Dato for udgivelse
23 jan 2014 10:15
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
08 jan 2014 14:52
SKM-nummer
SKM2014.74.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
3. afdeling, B-2436-12
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomheder + Personlig indkomst
Emneord
Privatforbrug, negativt
Resumé

Som følge af negativt privatforbrug var appellantens indkomst for indkomstårene 2006 og 2007 blevet forhøjet med kr. 425.000,- henholdsvis kr. 135.000,-.

Byretten hjemviste sagen, idet der i privatforbrugsopgørelserne skulle medtages yderligere skattefrie indtægter.

For landsretten påstod appellanten sin indkomst nedsat med de resterende beløb. Landsretten fandt det - for så vidt angår den resterende del af forhøjelserne - ikke godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelser var åbenbart urimelige eller foretaget på et forkert grundlag. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Statsskatteloven § 4
Skattekontrolloven § 5, stk. 3
Skattekontrolloven § 3, stk. 4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1 A.B.5.3.3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1 A.B.5.3.5

Appelliste

Parter

A
(advokat Leo Jantzen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsdommerne

Stig Glent-Madsen, Henrik Twilhøj og Marie L. Boel Ubbesen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byretten har den 17. september 2012 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 2-2102/2011).

Påstande

For landsretten har appellanten, A, nedlagt påstand om, at hans indkomst nedsættes med yderligere 385.000 kr. for indkomståret 2006 og med yderligere 93.500 kr. for indkomståret 2007.

Indstævnte, Skatteministeriet, har gentaget sine påstande for byretten.

Supplerende sagsfremstilling

SKAT har ved brev af 2. oktober 2012 foreslået A, at hans personlige indkomst nedsættes til 385.000 kr. for indkomståret 2006 og nedsættes til 93.500 kr. for indkomståret 2007. Det er på baggrund af disse nedsættelser, at A har nedsat sin påstand for landsretten.

Forklaringer

A har supplerende forklaret, at han kan vedstå sin forklaring for byretten. Han kan ikke huske, hvorfor den sidste hundehvalp blev solgt for 6.500 kr. og ikke samme pris, som de øvrige hvalpe blev solgt for. Indtægterne ved salg af løsøre i forbindelse med, at han flyttede fra gården, har han opbevaret rundt omkring, herunder på gårdens loft. Han brugte løbende af pengene til forbrug.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

De spørgsmål, der ved byrettens dom blev hjemvist til fornyet behandling ved SKAT, har SKAT efterfølgende taget stilling til, og efter As endelige påstand for landsretten indgår spørgsmålene ikke i ankesagen.

For så vidt angår sagens øvrige spørgsmål tiltræder landsretten af de grunde, som byretten har anført, at A ikke har godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af hans indkomst for årene 2006 og 2007 er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag. Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn.

Landsretten tager derfor Skatteministeriets principale påstand om frifindelse til følge.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 40.000 kr. til udgifter til advokatbistand. Beløbet er inklusive moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.

Byrettens afgørelse om sagens omkostninger bliver stående.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 40.000 kr.

De idømte sagsomkostninger, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage.