Der var ikke aftalt noget fast timetal, da tiltalte jo var selvstændig. Han og vidnets kone skiftedes til at åbne grillbaren. Timelønnen var aftalt mellem vidnet og tiltalte til i første omgang måske 100 kr. Tiltalte lavede en regning på det arbejde, d.v.s. de timer, han havde haft, hvorefter vidnet betalte regningen. Pengene blev betalt med check eller kontanter alt efter, om vidnet havde kontanter hjemme. Betalingen skete i grillbaren eller et andet sted, hvor det kunne være praktisk.

Forevist fakturaer i bilag 4 forklarede vidnet, at fakturaen af 30. april 1998 var udfyldt af tiltalte, men først blev kvitteret af denne, efter at han havde modtaget pengene. Fakturaen af 29. november 1998 er kvitteret af tiltaltes kone, da tiltalte på dette tidspunkt var holdt op med at være selvstændig, hvorefter hans kone var blevet det. Vidnet fik overleveret fakturaerne personligt af enten tiltalte eller dennes kone. Fakturaen af 1. september 1999 er kvitteret, men han kan ikke se, hvem der har skrevet kvitteringen. Kvitteringerne fik han af enten tiltalte eller dennes kone, når de fik pengene.

De andre i grillbaren blev aflønnet over Dataløn, men tiltalte var selvstændig og ville hellere have det på den anden måde. For vidnet var det ligegyldigt. Tiltaltes arbejde bestod kun i at ekspedere i pølsevognen og grillbaren, men en enkelt gang lavede han et skilt.

Efter forsvarerens spørgsmål oplyste vidnet, at tiltalte tidligere havde ekspederet på en grillbar i Havnby. Han spurgte tiltalte, om denne nu huskede at afregne momsen. Han var nok i tvivl om, om momsen ville blive betalt. Da han ringede til ToldSkat for at spørge, om momsen blev afregnet, fik han det svar, at han ikke måtte få det oplyst. Da han forklarede om forholdet, sagde en mand i ToldSkat dog til ham, at han ikke kunne se, at der var noget galt i afregningsmåden.

K.K. forklarede, at hun har boet sammen med tiltalte en del år, og at de var gift fra 1999 til 2000, hvor de blev separeret. For 6-7 år siden blev hun uddannet som kosmetolog.

Det er rigtigt, at hun blev momsregistreret i efteråret 1997. Hun ville have været selvstændig kosmetolog, men firmaet nåede faktisk ikke at blive til noget. Hendes mand overtalte hende til, at det ville være smartere at have et firma, fordi hun kunne gå på barsel. Hun husker ikke nærmere, hvorfor det skulle være smartere. Firmaet havde intet formål for hende selv, men hun vidste godt, at hendes mand tidligere havde haft firmaet. Heller ikke dengang blev dets aktiviteter rigtig til noget.

Efter fødslen havde hun barselsorlov og forældreorlov, og der var stadig ikke aktiviteter i firmaet. Da det startede op igen efter en pause fra den 10. august til den 1. oktober 1999, var det hendes mands idé. Det ophørte den 1. september 2000, da ToldSkat henvendte sig til hende og hentede bilag. Hun havde ikke selv noget af betydning fra firmaet. ToldSkat tog alt muligt med.

Om fakturaerne i bilag 4 oplyste hun, at hun har kvitteret på 2-3 fakturaer, men ikke flere. Hun har set nogle af dem, men uden at bide mærke i det. Forevist adskillige fakturaer med hendes navn på som kvittering erklærede hun, at fakturaen af 30.4.1998 nok er kvitteret af hende, mens de andre underskrifter ikke ligner hendes. De første 2-3 kvitteringer fra hendes side gav hun, fordi det ifølge hendes mand var smartere. Hun forstod det ikke selv, men han sagde, at hun lige skulle skrive under på det, fordi det var hendes firma. Det foregik i deres køkken.

