Onlinekasinoer har en generel opmærksomhedspligt. Se BEK 67/2012 § 29.

Tilladelsesindehavers ledelse og ansatte skal efter bestemmelsen være opmærksomme på spillernes aktiviteter som på grund af deres karakter menes at kunne have tilknytning til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme. Dette gælder især:

  • komplekse transaktioner.
  • udsædvaneligt store transaktioner.
  • alle udsædvanlige transaktionsmønster set i forhold til spilleren.
  • transaktioner der har forbindelse til lande eller territorier, hvor der i henhold til erklæring fra FATF anses at være en særlig risiko for hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme (FATF-listen).

Store Transaktioner

En transaktion omfatter både indsættelser på spilkonti, indskud i spil, overførsler mellem spillerens egne spilkonti og udbetalinger. 

Kasinoet fastsætter selv ud fra en risikobaseret vurdering, hvornår der er tale om en stor transaktion. Som vurderingsmomenter kan anvendes generel viden om danske spillere, deres forbrug mv.

FATF har beløbsfastsat grænserne til 3,000 USD/EUR, men da grænsen ikke er implementeret i spillelovgivningen, skal det enkelte kasino selv fastsætte en grænse. Beløbet bør fastsættes ud fra en vurdering af, hvad normale transaktionsstørrelser er på det pågældende kasino. Grænsen kan derfor også være forskellig fra forskellige spiltyper.

Grænsen bør yderligere fastsættes ud fra en risikovurdering af, hvor udsat kasinoet er for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

Kasinoets procedurer ved store transaktioner bør omfatte:

  • Identificering og kontrol med hver kunde.
  • Indhentning af passende yderligere oplysninger til at forstå kundens situation og forretning.

Krav til spilsystemet

Efter Spillemyndighedens tekniske standarder skal kasinoets spilsystem give besked eller danne en rapport, hvis spilleren foretager en indbetaling eller transaktion på eksempelvis kr. 20.000 eller derover (eller det tilsvarende beløb i en anden valuta/valutaer).

Spilsystemet skal yderligere kunne analysere mistænkelige transaktioner og på den baggrund danne rapporter til brug for forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

Rapporterne skal efterfølgende undersøges for, hvorvidt transaktioner er mistænkelige, og hvorvidt mistanken ikke kan afkræftes.

Grænsen på 20.000 kr. i de tekniske standarder medfører ikke, at det enkelte kasino, ud fra vurdering af risikomomenter, ikke kan eller skal have en lavere grænse.

Flere transaktioner, der sammenlagt bliver en stor transaktion

Transaktionsgrænserne skal fastsættes pr. kunde.  Det vil sige, at hvis en kunde i løbet af en dag/periode sammenlagt overskrider den af kasinoet fastsatte grænse, skal transaktionerne undersøges.

 Et onlinekasino med flere hjemmesider bør anvende beløbsgrænsen pr. kunde og ikke pr. hjemmeside.

Usædvanlige og komplekse transaktioner

Usædvanlige transaktioner kan være usædvanligt mange bevægelser på spillerens konto eller at der indsættes et usædvanligt stort beløb set i forhold til spillerens normale brug af kontoen.

Andre eksempler kan være:

Ændring af bankkonti

Spillere bruger ofte deres private bankkonti, når de spiller online. Spillere kan have en række bankkonti, og de kan ønske at ændre, hvilke af disse konti, de bruger i kasinoet.

Kasinoet bør ved ændringer i bankkonti overveje at opdatere kundeidentifikation.

Identitetstyveri

Oplysninger om bankkonti kan blive stjålet og uretmæssigt brugt på hjemmesider. Identitetstyveri kan også bruges i forbindelse med åbning af bankkonti, der efterfølgende kan anvendes på hjemmesider. Det er nyttigt for kasinoet at gennemgå IP-numre for at forebygge, at kriminelle personer åbner flere konti ved hjælp af stjålne identiteter på den samme computer. Kasinoet vil kunne se disse risici i historikken af data (charge back system).

Spillerens opførsel

Mistænkelig adfærd kan eksempelvis være spillere, der

  • ofte spiller imod hinanden,
  • anvender forskellige betalingsmetoder,
  • ikke ønsker gevinster indsat på samme kort, som der anvendes til indskud,
  • udfører store transaktioner i en kort periode,
  • indsætter midler uden at spille, eller
  • ofte anvender forudbetalte kort.

 Henvendelser

Mistænkelige henvendelser fra spillere kan fx være spørgsmål om

  • udbetaling af midler til andre konti, specielt konti i lande, der fremgår af FATF-listen.
  • udbetaling til konti i andres navne.

FATF-listen

Opmærksomhedspligt (og undersøgelsespligt, se afsnit J.A.4.7 i forhold til lande og territorier nævnt på FATF-listen betyder, at kasinoet skal have sin opmærksomhed henledt på transaktioner, der har forbindelse til de pågældende lande. For lande og territorier der er nævnt på FATF-listen, anses der at være en særlig risiko for hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.

Se også

Se også:

  • Afsnit J.A.4.5.1 Generelt om opmærksomhedspligt
  • Afsnit J.A.4.5.3 Opmærksomhedspligten for landbaseret kasino
  • Afsnit J.A.4.6 om overvågning af spillere