Østre Landsrets dom af 31. januar 2014, 19. afdeling nr. S-2674-13
Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
(advokat Stefan Reinel, besk.)
Afsagt af landsdommerne
Bo Østergaard, Linde Jensen og Julie Skat Rørdam (kst.) med domsmænd
.......................................................
Byrettens dom af 21. august 2013, nr. 1-740/2013
Denne sag er behandlet med domsmænd.
Anklageskrift er modtaget den 29. januar 2013.
T er tiltalt for
1.
overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 57, stk. 1, 1. pkt. jf. straffelovens § 89,
ved i perioden fra den 1. juni 2008 til den 31. december 2008, som indehaver af H1 Service v/T, CVR nr. ... , med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have undladt at angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift, hvorved statskassen blev unddraget moms for 406.036 kr.
2.
skattesvig af særlig grov karakter efter straffelovens § 289, jf. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. straffelovens § 89,
ved i perioden fra den 1. juni 2008 til den 31. december 2008, som indehaver af H1 Service v/T, CVR nr. ... , med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have undladt at opfylde sin pligt til at foretage indeholdelse af A-skat af et beløb på 1.606.455 kr., hvorved statskassen blev unddraget A-skat for 921.873 kr.
3.
overtrædelse af arbejdsmarkedsbidragslovens [arbejdsmarkedsfondsloven.red.SKAT] § 18, stk. 2. jf. stk. 1, litra b, jf. straffelovens § 3, stk. 1, 2. pkt., jf. straffelovens § 89,
ved i perioden fra den 1. juni 2008 til den 31. december 2008, som indehaver af H1 Service v/T, CVR nr. ... , med forsæt til at unddrage det offentlige bidrag, at have undladt indeholdelse af bidrag, hvorved statskassen blev unddraget 133.691 kr.
forhold 1-3 subsidiært
forsøg på hæleri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 290, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 21, jf. § 89,
ved i tiden fra den 1. maj 2008 til den 31. december 2008 at have forsøgt uberettiget at skaffe sig eller andre del i udbyttet af en strafbar lovovertrædelse, idet han lod sig registrere som ejer af H1 Service v/T, CVR nr. ... , oprettede en bankkonto i F1-bank, konto nr. ... , i virksomhedens navn og efterfølgende ad flere gange dels selv hævede beløb på kontoen, hvilke beløb han overdrog til en eller flere uidentificerede personer, dels flere gange overlod hævekortet til kontoen samt sit kørekort og sygesikringsbevis til en eller flere ikke nærmere identificerede personer, der ligeledes hævede beløb fra kontoen, i alt 2.895.185 kr., uagtet han bestemt formodede, at
de indsatte beløb hidrørte fra en strafbar lovovertrædelse, hvorefter de uidentificerede reelle indehavere af virksomheden H1 Service v/T, undlod at afregne moms, A-skat og AM-bidrag med i alt 1.461.600 kr.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.
Anklagemyndigheden har endvidere i medfør af straffelovens § 50, stk. 2, nedlagt påstand om en tillægsbøde på 1.500.000 kr.
Tiltalte har nægtet sig skyldig og nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.
Forklaringer
Der er under hovedforhandlingen i sagen afgivet forklaring af tiltalte.
Forklaringen gengives ikke, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 4, jf. § 712, stk. 1.
Personlige oplysninger
Tiltalte er tidligere straffet, senest
ved
|
Byrettens bødevedtagelse af 3. februar 2011 med bøde kr.
4.000 for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2.
|
|
|
ved
|
Byrettens udeblivelsesdom af 27. september 2011 med bøde kr. 2.000 for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. strfl. § 89.
|
Rettens begrundelse og afgørelse
forhold 1-3
Tiltalte har forklaret, at han af to pakistanere, som han havde en narkogæld
til, blev presset til at oprette virksomheden og en erhvervskonto i F1-bank. Han blev ringet op af de to personer, når han skulle hæve penge i banken til dem. Tiltalte betragtede sig selv som en "vaskemaskine". Han tænkte,
at der kunne være nogle, som ikke fik det, de skulle, når han hævede alle pengene. Det kunne være SKAT, men det kunne også være andre. Han havde ikke kendskab til virksomheden og arrangementet, og hans eneste rolle var at hente pengene og overlevere dem til de to pakistanere. Tiltalte har forklaret, at han dengang var misbruger af hash og kokain.
Retten finder ikke grundlag for at betvivle tiltaltes forklaring. Under hensyn til tiltaltes begrænsede kendskab til virksomheden og arrangementet, finder retten det ikke med den til domfældelse nødvendige sikkerhed bevist, at tiltalte havde det fornødne forsæt til at unddrage statskassen moms, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.
Tiltalte frifindes derfor for den principale tiltale.
Når tiltalte hævede de respektive beløb, var skat, moms og arbejdsmarkedsbidrag ikke forfaldent. Uagtet tiltalte havde en fornemmelse af, at der var noget ulovligt ved arrangementet, finder retten ikke, at tiltalte kan straffes for forsøg på hæleri som beskrevet i den subsidiære tiltale, da tiltalte som anført ovenfor ikke har haft nærmere kendskab til det ulovlige ved arrangementet.
Tiltalte frifindes derfor tillige for den subsidiære tiltale.
T h i k e n d e s f o r r e t
Tiltalte T frifindes.
..........................................
Østre Landsrets dom af 31. januar 2014, 19. afdeling nr. S-2674-13
Byrettens dom af 21. august 2013 (1-740/2013) er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter anklageskriftet.
T har påstået stadfæstelse af byrettens frifindende dom.
Supplerende oplysninger
Der er til brug for ankesagen foretaget personundersøgelse i henhold til retsplejelovens § 808, og Kriminalforsorgen har den 30. januar 2014 afgivet erklæring herom.
Supplerende forklaring
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte, der har forklaret i det væsentlige som i byretten.
Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at der gik et par dage efter virksomhedens registrering til han oprettede erhvervskontoen i F1-bank. Han stillede ingen spørgsmål til de to personer, NH og TO. Han kendte heller ikke noget til dem, men han antog, at de tilhørte "den ... mafia". Lige i starten blev han ikke truet, men da han ikke ville begå bankrøveri, truede de med at skyde ham. Hans hævninger i banken var et alternativ til røveri. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre. Havde han fra begyndelsen vidst, at det samlet set blev til et så stort beløb, som det blev til sidst, var han måske stukket af. Han var "rimeligt fraværende" grundet sit misbrug i den omhandlede periode, og han holdt ikke styr på hævningerne. Han gik i banken, når de to personer kom, og han vil ikke benægte, at en del af hævningerne skete næsten dagligt. I den pågældende periode var han meget påvirket af narkotika, og han var hverken klar over tid eller sted. I banken sagde de intet til de mange hævninger af kontanter.
Landsrettens begrundelse og resultat
Indledningsvis bemærkes, at størrelsen af de omhandlede beløb er ubestridt.
Efter tiltaltes forklaring lægger landsretten til grund, at baggrunden for tiltaltes handlemåde var, at han havde en gæld for køb af kokain, som han ikke kunne betale. Tiltalte har forklaret, at han intet kendskab havde til de firmanavne, som fakturaerne efter deres indhold angik, og at han tænkte, "at han nok bare var en vaskemaskine". Han fik 500 kr., 1.000 kr. eller et gram kokain for at hente pengene i banken, hvorefter han umiddelbart efter afleverede de hævede beløb til to personer, som tiltalte ikke kendte andet til end deres angivelige navne, NH og TO. Han vidste fra starten, at det, han gjorde, "ikke var helt rigtigt", at "det måtte være noget kriminelt", men "det kunne godt have med andre ting end moms og skat at gøre".
Landsretten finder på denne baggrund, at det må have stået klart og i hvert fald været overvejende sandsynligt for tiltalte, at de beløb, som han i den omhandlede periode kontinuerligt hævede og efter sin forklaring overdrog til to uidentificerede personer, var udbytte opstået ved strafbar lovovertrædelse, som tiltalte ved sin handlemåde skaffede sig eller andre del i, og at tiltalte derfor og henset til størrelsen af det samlede beløb er skyldig i hæleri efter straffelovens § 290, stk. 2, jf. stk. 1, § 21, som anført i den subsidiære tiltale.
Landsretten har fundet, at der ikke er tilvejebragt fornødent grundlag for at anse tiltalte skyldig i den principale tiltale, hvorfor det tiltrædes, at tiltalte er frifundet herfor. Landsretten har herunder lagt vægt på, at tiltalte efter det oplyste intet har haft med virksomhedens aktivitet at gøre, hverken i form af kontakt med kunder, medarbejdere eller ved udstedelsen af de omhandlede fakturaer. Landsretten har således ikke fundet det bevist, at tiltalte har haft viden om, hvilke aktiviteter der har været i virksomheden, men alene viden eller formodning om at pengene på virksomhedens konto hidrørte fra strafbart forhold.
Straffen efter straffelovens § 290, stk. 2, jf. stk. 1, § 21, fastsættes efter forholdets alvorlige karakter, herunder det betydelige beløb, som en tillægsstraf til fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 89.
Henset til den tid, der er forløbet, siden forholdene blev begået, og til det oplyste i person-undersøgelsen om tiltaltes personlige forhold, og hvorefter Kriminalforsorgen har fundet tiltalte egnet til at modtage en betinget dom på nærmere vilkår, har landsretten fundet, at 8 måneder af straffen kan gøres betinget på vilkår, som anført nedenfor, jf. straffelovens § 58, stk. 1.
Landsretten har fundet, at der ikke i denne sag, hvor der er sket domfældelse for hæleri, er tilstrækkeligt grundlag for ved siden af den idømte fængselsstraf at idømme tiltalte en tillægsbøde. Tiltalte frifindes derfor for anklagemyndighedens påstand herom.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for byret og landsret.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom i sagen mod T ændres, således at han straffes med fængsel i 1 år.
Fuldbyrdelsen af 8 måneder af straffen udsættes og bortfalder på vilkår, at tiltalte i en prøvetid på 2 år ikke begår strafbart forhold, samt at tiltalte undergives tilsyn af Kriminalforsorgen i 1 år og herunder, såfremt Kriminalforsorgen finder det fornødent, undergiver sig psykiatrisk eller psykologisk behandling og/eller behandling mod misbrug af euforiserende stoffer.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for byret og landsret.