Hun havde nogle gange ting og sager med til dem i grillbaren og pølsevognen, men hun husker ikke, om hun også havde fakturaer med. Hun mener ikke, at hun har fået penge med fra V.1, hverken til sig selv eller til sin mand. Hun har tit givet sin mand penge i hånden, når de har været ude. Hun vidste ikke, hvor meget han tjente hos V.1. Hendes firma havde ingen selvstændig bankkonto. Hun og hendes mand havde sammen en bankkonto, men hun tog sig aldrig af, når de fik checks.

Konsulent V.2 ToldSkat forklarede, at der blev foretaget sædvanlig udbetalingskontrol hos V.1, hvorunder de fandt en regning fra tiltalte. De tog regningen med og kunne konstatere, at momsen ikke var hverken angivet eller afregnet. Da de tog ud til tiltalte for at få bilag, var der ingen. Alle bilagene i sagen stammer således fra V.1s regnskab.

De har vurderet forholdet som et lønmodtagerforhold på baggrund af, at det var et fast ansættelsesforhold med en gennemsnitlig daglig arbejdstid på 7 timer. Vurderingen blev også støttet på, at de andre ansatte hos V.1 fik trukket a-skat på helt normal måde.

En skriftlig bekræftelse fra V.1 viser, at han anså sig for berettiget til at afregne som sket på grund af, at tiltalte havde et SE-nummer. Det var billigere for V.1 at afregne på denne måde og ikke som i et almindeligt lønmodtagerforhold.

Rettens bemærkninger

Tiltalte har henvist til, at han ikke havde noget personligt at gøre med og derfor heller ikke kan være ansvarlig for de beløb, som V.1 udbetalte på grundlag af de udskrevne fakturaer. Denne opfattelse finder dog ikke støtte i hverken forklaringerne eller sagens oplysninger i øvrigt.

Efter domsmandsrettens opfattelse er der tale om en konstruktion uden reelt indhold, når først tiltalte og derefter hans ægtefælle havde et firma med selvstændigt SE-nummer, der modtog betaling for hans arbejde i V.1s virksomhed. Dette støttes også af, at den i fakturaerne opgjorte moms end ikke indgik i noget momsregnskab hos tiltalte og hans ægtefælle og således heller ikke blev angivet eller betalt til ToldSkat.

Det kan således lægges til grund, at tiltalte har haft indtægter, som har oversteget henholdsvis hans egen opgørelse i selvangivelsen for 1999 og skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af hans indkomster for 1998 og 2000 med de i anklageskriftet nævnte beløb. Det er sket med forsæt til at unddrage det offentlige skat og bidrag, og han er derfor skyldig.

Straffen fastsættes efter skattekontrollovens § 13, stk. 1 og § 16, stk. 3, jf. stk. 1 samt arbejdsmarkedsfondlovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1 litra a til fængsel i 30 dage.

Efter straffelovens § 50, stk. 2 fastsættes en tillægsbøde på 180.000 kr. med forvandlingsstraf fængsel i 40 dage.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T straffes med fængsel i 30 dage.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 180.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 40 dage.

Tiltalte betaler sagens omkostninger.

-----------

Vestre Landsrets dom af 10. november 2003, 3. afdeling, S-1793-03

Retten i Aabenraa har den 13. juni 2003 afsagt dom i sagen i 1. instans (SS 91/2003).

