Dato for udgivelse
05 apr 2013 14:32
Til
Alle som bruger Motorregistret
Sagsnummer
13-0043940
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé

Her kan du læse om det væsentligste indhold i Release 2.4 til Motorregistret, som bliver lagt i systemet den 7. april 2013.


Release 2.4 bliver sat i drift i Motorregistret søndag den 7. april 2013. Vi vil informere via driftsmeddelelser, når Releasen er lagt i produktion.

OBS: Det særlige kampagnenummer 72 22 12 42 er lukket. Virksomheder der har spørgsmål omkring brugen af Motorregistret, skal i stedet ringe på SKATs hovednummer 72 22 18 18 og vælge "2 - Ringer som virksomhed", "4 - Motorkøretøjer" og "3 - Bruger af Motorregistret".

Det væsentligste indhold i Release 2.4 er:

  • Nye roller
  • Diverse rettelser i regnemaskinen
  • Særligt om nedvejede varebiler for registrerede forhandlere
  • Eftermonteret partikelfilter

Nye roller til forsikring, Politiet og autogenbrugsvirksomheder 

SKAT kan nu autorisere forsikringsselskaber og autogenbrugsvirksomheder til at afmelde køretøjer, der er registreret i Motorregistret, jf. lov nr. 1396 af 23.12.2012 og bekendtgørelse nr. 20 af 15. januar 2013 om registrering af køretøjer mv.

Autoriserede forsikringsselskaber vil kunne afmelde køretøjer, der skal afmeldes som følge af færdselsskade eller lignede pludselig opstået skade. Autoriserede autogenbrugsvirksomheder vil kunne afmelde køretøjer, der indleveres til skrotning efter miljøordningen for skrotning af køretøjer.

SKAT kan også autorisere Politiet til at registrere egne køretøjer og afmelde almindelige køretøjer (køretøjer med alle plader) og køretøjer med mangler (fx. fra trafikuheld) i Motorregisteret.

Der er 5. marts 2013 udsendt særskilte nyhedsbreve til forsikringsselskaber og autogenbrugsvirksomheder.

På skat.dk/Motorregistret under vejledninger ligger "Vejledning til forsikringsselskaber (afmelding og destruktion af nummerplader)" og "Vejledning til autogenbrugsvirksomheder (afmelding og destruktion af nummerplader)".

Virksomheder der allerede har søgt om adgang til Motorregistret

De virksomheder, som allerede har søgt om adgang til Motorregistret og returneret tilslutningsaftalen, vil blive oprettet i systemet hurtigst muligt. Adgangen til Motorregistret forventes at fungere fra tirsdag.

Har virksomheden fået tilsendt en tilslutningsaftale, kræver det, at tilslutningsaftalen bliver returneret til SKAT i underskrevet tilstand, før virksomheden kan blive oprettet i systemet.

Vi skal opfordre til, at I holder øje med driftsmeddelelser, da vi her vil informere om status. Det er muligt at tilmelde sig RSS-feeds, som betyder, at I får besked, når der kommer en ny driftsmeddelelse.

Tildeling af rettigheder til medarbejdere

Medarbejderne skal tildeles rettigheder i Motorregistret.

denne skærmbillede-vejledning kan I se hvordan:

  • I logger på Motorregistret via TastSelv Erhverv
  • opretter roller og
  • tildeler medarbejdere rettigheder

Skulle I have spørgsmål vedrørende TastSelv kan I enten gøre brug af "Selvhjælpsfunktionen" i TastSelv samt eventuelle demonstrationsvideoer eller ringe til SKAT på 72 22 18 18 og vælge "2 - Ringer som virksomhed", "4 - Motorkøretøjer" og "3 - Bruger af Motorregistret".

Nyt menupunkt "Marker stelnummer genihugget"

Forsikringsselskaber og taksatorer kan bruge dette menupunkt til at registrere, at et køretøj har fået genihugget stelnummer. Menupunktet kan bruges til køretøjer med status "Registreret" eller "Afmeldt".

Når køretøjet efterfølgende fremsøges, vil det have tilladelsen "Genihugget stelnummer".

Diverse rettelser i regnemaskinen

Der er foretaget en række mindre rettelser i regnemaskinen.

Minimumsafgift, skematisk nedskrivning

I beregningen for den skematiske nedskrivning tages der ikke hensyn til minimumsafgiften jf. § 4, stk. 6. på 20.000 kr.

Køretøjsinformation

Fanen "Køretøjsinformation" til registreringsafgiftsberegningen vises i forbindelsen med registreringssyn, hvis der bare mangler én af oplysningerne, hvad enten det er en obligatorisk eller valgfri oplysning .

De indtastede oplysninger gemmes først på køretøjet, når det aktuelle flow er gennemført. Det betyder samtidig, at det er muligt at gå tilbage og rette i disse oplysninger, hvis man ved beregningen opdager at en fejl eller at man har glemt at indtaste en oplysning.

Særligt om personbiler indregistreret i perioden 30. januar 1997 til og med 30. juni 1997

For personbiler indregistreret i perioden 30. januar 1997 indtil 1. juli 1997, hvor det er valgfrit for køretøjets ejer/bruger at vælge imellem opkrævning af periodisk afgifter efter vægtafgiftsloven (vægtafgift) eller brændsstofforbrugsafgiftsloven (grøn ejerafgift), er der lavet en ændring, således at ejer/bruger i forbindelse med registrering eller omregistrering skal tage stilling til, om opkrævningen af periodiske afgifter skal ske efter den ene eller den anden lov - dvs. om der skal betales vægtafgift eller grøn ejerafgift.

Ændring af beregningen af registreringsafgift og løbende afgift for køretøjer med drivkraft i form af N-gas, F-gas og petroleum

Der tages højde for lovændringen om, at der for naturgas- og biogasdrevne biler, betales afgift som for dieseldrevne biler, herunder beregning af afgift efter brændstofforbrug pr. km/l. og tillæg/fradrag for brændstofforbrug i registreringsafgiftsloven.

Særligt om nedvejede varebiler for registrerede forhandlere 

Varebiler med tilladelse 85 (NEDVEJET, BETALER AFGIFT EFTER 2001 - 2005) er nu registreret med den "rigtige" registreringsafgift i Motorregistret.

Virksomheder registreret for registreringsafgift kan nu selv færdigbehandle nedvejningssager, når SKAT har slettet tilladelse 85 (NEDVEJET, BETALER AFGIFT EFTER 2001 - 2005).

Det samme gælder for varebiler med tilladelse 79 (Lavere tillægsafgift - køretøjer omfattet af overgangsordning 24.4.2007). Her kan nedvejningssagerne også færdigbehandles af virksomheder registreret for registreringsafgift, når SKAT har tilføjet tilladelse 79 (Lavere tillægsafgift).

Når værdifastsættelsen er lavet, kan en hvilken som helst pladeoperatør registrere ændringen i Motorregistret via Rediger teknisk ændring på køretøj eller Registrering og registreringsafgiften bliver tilføjet virksomhedens månedsangivelse.

Det betyder samtidig, at sager med omregistrering fra gul til hvid samt eksport af køretøjer med tilladelse 85 kan håndteres af virksomheder registreret for registreringsafgift.

Eftermonteret partikelfilter

Beregningen af periodiske afgifter er ændret til, både at undersøge, om køretøjet har partikelfilter og/eller om køretøjet har eftermonteret partikelfilter.

Det betyder, at køretøjer, som får eftermonteret partikelfilter, nu ikke bliver opkrævet partikeludledningsafgift.

Det er fortsat synsvirksomhederne, der skal registrere oplysning om eftermonteret partikelfilter på køretøjet.