Dato for udgivelse
14 aug 2013 16:30
Resumé

SKAT har på baggrund af Kammeradvokatens anbefaling besluttet at indlede tjenstligt forhør af seks ansatte.


Den 26. juni 2013 afleverede direktør for SKAT, Jesper Rønnow Simonsen, en redegørelse til skatteministeren om retssikkerhed i SKATs håndtering af kontrolsager og konkret i en række sager, der har været omtalt i pressen.

Direktøren for SKAT har bedt Kammeradvokaten om at afdække, om der var grundlag for at iværksætte disciplinære sanktioner overfor visse af de ansatte, der har været involveret i de kritiserede sagsforløb.

Mandag eftermiddag modtog SKAT en indstilling fra Kammeradvokaten. Jesper Rønnow Simonsen har besluttet at følge Kammeradvokatens indstilling, hvilket betyder, at der bliver indledt tjenstlige forhør af fire chefer og to medarbejdere i SKAT.

- Efter at have læst Kammeradvokatens vurderinger og indstilling har jeg i dag orienteret de omfattede medarbejdere og chefer om, at der iværksættes tjenstlige forhør af dem. Det er min forhåbning, at sagen finder sin afslutning inden udgangen af første kvartal 2014, siger direktør i SKAT, Jesper Rønnow Simonsen.

Kammeradvokaten har ikke fundet grundlag for at indstille, at de omfattede ansatte bliver suspenderet under det tjenstlige forhør. Jesper Rønnow Simonsen har på denne baggrund besluttet, at de pågældende fortsat kan møde på arbejde.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg tager opfølgningen på redegørelsen om kontrolsager, og den rejste kritik meget alvorligt. Retssikkerhed for skatteyderne er afgørende for tilliden til skattemyndighederne, siger Jesper Rønnow Simonsen, og fortsætter:

- Retssikkerhed for de ansatte i SKAT er afgørende for tilliden mellem ledelse og medarbejdere. Der er nogle helt faste rammer omkring et tjenstligt forhør, som sikrer, at de ansatte overfor en uvildig person kan forklare sig, og sagen afsluttes med, at der ligger nogle helt klare konklusioner for både de ansatte og mig.

SKAT kan ikke kommentere på de tjenstlige forhør eller konkrete personalesager.


SKATs pressefunktion, telefon 72 37 09 00


Fakta om tjenstlige forhør:
Gennemførelse af et tjenstligt forhør betyder, at en dommer (forhørsleder) undersøger sagen for lukkede døre og herefter afgiver en beretning til SKAT.