Dato for udgivelse
19 Apr 2013 10:16
Resumé

Foråret er på vej. Kræmmermarkederne dukker op, og det gør SKAT også.


Kræmmerne i øst og i vest vil i den kommende tid blive vejledt af SKAT om, hvordan de får godt styr på registreringen af deres salg. Det er SKATs erfaring, at kræmmere har svært ved at få registreret deres salg korrekt, og det vil SKAT hjælpe kræmmerne med at få styr på.

Bellahøj Kræmmermarked og Hjallerup Marked bliver de første steder, SKAT besøger.

- Vi besøger nogle store markeder tidligt på året, fordi vi håber at komme i dialog med så mange kræmmere som muligt. Vi har desuden været i god og konstruktiv dialog med flere markedsarrangører, som ser positivt på SKATs indsats, siger funktionsleder i SKAT, Gitte Kaae-Bjarke.

Kræmmere har tidligere været undtaget fra at bruge kasseapparat. Det er de ikke længere. SKAT ser på, om det er muligt at bruge et kasseapparat, og da der er strøm på de fleste markedspladser, så er SKATs vurdering, at kræmmerne kan bruge kasseapparat.

- Vores formål med kampagnen er, at kræmmerne skal have styr på registrering af deres salg. Vi vejleder, så kræmmerne kan undgå bøder, når vi senere på året følger op med kontrol, siger Gitte Kaae-Bjarke.

Reglerne for registrering af salg gælder for professionelle kræmmere. Salg af privat indbo er ikke skatte- eller momspligtig, og der er derfor heller ikke krav om registrering af salg.

SKAT har udarbejdet en pjece og en film, hvor kræmmere og andre kan få nærmere information.

Yderligere oplysninger:
SKATs pressefunktion: 72 37 09 00
Borgere og virksomheder: 72 22 18 18