Tiltalte T har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse i forhold 2 og 3 og delvis frifindelse i forhold 1, således at der i sidstnævnte forhold alene statueres grov uagtsomhed for perioden 31. marts 1998 til 1. oktober 1998 for i alt 69.200 kr., mere subsidiært at der statueres grov uagtsomhed i alle forhold og mest subsidiært formildelse, herunder således at en eventuel frihedsstraf gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Tiltalte og vidnerne V.1 og V.2 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han i slutningen af 1997 og begyndelsen af 1998 i forbindelse med en bytur fortalte V.1s kone, at tiltalte godt kunne tænke sig at stå i en pølsevogn. I øvrigt var det tiltaltes kone, der forestod kontakten til V.1 og dennes ægtefælle. Tiltalte har ikke deltaget i udarbejdelse af arbejdsplaner. Tiltalte har ikke den 14. september 2000 fortalt medarbejdere fra ToldSkat, at hans tidligere ægtefælle ikke havde haft kendskab til, at han udstedte regninger og brugte hendes SE-nr. Tiltalte kan ikke redegøre for, hvorfor noget sådant fremgår af et referat fra mødet den 14. september 2000. Hans tidligere svigerforældre havde haft eget firma i over 20 år, og de fandt, at det var en god ide, at pengene indgik i deres datters firma som sket. Hans tidligere kone overtog firmaet pr. 1. oktober 1998. Fakturaerne for arbejde udført i tiltaltes ejertid udgjorde for tiden 31. marts 1998 til 1. oktober 1998 i alt inkl. moms 69.200 kr. Han afregnede ikke moms for denne periode, fordi han ikke havde den fornødne viden og indsigt med hensyn til momssystemet. Da tiltaltes kone overtog firmaet pr. 1. oktober 1998, fik banken besked herom. De sagde, at det afgørende var firmaets SE-nr. Han ved ikke, hvorfor hans eget navn fortsat er nævnt af banken i forbindelse med firmaets konto. Efter 1. oktober 1998 underskrev tiltaltes daværende ægtefælle eller tiltalte fakturaerne. De blev så afleveret til V.1 eller dennes ægtefælle. Kvitteringer for modtagne beløb underskrev tiltaltes daværende ægtefælle som oftest. Tiltalte underskrev dog også nogle gange på kvitteringerne. Fakturaerne skiftede i efteråret 1999 nogle gange udseende, idet hans tidligere ægtefælle ønskede et mere professionelt design. Tiltalte havde hos ToldSkat fået oplyst, at firmanavnet kunne bevares, uanset arbejde i grillbar med videre ikke har meget med EDB at gøre. I øvrigt havde tiltalte gennem V.1 sikret sig, at afregningsmåden var i orden. Tiltaltes arbejde bestod for halvdelens vedkommende i kundebetjening. Resten af tiden gik med varebestilling, administration, at lave skilte, transport af pølsevognen med videre. Om sine personlige forhold har tiltalte forklaret, at han fortsat arbejder som eksportchauffør. Han arbejder for samme virksomhed som tidligere. Hvis han skal afsone en ubetinget fængselsstraf på 30 dage, kan han formentlig ikke beholde sit arbejde. Han har en fast kæreste. Han har en søn på 4½ år. Tiltalte afdrager på den skat, han skylder.

V.1 har supplerende forklaret, at tiltaltes arbejde bestod i at bestille varer og betjene kunder, mest det sidste. Afregningsmåden med fakturaer var tiltaltes ønske. Vidnet har ikke drøftet det med tiltaltes tidligere ægtefælle. Den aftalte timeløn på 85 kr. plus moms fremkom efter en forhandling mellem vidnet og tiltalte. Vidnet fik oplyst af tiltalte, at dennes ægtefælle havde overtaget firmaet. Det er muligt, at udbetalinger til firmaet også er sket via indbetalinger til firmaets konto. Tiltalte gav over for vidnet udtryk for, at der blev afregnet moms.

V.2 har supplerende forklaret, at tiltalte under et møde den 14. september 2000 gav udtryk for, at hans daværende ægtefælle kun kendte meget lidt til hans arbejde for V.1. I øvrigt vil vidnet med hensyn til detaljerne henvise til det referat af mødet, som hendes kollega udarbejdede. ToldSkat rejste sagen mod tiltalte, fordi det under mødet blev klart, at det var tiltalte og ikke hans ægtefælle, der var den ansvarlige for afregningsmåden.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket.

Det tiltrædes, at straffen og tillægsbøden er udmålt som sket, og at forvandlingsstraffen for tillægsbøden er fastsat som sket.

Efter oplysningerne om tiltaltes gode personlige forhold, den forløbne tid og udviklingen i anvendelse af samfundstjeneste er det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste som fastsat nedenfor.

Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom ændres, således at frihedsstraffen gøres betinget, idet fuldbyrdelse af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra denne dom på betingelse af, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold,

at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen, og

at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 40 timer efter Kriminalforsorgens bestemmelse inden for en længstetid på 6 måneder.

I øvrigt stadfæstes dommen.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.